Avisartikler 2015, 2. kvartal

I gamle dage kaldte man landene øst for Middelhavet for Levanten. Det var osmannernes rige. Og det var beduinernes, kamelernes, oldtidskulturernes. Der hvilede en mystik over disse varme, arabiske lande. Tusind og en Nat.

En farlig mystik. Skønheden kan lynhurtigt afsløre sig som et fata morgana. Oasen er en luftspejling. Virkeligheden i disse ørkener er solens overophedede dødsstråler. De 70 æggende jomfruer forvandlet til benrade langs karavanens veje.

Til dette ørkenrige kommer så engelskmanden ridende på kamelryg. Mandekærlighedens friske helt direkte fra kostskolen. Arabernes befrier under første verdenskrig, T.E. Lawrence. Han skriver en af de mest betagende bøger, der er skrevet på engelsk, ”Visdommens syv Søjler”.

Derefter optræder så Atatyrk, der forsøger at bringe verdslig kultur til Tyrkiet.
Og efter 2. verdenskrig drager de højtbegavede danske videnskabsmænd og forfattere, P.V. Glob og Peter Seeberg, til Levanten og udgraver arabernes oldtid.

Det er sådan vi kender Levanten. Og så har jeg endda ikke regnet Carsten Niebuhr med, lederen og den eneste overlevende af den danske ekspedition til ”det lykkelige Arabien” i 1760’erne. Han der hjembragte kileskriften.

Men ellers gjorde disse lande, som vi nu kalder Syrien, Irak, Saudi-Arabien, sig ikke meget gældende i videnskab og litteratur. Vi vidste, de engang i den danske jernalder havde haft en fører med religiøse syner. Muhammed. En karavanefører, der senere ved vold og magt og ved at myrde sin kritikere grundlagde en religion. En, der hævder den står over alle andre og har så rigide leveregler for sine tilhængere, at ingen nutidig tilpasning er mulig. Så at kvinders underordnede stilling i verden er evig, og T.E. Lawrence’s form for sex er evigt ulovlig. Hvad Vestens demokrati selvfølgelig også er. Deltag ikke i folkestyret, som visse muslimske grupper råber. For et demokrati er underlagt vælgernes trang til forandring.

Alt dette er meget sært for os i Danmark, eftersom vi fra folkestyrets indførelse i 1849, men også før da har vænnet os til, at livet altid er under forandring, og at det netop er det, der gør, at vi udvikler os, og at tilværelsen bliver friere og bedre for alle. Derved og ved hjælp af vor sunde fornuft har vi frigjort os fra kirkelig og systematiseret overtro. Og i vor folkekirke ærer vi en talsmand for fred, tilgivelse, selvransagelse, Jesus. En direkte modsætning til krigskarlen Muhammed.

For få årtier siden forsøgte Hitler at skabe verdenshistorie, et nyt ”tusindårsrige” med nazistisk religion som grundlag. Det lykkedes ikke. Men han var tæt på. Havde galningen satset totalt på atomvåben og jetjagere og udskudt krigen en 2- 4 år, havde han nok vundet.

Min egen forunderlige farmor, som jeg har fortalt om i flere bøger, sukkede mistrøstigt og sagde til mig som lille: hvor er det sørgeligt, at du skal være nazist, når du bliver stor.

Så slemt gik det ikke. Men nu er en endnu større verdenshistorisk kovending i fuld gang. Levantens og Afrikas overbefolkning og disse landes elendige evne til at organisere og producere gør, at hundredtusinder flygter fra Mellemøsten og Afrika til Europa. I Danmark er der de sidste 30 år kommet en halv million muslimer og efterkommere.

Hvorfor har danske politikere fra Schlüter til Uffe Ellemann, Auken, Bjerregård, Lykketoft og den vankelmodige Nyrup ladet dette ske?

Fordi de opfatter deres politiske opgave som et bogholderprojekt og ikke et høvdingekald. For dem er mennesker nogle væsener der styres af deres pengepung, deres overskud eller underskud i husholdningsbudgettet.

De forestiller sig ikke noget for dem så fremmedartet, som at ethvert menneske fra barn af udvikler en kulturel pejling, som bliver den ledende kraft i hans/hendes liv. At det altså er vores kultur, vores opfattelse af hvad livet er, der mere end noget andet bestemmer vores adfærd. Kulturen sidder os i blodet. Og blodet fører os derhen hvor det vil. Det fører ikke os europæere til at afbrænde ambassader på grund af en satirisk tegning. Men anderledes er det åbenbart for dem der er opvokset under hedens sol og Muhammeds lov.

I Saudi-Arabien finder man det her i 2015 naturligt at idømme en mand, Ralf Badawi, 1000 piskeslag for at have skrevet nogle samfundskritiske linjer på sin blog. Efter 50 blodige piskeslag måtte bødlerne midlertidigt holde inde, for at Muhammeds bespotter ikke skulle undgå sin straf ved at dø. Badawis hustru, der klogeligt er flygtet til Canada, mener de 950 manglende slag vil blive gennemført og hendes mand dermed pinefuldt henrettet.

Dette foregår i 2015. I et FN-land. I et land, vi handler med. Horribelt!

Det er i det samme Saudi-Arabien, myndighederne hænger teenage-drenge, der er gået i seng med hinanden. Dødsstraffen udføres ved, at drengene hænges op i kraner midt i gaderne.

Den modige Badawi skrev, at islams stater indespærrer deres befolkninger i en cirkel af tro og angst. Hvis nogen forsøger at bryde ud af denne cirkel, udsættes de for den forfærdeligste tortur, som kun døden udfrier dem af. Islams terror er værre end nazismens og kommunismens.

Umenneskelighed er for mildt et ord at bruge om den mentalitet, de islamiske stater bygger på. Shiaer slagter sunnier, og sunnier slagter shiaer. Bødler og martyrer i en skiftende uendelighed. Alle begrunder deres had og grusomheder med deres rettro over for en eller anden udlægning af Koranen.

I medlidenhed med irakere og syrere og saudiere er man nær ved at ønske sig det britiske og franske herredømme over disse lande tilbage. Men det går jo ikke.

Hvad kan menneskeheden uden for Levanten så gøre ved dette religiøse barbari?

Næppe meget. Dertil sidder de troende muslimers religiøse had for dybt. Men vi kan, i Danmark og Europa, gøre en ting. Sørge for at islams endeløse stridigheder ikke breder sig til Europa. Indvandring fra de muslimske lande i Levanten og Afrika til Europa må stoppe.

Selvfølgelig kan der altid være fornuftige enkeltpersoner fra disse områder, der på individuel basis kan indhente opholdstilladelse hos os. Fordi de har særligt gode forudsætninger for at løse en opgave på det danske arbejdsmarked. Eller fordi de kan overbevise os om, at de har et klart ønske om med flid og forstand at udvikle sig til loyale danskere. Lære dansk, undgå kriminalitet, arbejde.

Ikke alle forstår alvoren i dette. Det er svært at vide, hvor meget eller lidt Helle Thorning forstår. Men med Enhedslisten og De radikale som hendes forbundsfæller er det ikke troværdigt, at en ”rød” regering vil stoppe den muslimske storindvandring.

Og ser vi til Sverige, er forvirringen endnu større. Reinfeldt, den forrige statsminister, ønsker fortsat en ubegrænset muslimsk indvandring for at Sverige kan blive ”en humanistisk stormagt”. Stormagtsdrømmen har altid luret lige under overfladen i vores kære naboland.

Ikke alle muslimer i Danmark ønsker at piske afvigere til døde.

Nej, det ved vi. Men det spiller ingen rolle. Det er de religiøse førere der bestemmer. Det var heller ikke den brede vælgermasse af tyske nazister, der ville gasse alverdens jøder. Det var den lille, forhærdede nazi-kerne omkring Hitler, Himler, Heydrich, der beordrede millioner af uskyldige jøder ind i de lufttætte lokaler med giftgas.

Tilslutningen til Muhammeds forordninger og straffe ser dog ud til at være ret udbredt blandt muslimer. Spørger man muslimer i Europa, siger mere end en tredjedel, at de ønsker at have sharialoven med de grusomme straffe som grundlov i Europa. Der er allerede dannet islamiske brohoveder af fanatisk troende muslimer i Danmark. Som logisk nok forbyder deres trosfæller at stemme ved de demokratiske valg. Ingen over og ingen ved siden af Muhammed.

Den vigtigste politiske opgave for Europa i disse år er at få gjort en ende på den muslimske storindvandring. Ellers vil Europas fremtid blive behersket af kampe for og imod et bestemt religiøst vanvid. Vi vil alle blive presset tilbage til middelalderlig primitivisme og ikke længere bevæge os frem mod større åndsfrihed, mere humanitet og en frodigere kultur.

Familien Stangerup, Hakon, Betty, Henrik, Helle, spillede en fremtrædende
rolle i 1900-tallets danske kulturliv. Begavede, charmerende, kompromisløse,
storsindede var de. Men de begik også fadæser, så de ikke blev de
storheder på Christiansborg, Københavns Universitet og i filmens og
litteraturens verden, som de havde format til. Ole Hyltoft var ven med dem
og fortæller her om deres evner og karakter, deres sejre og fejltrin.

For nylig døde Helle Stangerup. Den sidste af 1900-tallets Stangerup’er, familien, der har begejstret, forarget, sat sindene i bevægelse, delt vandene. Snart var de snobbede, snart folkelige. Snart fabulanter, balstyrige – snart begavede selvødelæggere.

Helle Stangerup var en dygtig forfatter, en dygtig jurist, men, uretfærdigvis, nok mere kendt som dronning Margrethes veninde fra skoletiden og livet ud. I kredsene sagde man, at Helles forældre, den belæste og festglade litteraturelsker Hakon og 30’ernes filmdiva Betty Søderberg, havde afpasset Helles undfangelse med, hvornår Frederik IX’s og dronning Ingrids førstefødte skulle ankomme. Så Helle og Margrethe kunne vokse op sammen. Tungerne sad altid løst om Stangerup, især de onde.

Jeg har kendt Stangerup’erne det meste af livet, og som årene gik holdt jeg mere og mere af dem. Helle skriver i sin erindringsbog, at hendes storebror, Henrik, og jeg legede sammen som små i familiens berømte hvide villa ned til Lyngby Sø. Det har Helle fra sin far. Men det passer ikke. Jeg er vokset op under beskednere forhold på Østerbro. Lærte først Henrik at kende, da vi var skolekammerater på Gl. Hellerup Gymnasium.

Han var en rod, der skulle til kammeratlig samtale med skolens elevrådsformand ( mig ). Senere – det er jeg mere stolt af - blev vi frihedskæmpere sammen med Per Stig Møller og Elsa Gress i tabernes oprør mod 1970’ernes magtgriske flertal af munkemarxister.
Henrik blev en kunstner-boheme med store syner, store projekter, glæde ved våde varer og en stor angst. Men der var ikke ondt skabt i ham. Hans livsstil var et opgør med farens grandiose borgerlighed. Men far Hakon var faktisk selv lidt af en ballademager, nok ufrivilligt. I hvert fald var han leveringsdygtig i to ungdomsskandaler, der hang på ryggen af ham livet ud.

Hakon Stangerup ( født 1908 ) var et af de bedste hoveder i en stærk generation af højtbegavede litteraturkendere: Billeskov Jansen, Sven Møller Kristensen, Frederik Nielsen, Jens Kruuse.

Hakon var med sit sikre litteraturblik, sin flid og sine heftige ambitioner bestemt til at blive Vilhelm Andersens eller Hans Brix’ efterfølger som professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet.

Og hvad han læste i århundredernes skønneste litteratur elskede han at stå i kjole og hvidt ved festbordet med et glas rhinskvin i hånden og udlægge med pompøs veltalenhed. Han trak både erhvervsliv og politik med ind i sin hyldest til litteraturen. Denne inspirerende elegance, der i grunden var folkelighed, fik fagets pedanter til at afsky ham.

Og han gav misunderne chancen for at støde dolken i ham.
Som alle borgerlige og socialdemokrater var han imod bolsjevismen. Men han antydede i nogle avisartikler, at nazismen var bolsjevismens modstykke og ikke dens sidestykke. Det kom ham dyrt at stå.

Hans Scherfig udleverede ham til latter og fordømmelse. Så alle de kulturradikale nikkedukke-næb kunne gnække i deres velafrettede marchtakt.
Min sanglærer på Gl. Hellerup, Henning Elbirk, begik den svinestreg at spørge eleverne i Henriks gymnasieklasse, om de vidste, at denne latterlige dr. Horn i Scherfigs romaner var Henriks far.

Under besættelsen blev Hakon Stangerup i øvrigt en god støtte for modstandsbevægelsen og havde blandt andre modstandsmanden Børge Outze og flere jøder boende hos sig. Men det var altså ikke nok til at blive tilgivet af sine hævngerrige modstandere i kulturverdenen. Skønt flere af disse salonkommunister jo var anderledes kompromitterede af at være Hitlers venner indtil juni 1941.

Hakon Stangerups andet hop i mudderpølen bestod i, at han som oversætter af en svensk roman havde brugt en ”neger”, altså en medhjælper, der havde begået en del oversætterfejl.

Stangerup fastholdt han ikke havde brugt ”neger”. Men ”negeren” stod frem og bekræftede. ”Løgn over løgn” hedder en af Henriks romaner. Og det er løgnen man falder på, om man så hedder Sven Auken eller Hakon Stangerup. Og så bliver man hverken statsminister eller litteraturprofessor.

Men Hakon Stangerup gav ikke op. Efter mudderbadene fik han i nogle år efter 1945 ”kun” provinsaviser at skrive i. Men så satte han sig ind på Universitetsbiblioteket og skrev et af vor kulturhistories hovedværker, ”Kulturkampen”. Om Georg Brandes’ og det litterære Venstres kamp mod Estrup-konservatismen i slutningen af 1800-tallet. Her forenede han igen litteratur og politik. Som litteraturstuderende læste jeg bogen med lup og understregninger. Det var jeg vist den eneste på universitetet der gjorde i de år. Hakon Stangerup var ikke comme il faut.

Derefter vendte Hakon Stangerup tilbage som kulturens flotte fanebærer for det konservative flagskib Dagens Nyheder. Jeg læste ham hver søndag i min gymnasietid, side om side med at jeg slugte PH’s søndagsartikler i Social-Demokraten.

Stangerup inddrog Kingo, Holberg, Blicher, Pontoppidan så levende i sine aktuelle kommentarer, at læserne overbevistes om, at det frem for nogen er et lands digtere, der binder folket sammen.

I 50’erne og 60’erne var Stangerup sammen med dagbladet Aktuelts Frederik Nielsen den i pressen, der holdt den klassiske litteratur i hævd over for den fremstormende modernisme.
Han blev i de år også min forgænger som næstformand i DR’s bestyrelse, der dengang hed Radiorådet. Hvad kunne vi ikke have udrettet sammen til DR’s gavn og rigets kulturelle højnelse, om vi havde siddet på samme tid i Radiorådet. F.eks. ville han ikke, lige så lidt som jeg, have fundet sig i, at DR har fjernet oplæsning af litteraturens mesterværker fra programfladen.

Stangerup kunne ildne og mane om den litteratur han holdt af. Vel var han borgerlig. Men det var ikke kun borgerlige forfattere han roste. Bohêmede damer som PH’s mor, Agnes Henningsen, og Karin Michaelis skrev han henrevet om. Og en sprogfornyer som Jens August Schade og en uartig antinazist som Soya priste han helhjertet. Sin politiske modstander, Julius Bomholts besættelsesroman, ”Blomstrende Grene”, roste han til skyerne.
Engang sagde han til mig: Når Bomholt holder op i politik, vil det gå op for Socialdemokratiet hvad de har mistet.
Jeg tror desværre aldrig det er gået op for Socialdemokratiet.

Nogle tror nok, at æblet ( Henrik ) i dette tilfælde faldt langt fra stammen ( Hakon ). Den lidt sjuftede chancerytter i modsætning til den medaljehungrende professor.
Men det er for overfladisk. Henrik var ikke uborgerligt sløset med alt. Han var ordholdende og ordentlig med sine manuskripter. Og ind imellem så han sig selv indtage en borgerlig position. En gang omkring 1980 ringede han til mig og bad mig hjælpe sig til at blive dansk kulturattaché i Paris. Vanvittigt? Ja. Og dog. Han var jo en pågående og gudbenådet overtaler. Og han var kendt og velanskrevet i det parisiske kulturliv. Så ville han virkelig påtage sig dette hverv, og det insisterede han på at ville, så…. Han fik mig ( der dengang var formand for Socialdemokratiets kulturudvalg ) til at skrive til udenrigsminister Kjeld Olesen og tale godt for Henriks ansættelse i udenrigstjenesten.

Selvfølgelig var det ikke gået. Og Henrik kom selv på bedre tanker nogle dage efter.
Henrik og Hakon lignede også hinanden som fremragende kronikskrivere. Denne genres blanding af klogskab og ligefremhed set i fugleperspektiv passede dem begge.

Hakon og Henrik var renæssance-mennesker. De var storsindede i en kulturverden der ofte er småtskåren. De havde livsglæden, frisindet, naturligheden til fælles. De var skønhedsdyrkere. Også hvad piger angår. Hvilke vidunderskønne piger, der dog faldt for Henrik, en Lotte Tarp, en Bergman-skuespiller som Gunnel Lindblom, og vist også en Monika Ritterband.

Hakon og Henrik besad begge letsindets lykke. Men Henrik havde desuden tungsindets onde lykke. Måske en arv fra sin morfar, den melankolske digter Hjalmar Søderberg. Begge manglede ondsindethed. En egenskab deres misundere ikke manglede.
Henrik sluttede sin tale ved sin fars begravelse i 1976 med at sige: vi var frie sammen, far.
Jeg får tårer i øjnene, når jeg læser det.

Hvor Danmark dog savner dem.

Efter sprogjongløren og den kulturradikale kraftkarl, Rifbjergs, bortgang spørger mange: hvem er de der kulturradikale, er jeg selv en af dem?

Ordet kulturradikal blev opfundet i 1930’rne og var dengang en variant af salonkommunisterne. De krævede fri abort eller frivilligt moderskab, som det hed. De talte for en fri børneopdragelse ( uden tæv ), fri sex. De foretrak en rationel kunst, moderne design ( fra møbler til funkis-arkitektur ). De var ateister, dog i perioder med marxismen som religion.

De foragtede mangt og meget, for eksempel det irrationelle ( dog ikke Freud og Jung ), foragtede Danmarks Radios popmusik. Vores folkelige fællesskab havde de et tvetydigt forhold til. De mente, folket var forført enten af kapitalismen eller af Socialdemokratiet. De følte sig i det store og hele hævet over folket, ligesom Estrups gamle, konservative borgerskab havde gjort.

Kulturradikalismens ypperstepræst var fra starten viseforfatteren og lampeopfinderen Poul Henningsen. Og helgeninden var hans sangerske, Liva Weel. Men end ikke de levede fuldt og helt op til kulturradikalismens kerneværdier. PH boede i modstykket til funkisarkitekturen, i en bondegårdsidyl med stokroser. Og Liva Weels flagrede sig ikke fri i kærligheden. Hun drak sig ihjel af ulykkelig kærlighed til den eneste ene, Arne Weel.
Forfatteren til de to mester-romaner ”Den forsvundne Fuldmægtig” og ”Det forsømte Forår”, Hans Scherfig, nævnes ofte som kulturradikal fører. Men det er helt ved siden af. Scherfig hånede dyrkerne af det frie sexliv, ikke mindst 30’rnes videnskabelige sexprofet, Wilhelm Reich, der mente tidens onder lod sig fjerne ved hjælp af mindst et dagligt samleje. Det skrev Scherfig en morsom roman om, der hedder ”Idealister”. Selv var han vel nærmest sådan en national folklorist. Som maler var han antimodernistisk idylliker. Og han var en rigtig dårlig ateist. For han havde Stalin som gud.

Kulturradikalismen fik blivende æstetisk betydning i boligbyggeriet. Dens funktionalistiske stil forbandt nye, smukke linjer med nyheder som altaner, brusebade og sandkasser, samtidig med at byggerierne udførtes med gedigent, traditionelt murerhåndværk.

Jeg er selv vokset op i to sådanne splinternye funkis-ejendomme på Østerbro i København. Dejlige steder, fri luft og friskhed. Og – man tror det måske ikke - men en vis varme og hygge var der også, i hvert fald i 30’er byggerierne. Desværre mistede dette funktionalistiske byggeri sin charme, da modulbyggeriet satte ind i 60’erne.

Det kulturradikale program med fri abort, fri porno og vel også fri børneopdragelse – tævene ud af skolen – var gennemført fra 70’erne, da den nye kulturradikale udråber, Klaus Rifbjerg, indtog førersædet. Så han blev nødt til at lade som om andre ikke allerede havde gennemført programmet. Han måtte foregøgle, at 1970 ikke var 1970, men 1925. Denne tidsforskydning holdt han fast ved til sin dødsdag.

Som politisk frontkæmper var Rifbjerg en drabelig Don Quijote, der drev lansen ind i den ene vindmølle efter den anden.
Kulturradikalismens antifascistiske holdning bakkede Rifbjerg op om ved at købe hus i fascisten Francos Spanien. Og sit sociale sindelag demonstrerede han ved at bosætte sig i Malmø og derved slippe med en mindre skat til fællesskabet.

Efter at p-pillerne, homo-livet og pornoen for alvor blev sluppet fri i 70’rne, har der ikke været noget udfordrende ved at være kulturradikal. De kulturradikales iklædning har været forede normalunderbukser, som enhver journalist, der vil have fremgang i karrieren, ifører sig.

Udfordringen for det frie, solidariske og naturlige liv har været et andet. Lad os gå nogle årtier tilbage. F.eks. til 1960. Dengang var der to kulturprofeter i landet. Der var nok flere. Men vi nøjes med de to vigtigste. De var tydeligt forskellige. Jeg havde det privilegium at være ven med dem begge to. Jul. Bomholt og Poul Henningsen. De brød sig ikke meget om hinanden, og det var jeg ked af. For jeg holdt af dem begge to og syntes de var værdifulde. 

Bomholt sagde til mig, at PH havde fået så meget succes, fordi han havde knyttet sig til en international strømning. Dermed mente han funktionalismen i en eller anden udgave. Og PH brød sig ikke om, at Bomholt ville brede kulturarven ud til folket. For ham var kulturarven, herunder naturfredningen, noget gammeldags stads. Men at udbrede kulturarven ( som Bomholt ville ) og fremme friheden ( som PH ville ) fører vel samme sted hen: til et rigere, gladere liv.

PH ville kritisere. Bomholt ville samle. Bomholt malede med den fulde palet, fornuften, retfærdigheden, men også fællesskabet, underbevidstheden, det kosmiske.
Derfor undrede det mig ikke, da jeg senere i livet kom ind i kredsen af de banebrydende Cobra-malere og blev nær ven med Egill og Robert Jacobsen, at de beundrede Bomholt og var ligeglade med kulturradikale kunstnere som PH, Jesper Jensen og Rifbjerg. ( Robert Jacobsen var i 80’erne med til at rejse skulpturen til minde om Jul. Bomholt på Gl. Strand. )
Cobra-malerne trængte ind til lag i den menneskelige bevidsthed, som de kulturradikale ikke nåede i nærheden af. Cobra-folkene udforskede farvernes og linjernes følelser for barnet som for den voksne. De vovede sig derind, hvor det rationelle ikke slår til. Der kunne forekomme svipsere hos dem. Er alle Asger Jorns produkter fremragende? Men det var jo heller ikke alle PH’s viser der var lige så gode som ”Man binder os på mund og hånd”.
Farvernes samspil og rytme – Cobra-malernes evangelium – er jo ikke kun noget æstetisk eksklusivt. Det er også noget, der påvirker vores psyke til hverdag, når vi går på gaden, når solen titter frem eller vejret skifter. Selv bliver jeg altid sært opstemt, når jeg ser trafiklysenes fantastiske grønne farve.

Disse psykens, underbevidsthedens påvirkning på vores sind prøvede en Egill Jacobsen, en Carl-Henning Pedersen, en Ejler Bille at forløse i deres tit fænomenale kunstværker. Her kommer vi langt dybere ned i menneskesindet end de kulturradikale gjorde.
For nogle år siden fik jeg brev fra den bornholmske Venstre-viking og tidligere landbrugsminister Niels Anker Kofoed. Han skrev:

Jeg troede tidligere du var en kulturradikal. Det kan jeg nu se, du ikke er. Det glæder mig.
Det glædede også mig.

Kulturradikalismen er endimensional. Den var et påkrævet opgør i Georg Brandes’ og PH’s unge dage. Og lad os ikke glemme, at PH også har skrevet viser om andet end ægteskabsbruddenes og sidespringenes nødvendighed. Også sange om skønheden i den lille mands dagligliv.

Vil man beskrive menneskelivets helhed, slår kulturradikalismen ikke til. Derfor er det en stor tilbagegang i vores åndsliv, at venstrefløjen og Socialdemokratiet har Rifbjerg-PH’s kultursyn som forbillede og ikke f.eks. Bomholts. Hvis nogen af dem da overhovedet interesserer sig for kultur.

Når kulturradikalismen er værst, er den et statussymbol, som man bruger til at hæve sig op over andre, til at se ned på andre.

Dette blev så skærende og pinagtigt tydeligt, da den muslimske storindvandring blev en realitet og kom på den politiske dagsorden. Af uransagelige grunde valgte kulturradikalismen med Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Hanne Vibeke Holst i spidsen at støtte oprettelsen af brohoveder på hundredtusinder, ja, millioner af muslimer i de europæiske lande. Og det skønt islam er en uforbederlig håndhæver af seksuel puritanisme, homofobi, kvindeundertrykkelse, (over)tro på gamle guder og barbariske straffe. Alt det kulturradikalismen har bekæmpet.

Og ikke nok med at de kulturradikale med Tøger Seidenfaden, Sven Auken, Ritt Bjerregård, Birte Weis og venstrefløjen støttede dette reaktionære, ørkenfunderede præstevælde. De havde også magten over medierne, forlagene og undervisningssystemet. Og de brugte den magt hæmningsløst – fra Carsten Jensens pinlige udgydelser til DR-medarbejderes åbenlyse foragt for forkæmperne for humanisme, frihed og europæisk civilisation. Uden intellektuelle forbehold, uden egen viden om islam buldrede de deres nedladenhed og manipulationer igennem for at overbevise den tvivlende befolkning om den herskende klasses godhed.
De udgjorde den kompakte majoritet. De tyranniserede den offentlige debat i tv og i de fleste aviser.

Måske stopper kulturradikalismens overherredømme nu efter Herbo og Krudttønden, og efter at dronning Margrethe har taget afstand fra sine dumsmarte bemærkninger om islamkritikerne i 1980’erne.

Hvis kulturradikalismen ikke er stendød efter den inkvisitoriske og fordummende magtvælde, den har udøvet, har slapheden overtaget den sunde fornuft i dette land.