DET VAR NÆR BLEVET VORES UNDERGANG
|
”Jeg synes vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vore grænser”, skrev Gregers Dirckinck-Holmfeld i Ekstra Bladet for nogle år siden. Hans indstilling har ikke været befolkningens, men den har været de toneangivendes indstilling til indvandringen de sidste 25 år. Lad os få et multikulturelt Danmark! I vor historieløse tid overser vi, at Danmark har århundredlang erfaring i at være multikulturelt. Her tænker jeg ikke på, at Norge og Danmark var ét land i 800 år. Nordmænd og danskere har forskelligt temperament, men fælles grundlæggende værdier. Begge lande ser lidt op til brodernationens egenart, og vi har hver vores landområde, som vi i tidens løb har hjulpet hinanden med at forsvare mod tredjelande – Sverige og Tyskland. To af heltene i vores krig mod Tyskland 1848-51, Olaf Rye og Schleppegrell, var nordmænd.
Nej, det var på grund af Slesvig og Holsten, Danmark indtil 1864 var et multikulturelt kongedømme. Den danske konge var hertug i Slesvig-Holsten, samtidig med at Slesvig-Holsten fra 1815 til 64 var tilsluttet Det Tyske Forbund. En del af Danmark var altså også en del af Tyskland. Steder som vikingebyen Hedeby og Dannevirke var ærkedanske. Og området ned til Hamborg og Kiel var altså under dansk herredømme. Men mange af de embedsmænd og politikere, der udøvede dette herredømme, var af tysk oprindelse og havde tysk sindelag, selv om de forsvarede den danske stats økonomiske interesser dygtigt. Det gjaldt Bernstorff’erne, Reventlow’erne og Schimmelmændene. Flere af de danske konger talte bedre tysk end dansk. Ja, nogle af dem kunne ikke dansk. På regeringsplan var dansk og tysk rodet godt sammen i 1700 og 1800-tallet, da Tyskland bestod af mindre stater. Den danske udenrigsminister under Napoleonskrigene, Christian Bernstorff, blev senere prøjsisk udenrigsminister. Og den danske gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt i 1850’erne, Bernhard von Bülow, blev senere Bismarcks udenrigsminister. Hans søn blev endda tysk rigskansler. Danske digtere som Baggesen og Oehlenschlæger beherskede tysk til fuldkommenhed. Og den tyske nationaldigter Klopstock blev i mange år forsørget af den danske stat og boede i Lyngby. Vore dages globalister finder sikkert den dansk-tyske multikultur i 1700-tallet charmerende. Men Bernstorff’erne og vore andre halvtyske toppolitikere forsvarede ikke den danske kultur nær så godt som de forsvarede de danske handelsinteresser. Den danske stats efterladenhed over for den danske kultur i Slesvig er den grundlæggende årsag til krigen i 1848 og katastrofen i 1864. Og dermed også til tragedierne der ramte de danske sønderjyder fra 1864 til og med 1. verdenskrig. 1700-tallet var en globalistisk tid. Tidens oplyste mennesker opfattede mennesket ikke som et stedbundent, men som et universelt væsen. Nøjagtig ligesom de politisk korrektes ideal i dag er de universelle menneskerettigheder. Men i ly af denne universalitet voksede den tyske kulturs magt over sindene sig nordpå. Forestillingen om den tysk-danske fælleskultur er så indarbejdet, at der er tyskere der i 1840’erne foreslår, at Danmark og Holland bliver dele af det nye Tyskland, der er ved at blive skabt. Dette tager den danske nationalliberal Orla Lehmann afstand fra. Danmark skal ikke være Tysklands ”admiralsstat”, skriver han i en artikel i ”Fædrelandet” i 1842. Danmark havde jo en flåde, hvad tyskerne ikke havde i midten af 1800-tallet. Da den nationale stemning vågner i Slesvig-Holsten i 1800-tallet, er stemningen overvejende tysk og antidansk. Det havde den ikke været, hvis 1700 og 1800-tallets danske enevælde havde sørget for, at det danske sprog og den danske skole havde fået hjemret i hele Slesvig. |
Da den stortyske nationalisme samtidig vågner i Berlin, kommer det multikulturelle Danmark i en frygtelig klemme. Med nød og næppe kommer vi sejrrigt ud af treårs krigen. Men i de følgende år op til 1864 snor og vender vi os i en statsretlig æggedans over for den mægtige nabo sydpå. Vi laver fællesforfatning med Holsten i 1855. Men det tyske Holsten vil ikke. Vi laver et rigsråd, hvor Holsten selvfølgelig er i mindretal og brokker sig. Under disse års idelige statsretlige forhandlingscirkus ligger den barske virkelighed, at Preussen vil have Slesvig-Holsten. Og tyskerne har det gode kort på hånden, at den danske kultur op til Flensborg-Tønder i generationer har fundet sig i at ligge under for den tyske. Først nu efter treårs krigen bliver danskerne for alvor klare over, at vi har forsømt det danske sprog og den danske kultur. Vi laver så sprogreskriptet i 1851. Nu skal dansk være skolesprog og til dels også kirkesprog i Flensborg, Angel og helt ned til Husum og Slesvig. Men det er for sent. Bismarck og de tyske slesvig-holstenere bliver ved med at jage os rundt i manegen. For at slippe ud af de gentagne tyske chikanerier vedtager vi så novemberforfatningen i 1863. Den der knytter Danmark og Slesvig sammen Men den afslører de danske politikeres manglende forståelse for realiteterne. Først og fremmest den, at tysk sprog og sindelag er trængt op til området Flensborg-Tønder. Alle de statsretslige snurrepiberier kan godt arkiveres på lossepladsen. Det er kulturen, befolkningens sprog og sindelag, der til syvende og sidst sætter landegrænserne. Trods århundreders multikultur er der forskel på tysk og dansk. Det lærte vi danskere så. På den hårde måde. Først skulle danskere bombarderes ihjel, lemlæstes og ydmyges ved Dybbøl. Derefter skulle danskheden undertrykkes i Sønderjylland i over 50 år. Og 6000 danskere, tvunget i tysk uniform, skulle omkomme i 1. verdenskrigs ragnarok. Og nu banker det multikulturelle spøgelse så igen på danskernes dør. Denne gang i form af hundredtusinder af muslimer fra Asien, Afrika og Mellemøsten, som står os langt fjernere i kultur end tyskerne gjorde. Parallellen til den dansk-tyske helstat op til 1864 er slående. Et hundredtusindtalligt mindretal har fået borgerret i vores land. Der var 300.000 holstenere og ca. 100.000 tysksindede slesvigere i 1800-tallet. I 2003 har vi 400.000 muslimske indvandrere i landet. Vores nuværende fremmede taler enten ikke dansk eller dårligt dansk, ligesom vores tyske medborgere gjorde. De har sindelag, traditioner, kultur, som ligger fjernt fra vores dansk-nordiske. De troende blandt muslimerne betragter danskerne som vantro, og forlanger deres egne vaner og traditioner opretholdt i Danmark. Deres religiøse love, som indbefatter stening af utro kvinder, håndsafhugning af tyve, æresdrab på døtre, piskning, tvangsægteskaber osv., står over den danske grundlov i deres bevidsthed. Magtpolitisk er situationen i dag den samme for det nye multikulturelle Danmark, som da vi stod over for Bismarcks mægtige Tyskland. Vores muslimske befolkningsdel har moderlande bag sig på 1,2 milliarder mennesker. Og befolkningstilvæksten i disse lande øges i et tempo ud over al fornuft. Multikulturen i 1800-tallet havde nær ført til Danmarks udslettelse. Den multikultur, vores virkelighedsfjerne politikere har påført os de sidste 25 år, kan gøre det samme. Medføre den danske kulturs udslettelse. Den danske friheds- og lighedskultur, som det har kostet os århundreders slid at nå frem til. Og som vi er stolte af. Og som vi fortsat er i gang med at udvikle. Derfor må vi, mens tid er, sige til vores muslimske indvandrere: enten bliver I del af den danske kultur med alt hvad dette indebærer. Eller også må I vende tilbage til jeres muslimske hjemlande. Vi vil ikke være tvekulturelle en gang til. |