Jyllands

Jyllands-Posten den 11.juli 2004

PUSLINGELANDETS INTELLIGENTSIA

Af Ole Hyltoft

Hvorfor har det dog været så svært for vort lands ledere og den såkaldte kulturelite at forholde sig realistisk til den muslimske indvandring? Hvorfor har de ikke villet diskutere Islams tvivlsomme leveregler? Men har i stedet givet sig i kast med afledningsmanøvrer såsom Karen Jespersens øde ø og svinehunden, de mente at kunne høre i Pia Kjærsgårds bryst.
   Er det angsten? Angsten for at bryde freden. Angsten for konflikten, som vi danskere helst smutter udenom med en vits, der afrundes med et kompromis i mindelighed. Angsten for at måtte se i øjnene, at alle mennesker i verden ikke er ligesom os.
   Eller er det vores storhedsvanvid der er på spil? Den danske fuldkommenhed som vi tror på i al gedulgthed, men nødigt vil have afprøvet i fremmedes påsyn. Vi tror, at vores gemytlige, fornuftige, teknologiske forbrugersamfund er det, alle mennesker på kloden stræber efter? Hvad stiller vi så op, når meget tyder på, at muslimerne hellere vil leve i deres islamiske ufornuft?
   Der er selvfølgelig også den mere banale forklaring, at pæne folk nu engang helst vil mene hvad andre pæne folk mener, så de stadig kan regnes blandt de pæne. Det er det, der hedder at være flokdyr - sådan en som koen. I Danmark er koen en udbredt art.
   Blandt universitetsstuderede er der også en gammel tradition for at ville stille sig uden for jævne menneskers værdier, det være sig folkeånden eller religionen. Erasmus Montanus-komplekset. Være en ironisk intellektuel som Søren Mørch. Eller en global pengeliberalist som Søren Pind.
   Det har også i indvandringens første fase, spillet en rolle, at kommunisterne sad på mange poster i skole- og medieverdenen. De ønskede reservater af indvandrere, som ikke blev integreret i det – kapitalistiske – Danmark. Det kendteste middel hertil har været fidusen med, at de fremmede børn skulle undervises på deres ”modersmål”. De fleste politikere, også borgerlige, gik på limpinden, skønt enhver kan sige sig selv, at indvandrerbørn bliver dårligere til dansk, når de skal undervises i et ”modersmål” – som i øvrigt ikke altid er deres rigtige – og oven i det skal lære arabisk for at kunne læse Koranen. Fra sprogforvirring til samfundsuro.
   Nobelpristageren V.S.Naipaul sagde det forleden klart og usentimentalt i et interview her i avisen med Marianne Juhl: ”Indvandrerne har selv besluttet sig til at flytte. At miste det oprindelige sprog er en del af den pris, man betaler. Hvis du vil tale dit oprindelige modersmål, er valget let. Flyt tilbage til det land, du kom fra.”

Det er først nu at intelligentsiaens rettroenhed er ved at gå op i limningen. Først nu begynder vores lands ledere at lytte til stemmer som Naipauls: ”Muslimerne er aktivt fjendtlige over for jeres ( danskernes ) civilisation og vil politisk forsøge at underminere den. De kommer ikke for at blive en del af jeres land, men for at ødelægge det samfund, som tager imod dem. Det er misforstået frisind at lade så mange muslimer komme ind i så lille et land.”
   Naipaul har rejst i de muslimske lande og studeret dem. Han og Ibn Warraq og flere andre begavede iagttagere, der har et reelt kendskab til Islam, vender op og ned på Georg Metz’, Jan Sonnergårds og hele kleresiets verdensbillede. Det viser sig minsandten, at det ikke er Karen Jespersen, der er fremmedfjendsk, men store dele af de troende muslimer.
   Meget kunne tyde på, at vore indvandrere slet ikke har tænkt sig at indvandre i den danske kultur, men at danne en islamisk modkultur på dansk grund. Det har talsmænd for indvandrerne sagt højt og tydeligt. Men det har vores egen intelligentsia ikke taget alvorligt.
   Det er sært ulogisk, at muslimernes foragt for idealer som frihed og lighed og deres dyrkelse af en ældgammel overtro som Koranens ikke har fået vores kulturradikale spidser til at vejre reaktionær åndsformørkelse. Helveg Petersen, Svend Auken, Ritt Bjerregård, Holger K. Nielsen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, og såmænd også borgerlige som Hans Skov Christensen har kritiseret danskernes kritik af Islam, men ikke islamisterne. Så godt som alle dem, der fører ordet i politik og presse, har vist lammefrom underdanighed over for Islams barbariske middelalderhalløj. Mærkværdigt! Intelligentsiaen er trods alt ikke døve og blinde, selv om de altså var en snes år langsommere end skorstensfejeren og bagerkonen til at opdage, at der var noget galt. Intelligentsiaen må da kunne indse, at Islam er en totalitær ideologi, som river tæppet væk under det hævdvundne danske frisind som intelligentsiaen selv lever af.

Det samme skete for 64 år siden. Nazismens fare troede vi heller ikke på – før den 9. april 1940. Hitler havde ellers været lige så åbenhjertig som Koranen, og havde offentliggjort sine horrible planer i Mein Kampf. Men, tænkte danskerne, det mener Hitler nok ikke sådan bogstaveligt!
   Der stod vi så en kold aprilmorgen og konstaterede, at det gjorde han alligevel. Jo, han mente det germanske verdensherredømme nøjagtig som han havde skrevet det. Afstumpet lidenskab er til rådighed blandt mennesker til hver en tid.
   I tysktimerne havde vi læst om det åndfulde Tyskland. Goethe havde skrevet ”Kennst du das Land wo de Citronen blühen”. Forfatteren Erich Kästner advarede os. Der findes et andet Tyskland, de fanatiske gangsteres, sagde han, og han omskrev Goethes digt til ”Kennst du das Land wo die Kanonen blühen”
   Og så prøvede vi danskere ellers i de to-tre første år af besættelsen at lade som om vi slet ikke var besat, men bestemte selv. Kein Problem, nur Illusion. Det svarer pinligt godt til den mentalitet, de danske ledere har udvist i de sidste tyve år, når de hævdede, at den muslimske indvandring ikke var noget problem.
   En redaktør i Danmarks Radio betroede mig for nylig, at når vores nye landsmænd, muslimerne, først fik sig et par øller, ville de såmænd blive ligesom os. Alverdens folkeslag er nemlig ligesom os. Bare endnu ikke helt så gode.
   Men nej, der er faktisk mennesker og lande, der ikke synes den danske fredelighed og gemytlighed er livets mening. Der findes en del mennesker, for eksempel fra den anatolske højslette, der ikke har hørt, at de kulturradikale normalunderbukser er verdens mest anstændige påklædning.
   Der fandtes for ikke så længe siden masser af tyskere som mente, at ukrainere og polakker var undermennesker. Og der findes i dag muslimer, der mener at kvinder er andenrangs mennesker og at Vestens mennesker er urene og bør udryddes, hvis de ikke i en fart underkaster sig Islam.

   Jamen, det er jo fattigdommens skyld, siger den danske intelligentsia og den danske politikertop. Vi må sende nogle større Danida-pakker til de fattige lande og indbyde nogle flere fra disse lande til at bo hos os. Så hører de nok op med at hylde bin Laden.
   Men når Tyrkiet er vokset fra 20 mil. indbyggere i 1955 til over 70 mil. i dag, og når der bliver en million flere ægyptere hver 9. måned, er dette et problem, der ikke findes gavepakke-løsninger på. Ikke engang et problem som en mere retfærdig handel kan løse. Og slet ikke et som kan løses af en fanatisk lovreligion.
Selv om vi lod Danmark blive muslimsk og fulgte shariaen og stenede Suzanne Brøgger og Susanne Bjerrehus for deres omkringfarende levned, ville det ikke løse Tyrkiets, Ægyptens og de andre muslimske landes overbefolkning. Fattigdomslandene må grundlæggende selv løse deres problem. Vi kan give dem råd, hvis de beder os om det. Vi kan forære dem præservativer og p-piller, hvis de ønsker det. Men balancen mellem befolkning og produktionsevne må disse lande selv finde frem til.
   Sådan kan vores intelligentsia bare ikke lide at tænke. Det er for barsk. ”Du er nødt til at være barsk”, svarer Naipaul. ”Ellers sker der ingenting.”
   Her slår den danske intelligentsias mod bare ikke til. Puslingelandet hygger sig i smug og prøver at glemme at politi og brandvæsen ikke længere tør rykke ud i dele af vore byer. Prøver at glemme at for mange af de unge indvandrere hader det danske samfund.
   Og Danmark er ikke ene om at fornægte virkeligheden. Ingen af de vestlige velfærdsstater kan lide barske løsninger. Den internationale kapital kan heller ikke lide dem. For kapitalen vil gerne hente profit her og der og alle vegne.
   Den barske løsning er, at hvert land ved egne midler finder frem til sin egen bæredygtige samfundsform. Det betyder, at verden vil udvikle sig i forskellige hastigheder. Og at fanatikere ikke skal have mulighed for at sprede deres egen vankundighed ved at myldre ud over egne grænser.
   Det kunne jo være, at denne ”barske” tilbageholdenhed fra Vesten på længere sigt var den mindst barske løsning for de overbefolkede lande.