HVORFOR FÅ VI KUN SYLTETØJ OG
TÆPPEBANK I P3?
|
Hvad kommer man ikke ud for i denne brogede verden! P 3 – musikradioen – lader for tiden en gæst vælge et stykke musik hver morgen. Gæsten vælger derefter den næste morgens gæst. Osv. Forleden ringede P 3 og gav mig det glade budskab: du er morgendagens P 3-gæst. P 3 fik mit musikønske på stående fod. Det var ”Når man ser det hele sådan lidt fra oven”, Edvard Perssons populære filmmelodi. En sommerhilsen til skåningerne, vore bortrevne landsmænd, som svenskekongen i 350 år har forsøgt at gøre til svenskere – uden rigtigt held. Men da P 3 ringer næste morgen lige før jeg skal på programmet, beklager de, at Edvard Perssons berømte sang ikke forefindes i Danmarks Radio. Utroligt! Men der er kun få minutter til, at der bliver lukket op for en halv eller en hel million lyttere, så P 3-værten foreslår: - Hvad med en anden sang fra Sverige? P 3-værten lader mig høre hans forslag: ”Jävla, jävla, jävla”, hviner en svensk popstar i øret på mig. Vorherrebevares! Og det var jo heller ikke Sverige, men Skåne, der skulle have en hilsen. - Lad os så hellere tage en almindelig dansk sommersang, siger jeg. Hvad med ”Danmark nu blunder den lyse nat”. Det er tydeligt, at den sang har P 3-værten svært ved at genkende. Han melder da også hurtigt: - Den har vi ikke. - Jamen så en anden af Thøger Larsen. - Nu går jeg vores system efter, siger han. – Larsen, Larsen. Nej, Thøger har vi ikke. Ka’ du ikke bruge Kim Larsen? Før jeg har svaret, siger han: - Nej, det er ikke så godt. Ham havde vi i går. Sekunderne tikker. Vi skal på om et øjeblik. I min nød siger jeg: - Så lad os da ta’ ”I Danmark er jeg født”. Den har I da. I mange udgaver. - Nej, den har vi ikke, var P 3’s svar. Nu var der kun sekunder til, at mikrofonen skulle åbnes. – Danmark, råber jeg, prøv om I ikke har et eller andet under ”Danmark”. - Jo, John Mogensen. ”Dybbøl Mølle maler helt ad Helved’ til”. - Ja, det gør den åbenbart visse steder. Men den vil jeg ikke have. - Så er der Shubiduas. - Top, siger jeg, hvorefter hende, der skale interviewe mig, kommer i røret og hilser mig kækt med et: - Go’moren, Ole Hyldgård! - Det er ikke mig, siger jeg sammenbidt. Hyldgård hedder Tove og er sangerinde. Og hende har I sikkert heller ikke i diskoteket. Resten gik smertefrit. Vi hørte Michael Bondesen synge om ”koen der har et dejligt yver” og alt det der. Jeg har et særligt forhold til Danmarks Radios musikradio. Jeg sad i det udvalg, der i sin tid etablerede den. Mange var dengang imod, at DR fik en musikradio. Jeg var for den. Ud fra forventningen om, at DR’s musikradio ville spille den bedste del af den lette musik. Og dermed give vores folkelige musikkultur et løft. Til den bedste del regnede vi som noget selvfølgeligt de populære danske sange som ”Jens Vejmand”, ”Jeg er havren”, ”Du danske sommer jeg elsker dig” ( ja, den er af ham Larsen! ) osv, sange som alle i 60’erne endnu kendte fra deres skoleliv, spejderliv, foreningsliv. Jeg kan huske, at vise-mesteren Poul Henningsen kaldte Åkjærs og Carl Nielsens ”Jens Vejmand” for en schlager. Ja, vel er de schlagere, højskolesangbogens stedsegrønne numre. Og de skulle da klinge med på den nye musikradios bølger. Det er gået anderledes. P 3 er blevet en ensidig rock- og popkanal. I en overgearet, kunstig annoncering vælter den internationale pladebranches ensartede produkter ud over lytterne. Syltetøj og tæppebank gylper i et væk ud af P 3’s pølsemaskine. Ja, ja, rockmusik kan godt have en flot energi,
en vildskab og en lydlig originalitet. Men det meste rock er musikalsk
ensporet, for ikke at sige primitivt, som en populærmusiker af første rang,
Svend Asmussen, sagde forleden i radioen. Det meste af den store, buldrende
rock- og |
|
popmasse er ikke noget, der udvider vores musikalske grænser eller forfiner vores musikalske lydhørhed. Og sproget er forsimplet amerikansk.
Selvfølgelig hører rock og pop da til på musikradioens repertoire. Men hvorfor kender de ikke andre lette musikformer derinde? En Svend Asmussens ekvilibrisme. En Carl Nielsens evne til at få den danske kornmark til at synge. Musik, der afspejler et bredere spektrum af følelser end rockens gejl og kanonader. Og hvorfor fyres det af i den halvhysteriske, halvamerikanske garnering? Vi, der satte musikradioen i søen, gik da ud fra, at det skulle være en dansk musikradio og at de danske sange og sangere skulle spille en hovedrolle. Forleden morgen erfarede jeg, at P 3’s værter ikke kendte den danskeste af de danske sange, ”I Danmark er jeg født”. Beklager, den vare fører vi ikke her i huset!
Nu kan jeg forestille mig, at en eller anden kontorchef i Danmarks Radio kommer og siger, at Ole Hyltoft slet ikke hører til P 3’ segment. P 3 er for dem under 30. Men hvornår har DR fået til opgave at dele lytterne op i segmenter? En kanal for teenage’ere, en kanal for oldinge, en kanal for de blåøjede og en for tumperne? DR har en kanal for den seriøse musik, P 2, og en for den lette musik, P 3. Unge og gamle skulle vel kunne lytte med på begge kanaler. De gamle har godt af en gang imellem at få det hvide hår blæst i vejret af en gang rock. Og jeg tror ikke, de unge har noget imod at høre Weyse og Kai Normann Andersen, Ingemann og PH. Men de skal selvfølgelig først lige kende dem. Og mon ikke det er det, der er problemet - at de unge slet ikke kender den toneart, den danske sang klinger i. De har ikke lært den i skolen. De hører den ikke i radioen Men når skolen har svigtet den danske tone, er det sørme Danmarks Radios pligt at rette op på det forsømte. Det gør Danmarks Radio ikke. For DR har ikke nogen kulturpolitik. Den gamle kulturinstitution, DR, er forsumpet til en blanding af kold djøf-administration og ren kommercialisme. I spidsen står en mand, Chr. Nissen, der lige så godt kunne være leder af Lærerstandens Brandforsikring eller Bornholmertrafikken, en mand uden kulturelle ambitioner. Og bortset fra nyhedschefen, Lisbeth Knudsen, er alle de andre chefer anonyme. Ledernes anonymitet afspejler sig i programmerne. DR kan lave ”Hænderne op eller bukserne ned”-interviews med statsministeren. Men en indgående samtale med en videnskabsmand, en komponist, en maler, en forfatter magter institutionen ikke at gennemføre. En ballet, en opera, et rigtigt skuespil ser vi ikke i den gode sendetid. Vi spises af med overfladiske serieprodukter af typen ”Nikolaj og Julie”. Ole Michelsen var den sidste sagkyndige og selvstændige personlighed i DR. Og han har nu taget sin Bogart-hat og er gået.
Da jeg var meget grøn, brokkede vi os over den tids magthavere i Danmarks Radio, de rundbuede formænd for Arbejdernes Radioklub og Kristelig Lytterforening. Men uanset at disse imposante herrer var både snerpede og autoritære, var de ikke i tvivl om, at DR’s første opgave var at gøre hele befolkningen til medejere af den bedste danske kultur og kunst. Denne bestræbelse var også folkestyrets. Århundreders almue skulle afløses af enhver danskers fuldgyldige ejerskab af den danske kultur, dens historie, dens sprog, dens musik, dens selvbevidsthed. Dette er så meget des vigtigere i dag, da de små kulturer i EU står i fare for at blive tromlet ned af de store nationer. At være et med sin rod, sin danske kultur, betyder ikke, at man lukker sig ude fra den internationale verden. Det betyder tværtimod, at man går mere frejdigt ud i den store verden, fordi man har noget at give udlandet, som ikke er globalt fællesgods, men er særegent, nemlig dansk. Danmarks Radio bidrager desværre ikke meget til, at denne danske identitet bliver forankret i os alle. Danmarks Radio minder mest om en radiostation i Alabama. |