SOCIALDEMOKRATER MED VÅBEN I HÅND
|
Jeg er en hund efter Niels
Lillelunds artikler i J-P. Han går ind i orkanens øje. Han havde mod til at
være politisk ukorrekt den gang det kunne sætte éns journalistiske omdømme på
spil at være det. For tiden retter han kikkerten mod Danmarks besættelse fra
1940 – 45. Det er der flere unge historikere der gør. De peger især på, at
danske embedsmænd og erhvervsfolk var meget samarbejdsvillige med tyskerne.
Meget af det, de skriver, er stof, der for længst er fordøjet. Men der er
også oplysninger, der er nye. Jeg viste ikke, at danske fiskere under krigen
mættede så mange tyske munde med danske torsk og rødspætter fra Vesterhavet
og Kattegat. Eller at et dansk firma byggede en tysk ubåds-station i
Frankrig. Nogle drager den slutning af de nye oplysninger, at danskerne
var samarbejdende samtykkere til Hitlers verdensomspændende prøjservælde, og
at kun kommunisterne og nogle borgerlige særlinge som Jørgen Kieler, Flemming
Juncker og Toldstrup strittede imod. Det er et falsk billede. For det første var kommunisterne ikke det danske folkestyres
ven, men dets fjende. DKP støttede Nazityskland fra 39 til 41. De støttede
bare et andet diktatur endnu mere. Et som var endnu mere meneskefjendsk og
barbarisk end Hitlers. Så når DKPisterne var gode til at sabotere værnemagerne –
efter 1941 vel at mærke - var det
mest for selv at kunne få lov at blive værnemagere, bare for en anden
diktator. Mange af de modige sabotører i BOPA var i øvrigt ikke
fuldblods kommunister. Kommunisterne var øvede i organisation. Så de kunne
stille den organisation til rådighed, der kunne samle de modstandsvillige. Når de nye besættelseshistorikere
kan dokumentere, hvor meget danske firmaer samarbejdede med tyskerne, er den
naturlige følgeslutning, at danskerne var tyskvenlige eller i det mindste
indifferente. Det passer ikke. At blive kaldt tyskvenlig var for en danske
at få et kainsmærke i panden. Danskerne var dengang opdraget med
Dybbøltragedien i 1864 og den hårdhændede tyske besættelse af Sønderjylland
indtil 1920. Der var vel en 2 – 4 procent af danskerne der havde fidus til
nazismens ideologi. Hverken mere eller mindre, i 1940 som i 1943. Og så var der en mindre del af det borgerlige Danmark, der var
villig til at alliere sig med fanden for at få gjort kål på bolsjevismen. Men
de var nok mere bolsjevikfjender end nazivenner. Lidt anderledes forholdt det sig i Stockholm. Her var der i det
højere borgerskab megen sympati for nazismen. Göring og hans svenske frue var
en velkommen gæst i Sverige. Bl.a. Ingmar Bergman har berettet om sin
betagelse af den tyske nazisme.
Men i Danmark fik de tyske besættelsestropper gennemgående den kolde
skulder. Og fra 43 til 45 var den danske modstandsbevægelse en af Europas
mest effektive. Hvad der ikke er det samme som at dens betydning for
verdenskrigens udfald var stor. Men lyt alligevel til hvad den britiske
regerings bindeled til den danske modstandsbevægelse, SOE-lederen Richard
Turnbull, sagde til J-P forleden: Til
syvende og sidst befriede danskerne sig selv i 1945. Det er måske lidt for generøst sagt af en britisk ven. Men
Turnbull var tæt på de danske begivenheder og på aktørerne i alle fem
besættelsesår. Hvad de unge RUC-historikere ikke er. Vi samarbejdede med tyskerne under
krigen. O.k. Det var ikke kønt. Men vi havde ikke noget valg. Havde vi ikke
samarbejdet, havde vi alligevel måttet arbejde for fjenden, nu bare med en
maskinpistol i nakken. Samarbejdet skaffede os nogle af de råstoffer, bl.a.
kul, som var uundværlige for det danske samfunds eksistens. En faktor, mange glemmer i vore velfærdstider, er, hvor dybt 20’ernes og 30’ernes
arbejdsløshed sad alle i sjælen. Op mod halvdelen af danskerne var
arbejdsløse i vintermånederne. Fattigdommen var ikke overvundet, fordi
Stauning var kommet til magten i 1929 Når Stauning, nødtvungent, taler om at Danmark må finde sin
plads i det nye Europa, som Hitlers sejre har affødt, er det for at skaffe et
eksistensgrundlag for de hundredtusinder af danskere, der har døjet arbejdsløshedens
angst og nød. Stauning sættes i disse år halvt om halvt under anklage af de
unge RUC-historikere. Så må det danske folk også under anklage. For da
Stauning døde i maj 42, skrev vore største digtere, med Johs. V. Jensen i
spidsen, oder til ham. Et helt folk
var i sorg. Hans efterfølger, Vilhelm Buhl, sagde ting, jeg ikke synes en dansk statsminister skulle have sagt. Værst var den berygtede radiotale imod sabotagen. Jeg synes ikke, det klædte Danmark at gøre Buhl til statsminister i 45. Men bemærkelsesværdigt er det, at Buhl som statsminister ikke mødte nævneværdig modstand i Frihedsrådet. |
Min gamle ven, Cobra-maleren Egill Jacobsen, var kommunist under krigen og kurer i
modstandsbevægelsen. En gang jeg drøftede Buhl med ham, sagde han: - Vi
vidste da godt, at Buhl ikke mente det han sagde i radioen. Sådan er der visse, af og til afgørende, ting, en historiker
ikke har anelse om, når han sidder på mange års afstand af begivenhederne og
kun har de tavse dokumenter at holde sig til. Men et var socialdemokratiets repræsentanter i statsledelsen,
Buhl, Stauning, Kjærbøl osv. Noget andet var det unge socialdemokrati. Her
var holdningen til besættelsesmagten ikke tøvende. Mange DSU-afdelinger var
rene sabotagegrupper. Folk, der senere blev ledende socialdemokrater var
aktive modstandsfolk. Lad mig i flæng nævne
folketingsmedlem for Herning, den trofaste NATO-mand Robert Pedersen,
overborgmester Egon Weidekamp, Anker Jørgensen, partiets forsvarsordfører
Knud Damgård, kulturminister Niels Matthiasen, Svend Aukens far, Gunnar
Auken, Erling Olsen, finansudvalgets formand Kristian Albertsen. Overborgmester Kramer Mikkelsen fortalte
forleden, at hans socialdemokratiske far havde været i modstandsbevægelsen.
Osv. Forfatteren til ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Danmark
for Folket”, Oskar Hansen, og hans søn, Bent, var modstandsfolk. Bent blev
taget og Oskar måtte gå under jorden. Oskar Hansen udsatte sig for en særlig
fare, fordi han havde sukkersyge og ville være ilde stedt i et tysk fængsel
med sit behov for insulin. Emigranten Willy Brandt boede en tid i Oskar
Hansens lejlighed i København i 30’erne. I det hele taget var socialdemokraterne illusionsløse omkring
nazisternes fremfærd, fordi deres tyske partifæller blev forfulgt til døden
af nazisterne. Adskillige ledende tyske socialdemokrater opholdt sig i
Danmark på flugt fra Hitlers kz-lejre. Bl.a. boede Tysklands første
ministerpræsident, Philipp Scheidemann, manden der udråbte den tyske republik
i 1918, fra 1933 i København. Til de danske modstandsfolk hører vel også H.C.Hansen og Hedtoft. De førte de
hemmelige forhandlinger med Duckwitz, der reddede jøderne i 43 og som førte
folkestrejken i 44 sejrrigt til ende for københavnerne. Ikke nogen heroisk indsats at sidde i en
bil i Frederiksholms Kanal og forhandle? Det var nok svært at sige, hvad der
var livsfarligt de år. Og modstandsbevægelsens mest centrale skikkelse, Frihedsrådets
initiativtager og førende organisator, Frode Jacobsen, var socialdemokrat og
grundlægger af modstandskæden Ringen. Niels Lillelund skriver, at partiet aldrig tilgav Frode
Jacobsen, at han ikke samtykkede i samarbejdspolitikken, og at partiet hævnede sig på ham ved ikke at
gøre ham til minister efter 1945. Men Frode Jacobsen sad dog livslangt som
socialdemokrat i folketinget. Og havde fremtrædende tillidshverv, bl.a. som
Kommiteret for Hjemmeværnet, en post der vel er på ministerniveau.
Når en så velbegavet mand som Frode Jacobsen ikke blev minister, tror
jeg mere det hænger sammen med, at han var en meget stejl og måske også lidt
selvhøjtidelig personlighed. Partier foretrækker de glatte, som lader sig
styre. Desuden kunne H.C.Hansen ikke
døje ham. Jeg tror ikke J-Ps læsere har mig
mistænkt for at være forsvarsadvokat for Socialdemokratiet, hvis degradering
til et djøf-parti jeg har skrevet et og andet om. Men at Hedtoft- og Anker
Jørgensen-generationerne af socialdemokrater skulle være kollaboratører uden
nationalfølelse, som søgte et vanærende velvære i nazismens skygge, det
svarer ikke til den virkelighed, jeg kender. I modsætning til de unge RUC-historikere, der nu bestræber sig
på at give eftertiden et falsk billede af den danske befolkning under krigen,
så kendte besættelseshistoriens nestor, Jørgen Hæstrup, både modstandsbevægelsen
og datidens politiske miljø indefra. Han skriver i sin bog, ”Hemmelig
Alliance”, at det blandt de politiske partier var Socialdemokratiet og De
Konservative der havde det tætteste forhold til modstandsbevægelsen, og at
det var Vilhelm Buhl, der talte ivrigst
for at sprænge forhandlingspolitikken med tyskerne i 1944. Men hvoraf opstår så dette fortegnede billede af Socialdemokratis forhold til besættelsen?
Er der en særlig sosse-fobi hos RUC-historikerne? Hvorfor råber
socialdemokraterne ikke selv op om
deres modstandsarbejde? Er de historieløse? Aner nutidens socialdemokrater
intet om, hvad der er sket i deres parti, inden djøf’eren Jens Otto Krag kom
til magten og omskabte partiet? Eller
skammer nutidens socialdemokrater sig over, at deres forgængere havde pistolen fremme? Synes dagens sosser ikke det er rigtig
socialdemokratisk at forsvare nationen med våben i hånd? Eller er det fordi – som en ældre socialdemokratisk dame sagde til mig: - Vi er så beskedne. |