En høj, smuk kvinde kommer fra London som direktør for et nyt kunstmuseum syd for København. Et mord på en amtsborgmester finder sted mellem kunstværkerne. Museumsdirektør Ann Belgrave bruger alle midler, også de erotiske, for at gennemføre sine planer, der har deres psykologiske forklaring i hendes mærkelige barndom. Sceneriet skifter mellem Arkens funklende kunstmiljø og klondyke-miljøet ved Sydhavnen.
Det er ikke for meget sagt, at forfatteren henter meget af sit stof fra de år op til bogens udgivelse, da han var en af hovedaktørerne i kunstmuseet Arkens rejsning i Ishøj og sad i Arkens bestyrelse. Han trådte ud af bestyrelsen, da museets nye direktør, Chr. Gether, og dets nye formand, Svend Jacobsen, nedlagde foreningen Arkens Venner, som forfatteren var formand for. Denne nedlæggelse skyldtes til dels romanen, der blev betragtet som en nøgleroman om museets første – uheldige - direktør, Anna Castberg, og de politiske hovedfigurer omkring Arkens start.

Forfatteren har sikkert brugt romanen til at ryste den uophørlige stribe af trakasserier og tåbeligheder af sig, som han vikledes ind i som aktiv deltager i museets opbygning.

Men mange i offentligheden syntes han skulle have begået pønitense i stedet for at begå en roman.

Bogen blev mere anmeldt som et partsindlæg i den offentlige ståhej om Arken end som en burlesk kriminalroman.

Kunstanmelderen Torben Weirup i Berlingske Tidende: "en gennemført elendig bog".

Niels V. Pedersen i Vendsyssel Tidende: "hylende morsom læsning."