Jyllands-Postens kronik den 2.-3.-2002 Den Krag, den Krag, den Krag!

Ole Hyltoft har skrevet om de mere skumle sider af statsminister Jens Otto Krag i sin sidste erindringsbog ”Alle disse forhåbninger”. Krag er i disse år ved at blive kronet som forrige århundredes store danske politiker. Hyltoft funderer over den afstand der er mellem denne moderne opfattelse og danskernes oplevelse af Krag, da han levede. Krag, Krag og atter Krag. Aviserne bugner med hel- og dobbeltsider om den forhenværende stats- og udenrigsminister. Der skrives bøger om ham, en af dem på flere tusinde sider. De historiebevidste af politikerne på Christiansborg opfatter ham som et forbillede - et næsten uopnåeligt. Jamen havde vi da en politiker af Winston Churchills, Konrad Adenauers, John F. Kennedys format fra fyrrerne til ind i halvfjerdserne? I så fald opdagede vi det ikke. Vi, der levede med Krag i de år, opfattede ham jo ikke rigtig som det danske folks førstemand. Han var blevet statsminister på de naturlige statsministeremners alt for tidlige frafald - den varmhjertede Hedtoft, den effektive H.C.Hansen, de eminente begavelser Hartvig Frisch og Viggo Kampmann. Krag var Socialdemokratiets og statsstyrets dygtige departementschef. Udholdende var han, men ikke særligt iderig og mildest talt ikke inspirerende. Han havde slet ikke den dragende kraft, som Socialdemokratiets andre store personligheder i efterkrigsårene, en Bomholt, en K.K. Steincke, en Frisch eller en Kampmann. Krag var, for at sige det ligeud, lidt almindelig. Men i privatlivet var han, som vi efterhånden har erfaret, ikke en af dem, der går tolv på dusinet af. Og man spørger sig, i hvor høj grad Krag kan takke sin vældige erotiske appetit for den glans, der nu står om hans navn. I hvert fald er ministerens utrætteligt opsøgende virksomhed blandt kvindekroppene nu blevet en del af folkets minde om J.O. Krag. Sådan var det ikke, mens han levede. Hans imponerende natlige aktionsradius var kun kendt i visse skuespillerkredse og blandt højtstående partikammerater. Det var hans officielle ægteskaber, menigmand kendte til. Og de var forfejlede, ganske forfejlede. Først Birgit Tengroth, en sensibel svensk skuespiller og forfatter med et stænk af depravation. Totalt fremmed for arbejderbevægelsen var hun. Men Krag betroede mig engang, at blandt alle hans kvinder var det hende, der havde betydet mest for ham. Så kom Helle Virkner, en meget mere folkelig skuespiller, dårende dejlig at skue, men med en sommerfugle-lethed i sind og tanke, der ikke havde nogen plads at røre sig på i Krags politiske rum. De var det mest glansfulde statsministerpar, Danmark har haft, Jens Otto og Helle, den toptrænede politiker og skuespillerinden, der ikke stod tilbage for nogen Hollywood-skønhed. De stod hinanden bi de to. Helle gav Krag lidt af den naturlighed, han manglede. Og titlen som udenrigsministerfrue gjorde Helle til en ekstra interessant skuespiller. Men Krag kunne næppe hjælpe skuespilleren Helle med at blive en bedre kunstner. Og Helle har næppe været nogen udbytterig samtalepartner for politikeren Krag. Begge gjorde de sikkert hvad de kunne for at leve op til den idyl-familie, de fremtrådte som i ugebladene. Helle forlod for en tid skuespillerfaget og stillede op til mangt et politisk show. Ja, til sidst – men det var efter Krags død – påtog hun sig at være borgmesterkandidat på Frederiksberg. Da var politikken vist blevet alvor for hende. Men det var nok godt, Frederiksberg-borgerne ikke satte hende på den prøve. Måske var der dem, der så med beundring på dette glamourøse statsministerpar. Danmark kunne præstere en variant af John F. og Jacqueline Kennedy-parret. Men i Krags bagland, i arbejderbevægelsen, så man på dette skuespiller-ægteskab som, ja, netop som – et skuespil. Dengang, midt i forrige århundrede, var arbejderbevægelsen jo stadig en bevægelse. Bevægelsen havde en politik. Den bestod i at alle mennesker skulle have adgang til et arbejde, en uddannelse, en bolig, en ordentlig løn. Men bevægelsen var også en livsanskuelse – og en livsform. Livsanskuelsen var materialistisk, ateistisk, optimistisk, solidarisk. Arbejderbevægelsens livsform har jeg beskrevet ved at fortælle om min egen opvækst – i bogen ”Barn af partiet”. Denne livsform havde to fremtrædelsesformer, lige anerkendte i bevægelsen. Den ene var den borgerlige, den, Hedtoft og H.C. Hansen levede efter. Den efterlignede det oprindelige borgerskabs levemåde. Den var stræbsom, hæmmet, artig, monogam. Arbejderne, der levede på denne måde, var klassebevidste nok. De ville have deres egen klasse

op i borgerskabets. Deres børn skulle erhverve sig de kundskaber, de voksne ikke selv havde fået, tale fremmede sprog, gå naturligt i Det Kongelige Teater, blive noget med tal eller bogstaver på et indendørs kontor i stat eller kommune. Forældrene i de toværelses lejligheder så deres egen tilværelse som led i slægtens stigen mod højere mål. Poul Henningsen pegede fingre ad disse arbejdere, der lod Giro 413 gå hånd i hånd med ”borgerlig konfirmation” og Stjerne-bajere. Selv anså jeg også som stor dreng denne livsform for rodløs og smagløs. Det er jeg sikker på Krag også gjorde. Men man skal ikke overse, at der i dette socialdemokrati, der åndeligt talt gik med høj hat, lå en selvbevidsthed og en familiefølelse, der gav Socialdemokratiet en sammenhængskraft, som de andre partier ikke havde. Bortset fra det lille kommunistparti. Men i Socialdemokratiet værdsattes også en anden livsform, en synftig, med bægerklang og bandeord. Vi kan kalde den Oskar Hansens, efter forfatteren til ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, alle tiders pletskud af en arbejdersang. Oskar Hansens livsform var den usnobbede livsfryd, syndernes udfoldelse og forladelse. Sentimentaliteten rådede lige stærkt i det borgerlige socialdemokrati og i Oskar Hansens. Krags livsform passede ikke til nogen af de to anerkendte måder at være socialdemokrat på. Han var mindst af alt borgerlig. Men han var heller ikke til den tårevædede røde flaghejsning i morgendæmringen med efterfølgende bajere i en strøm, som skulle arbejderbevægelsen også have sin syndflod.. Den livsform, Krag praktiserede, var bohemens, den lidt desperate griben efter øjeblikkets lykke, som besættelsestidens had og dødsfare lærte den tids unge. De blev lidt hårde i filten af det den generation, Per Hækkerup, K.B. Andersen, Hans Jørgen Lembourn, Jørgen Røjel, Ib Nørlund og hvad de ellers hedder. På sine natlige vagabonderinger krængede Krag ministerens klemmende uniform af sig. Forståeligt og ingenlunde usympatisk. Men ikke ligefrem en livsform, Krags vælger, murerarbejdsmanden i den toværelses i Hvidovre, kunne spejle sit eget liv i. Til sin private omgangskreds valgte Krag heller ikke den type mennesker, der stemte på ham ved valgene. Hjemme hos ham kom skuespillere, højere embedsmænd, betydelige kunstnere som Poul Henningsen og Bodil Kjer. Dette blev bemærket i partiet og øgede hans afstand til vælgermassen og var med til at gøre ham rodløs og i sidste omgang til at tage livet af ham.  Krag arbejdede for folket. Men han viede ikke sit liv til folket. Han stod ikke midt iblandt os. Han sad inde i sit lidt afsides kontor og holdt møde eller læste en bog. Men lever en høvding sådan, går han ikke over i historien som en af folkets store sønner. Her kan man måle forskellen til Krags ven og ligemand i erotisk formåen, Willy Brandt. Eller til Krags afløser, Anker Jørgensen. Høvdingen Krag elskede ikke sit folk. Og han frabad sig at blive elsket af det. Han har sat sig spor i vore love, men ikke i vore sind. Der var landesorg, da Borgbjerg døde, og da Stauning og Hedtoft døde. Da Krag døde, var der undren. Den unge mand, der altid havde haft styr på det hele og som jo stadig så ung og vital ud, hvorfor døde han på et så upassende tidligt tidspunkt? Begik han selvmord? I en vis forstand gjorde han. Han ville være kunstner, sagde man. Ville han? Han havde jo opbrugt al sin viljekraft på at være politiker. Han skrev godt. Men så godt skrev han jo heller ikke. Han ville være maler. Åh, ja, men som den dygtige amatørmaler, Krag var, kendte han godt afstanden til det professionelle maleri. Næh, den gode maler, den udmærkede skribent, den fortrinlige intelligens kulminerede i form af at være en første klasses politisk håndværker, ja, lad os spænde buen og sige – en politiker af international karat. Så da Krag tog sit gode tøj og gik i 1972, var det efter at have udført sit kunstneriske svendestykke, Danmarks indmeldelse i EF. Hvis han herefter forestillede sig, at han stod over for nye bedrifter på helt andre gebeter, var det selvbedrag. Han gik, fordi han var træt. Ganske almindelig træt. Men også træt af, at partifæller og landsmænd ikke rigtigt værdsatte ham. Rivalen Per Hækkerup havde han fået has på. Men der var så mange andre, især af de unge, der ikke rigtigt brød sig om ham. I stedet for at melde sig helt ud af politik i 72 skulle han have taget sig en pause, bedt K.B.Andersen, Ivar Nørgård eller Erling Jensen vikariere for sig et år eller to, mens han læste, skrev og malede – og kom til kræfter. Men det er let nok at tænke livet baglæns. Vi lever det forlæns – og dør af det.