Jyllands-Posten den 19.-1.-2003

DER VAR ENGANG ET PARTI

Det giver et stik i hjertet, når man ser det stolte skib gå ned. Admiralsskibet. For det må man jo sige, at Socialdemokratiet har været i det tyvende århundrede – dansk politiks admiralsskib. Som nu er på vej mod havets bund med tal-jongløren Lykketoft som kaptajn og grundtvigianeren Auken som styrmand. To talentfulde personligheder. Men to, som står den jævne dansker, det socialdemokratiske folk, fjernt. For den almindelige dansker har hverken tabt sit hjerte til de Lykketoftske finansplaner eller til Svends og den øvrige Auken-families kulturradikale kirkelighed og akademiske overklasse. Socialdemokratiet har ikke været heldig med sine topfigurer i den sidste menneskealder. Ritt Bjerregård – i bund og grund en kommunistisk apparatjik. Hun blev i sin barndom og ungdom på Vesterbro systematisk oplært i kommunistisk strategi og marxistisk tankegang. Denne oplæring slog i hendes voksne liv over i en bjergsomhed, der overgår alle kendte socialdemokratiske tusindben. Når dertil lægges hendes pernittengrynede selvretfærdighed, får man en mennesketype, der er det stik modsatte af det, Socialdemokratiet ønsker at stå for. Var hun blevet leder i en DDR-stat – det hun jo var designet til af sit ophav – var hun blevet en hamper prøvelse for folket. Nu har dansk presse og folkestyre i forening hæmmet hendes værste udskejelser. Eller tag Jacob Buksti, en mislykket, sur kloning af den charmerende Svend Auken. Poul Nyrup er nok det bedste bud, Socialdemokratiet i den sidste snes år har haft på en leder. Hans økonomiske ledelse af landet har været ansvarsbevidst. Men hans evne til at omsætte fællesskabsfølelsen – Socialdemokratiets hjerte – i visioner og politisk praksis var vaklende. Det var som om han trods sin mægtige fysiske kraft og sin arbejderbaggrund – eller på grund af den sidste? – manglede selvsikkerhed, ja, ikke rigtig vidste, hvem han selv var. Han var også hæmmet af en sproglig hjælpeløshed, når han kom uden for sit økonomiske felt. Man spørger, om han da aldrig læste gode bøger. Politik er også sprog. Socialdemokratiets tilbagegang begynder med partiets mange dødsfald. Hans Hedtoft, H.C.Hansen, Poul Hansen, Hartvig Frisch, Viggo Kampmann – de dør alle eller bliver alvorligt syge i en ung alder. Den eneste overlevende er til sidst J. O. Krag. Han var en knalddygtig forhandler og en sikker økonom. Men en folkets høvding var han ikke. Han evnede ikke at give sit parti og sit folk troen på fællesskabet som samfundets drivkraft. For han var ikke selv en ægte del af dette fællesskab, som er bærestangen i den socialdemokratiske bevægelse. Bo Lidegårds to-binds værk om Krag er blevet rost til skyerne og solgt til den store guldmedalje. Det er også for visse partiers vedkommende en fascinerende skildring af en dansk politiker af internationalt format. Men det hovedindtryk af Krag, Bo Lidegård efterlader hos sin læser, er falsk. Krag var ikke et led i kæden af partiets store lederskikkelser, P. Knudsen, Borgbjerg, Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen - eller den fantastiske Viggo Kampmann, den højest begavede statsminister, Danmark har haft. En fabelagtig talmand. Men lige så stor som humanist. Krag var noget ganske andet. Han var den første teknokrat på den socialdemokratiske trone. Han indleder djøf-æraen i Socialdemokratiet, den, der måske nu fører Socialdemokratiet over i rækken af småpartier. Krag gjorde ganske vist en ikke-djøf’er, Anker Jørgensen, til sin efterfølger. Og den noble og redelige Anker blev – og er den dag i dag – en af Danmarks populæreste politikere. Men Anker blev ikke den viderefører af Stauning-Hedtoft-linien i partiet, som mange havde forventet. Det skyldtes ikke så meget den lidt for løse hånd, han styrede økonomien med. Men at han som partiets formand blev ved med at have sit hjerte i det venstrefløjs-miljø, han befandt sig i som SID-formand. Han havde svært ved at fylde midterpladsen ud. Hvad der jo blev katastrofalt, da han lod partiets højrefløj med Erhard Jakobsen i spidsen glide sig af hænde. Men bag den populære Anker begyndte allerede i hans tid djøf’erne at tage magten. De der nu under Aukens, Nyrups og Lykketofts formandskaber behersker partiet totalt. Nu er det djøf’ernes tankegang der bestemmer, og det er djøf’erne der har sat sig på alle officersstillingerne. Fra en Poul Nielson i EU, en Erik Boel som partiets udenrigsekspert, til næsten alle de unge folketingsmedlemmer, der kom ind ved sidste valg, stud.polit.’er og cand.polit.’er alle til hobe. Djøf’erne er velmenende og dygtige, men mærkeligt virkelighedsfjerne og ideforladte. Embedsmandstyper. Mange af dem sidder da også i ministerierne. Eller på faste lederstillinger i ”bevægelsen”. Nyrups og Lykketofts ven, cand.polit. Gert Nielsen, sidder og styrer Boligselskabernes Landsforening. Christian Nissen styrer Danmarks Radio. Osv.

Nå, ja, Venstre og de Konservative har også deres folk siddende rundt omkring. Og nogle af dem er også djøf’ere. Men det katastrofale for det socialdemokratiske skib er, at djøf’erne har overtaget hele kommandobroen. Og djøf’erne repræsenterer ikke de socialdemokratiske vælgere. Socialdemokratiet blev skabt for 125 år siden af folk i nød, folk, der ville have mad, bolig, arbejde og uddannelse. Det har vi, fjerde og femte generation efter Pio, Brix og Geleff, nu fået. Velfærdshuset er bygget, godkendt af de borgerlige partier, og så godt som færdigindrettet – hvad de fysiske fornødenheder angår. Om det så er kommunen, der bringer den varme mad ud til de gamle, eller det er et af kommunen engageret privat firma, skal man vist hedde Svend Auken og have sine meninger støbt i beton for at lægge afgørende vægt på. Er opgaven dermed løst, og kan skibet så nu med god samvittighed forsvinde i historiens dyb? Ja, hvis bekæmpelsen af den sure nød var partiets eneste mål. Men sådan så de gamle socialdemokrater ikke på det. Hvis djøf’-politikerne kendte deres socialdemokratiske historie, ville de vide, at når de gamle socialdemokrater talte om at få del i livets goder, tænkte de ikke kun på flæskesteg og bajere. Socialdemokratiet var, især i første halvdel af 1900-tallet, også en kulturbevægelse. Arbejderne ville tilkæmpe sig ånd og viden. Socialdemokraterne følte – med rette eller urette – at de moralsk befandt sig på et højere stade end de griske bønder og de dobbeltmoralske bedsteborgere. Men kulturelt følte arbejderne sig underlegne. På dette felt skulle borgerskabet nu indhentes og overhales. Derfor oprettede Socialdemokratiet organisationer til medlemmernes lærdom og inspiration. Diskussionsklubber, bogklubber, læsekredse, højskoler. Vi kender mange af dem. For de eksisterer formelt endnu. AOF, Arte, Arbejdernes Radioklub, Arbejdernes Kunstforening osv. Socialdemokraterne opdrog hinanden til at læse gode bøger, se gode film, lærte hinanden at klæde sig fornuftigt, spise sundt, værdsætte skønhed, opdrage børnene til kreative, ansvarsbevidste medborgere osv. Det var en forhåbningernes tid. Det var dengang Oskar Hansen skrev den berømte sang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Den jævne befolkning skulle have del i det bedste, ikke nøjes med braset. Socialdemokratiet deltog aktivt i den danske kulturs udbredelse og forædling. Denne kulturbestræbelse var en selvfølge for den tids socialdemokratiske politikere, Hedtoft-H.C.Hansen-generationen. Titusindvis af jævne medborgere så deres mening med partiet – og med livet – i denne bestræbelse. Men djøf-socialdemokraterne, der jo selv har både studentereksamen og universitetseksamen, har aldrig forstået deres parti som en kulturbevægelse. De er statistikere og administratorer. Med goder forstår de udelukkende materielle goder. De fatter ikke, at åndelige impulser kan ændre et samfund. De synes ikke det har nogen videre betydning, at vi alle kender og føler os et med vores fortid – stenaldermenneskene, der overlevede, fordi de lærte at hugge flinteøkser, vikingerne, der sejlede på togt til England, soldaterne der døde på Dybbøl. De synes ikke, det er vigtigt, vi behersker vores modersmål, slebet til gennem århundreder af folket og dets digtere i forening. At vi mestrer vort folkeslags sange, dem der maner os til trofasthed, sammenhold og dristig stræben. De finder det ligegyldigt at kende de bedste billeder og bygningsværker, vore kunstnere og håndværkere har skabt. Og ligegyldigt, om vores daglige kultur er en pasta af letfordærvelige, globalistiske ingredienser, eller den er en livsform, vi føler vi hører hjemme i. Fordi den har indarbejdet vores tradition og folkesjæl i det nye, vi skaber. Socialdemokratiet – en kulturbevægelse. Sådan var det engang. Dengang Socialdemokratiet ikke var i krise. Sådan er det ikke mere. Der er ellers nok brug for, at vores land mander sig op kulturelt. Vores fjernsyn, ledet i de sidste otte år af to socialdemokrater, Chr. Nissen og Albertslunds borgmester Finn Åberg, er en hån mod befolkningen, usammenhængende, overfladisk, tomt. Det meste af vores nybyggeri er karakterløst og sølle. Vores danske sprog forfalder. Børnene lærer det ikke ordentligt i skolen. Vores lands historie lærer børnene heller ikke. Vi sviner vores miljø til. Vi lemlæster hinanden i trafikken. Hjemløse driver om for lud og koldt vand. Den ene halvdel af befolkningen er overarbejdet, den anden halvdel er på pension. Og ved at åbne for en muslimsk masseindvandring er vi begyndt at infiltrere vores kultur med et primitivt og dybt reaktionært barbari. Så politik mangler ikke mål for dem, der kan se målet. Staunings, Hedtofts og Oskar Hansens socialdemokrater så det: skabelsen af den kulturelle velfærdsstat. Djøf’erne ser det ikke. Nu står det ethvert parti frit for at tage opgaven op.