ENSRETNINGEN I DET LÆRDE SELSKAB
|
Det må have løbet de borgerlige politikere koldt ned ad ryggen, da de læste JP den 20. juni. Avisen kunne fortælle, at regeringspartierne og DF kun fik 15 pct. af magistrenes stemmer, mens SF, S, og Enhedslisten fik 53 pct. – absolut flertal. Og med Det radikale Venstres støtte ville de, der er imod den nuværende regering, mønstre over 70 pct. af magisterstemmene. Nå, og hvad så? Der er trods alt kun 33.ooo magistre. Er der ikke lige så mange vinduespudsere? Og mange flere murere? Jo, men sådan kan man ikke gøre det op. Magistrene underviser lærerne, og dem er der 70.000 af. Og lærerne og magistrene underviser sammen børnene og de unge. Og dem er der hundredtusinder af. Magistrene underviser desuden hundredtusinder af voksne. Magistrene er nok den gruppe, der ytrer sig mest i medierne. Høj og lav lytter til de kloge magistre. Hvad en enig magisterstand pådutter sine omgivelser, har virkning. Endda flere menneskealdre frem i tiden. Hvordan kan det være, magistrene i så overvældende tal er gået til venstre? Det funderede magister Henrik Gade Jensen – selv uden rød maling i ansigtet – over i JP den samme 20. juni. Magistre har ikke ansvar, siger han. Og som ansvarsfri går man ind for alt sundt, godt og fredeligt. Altså bliver man venstreorienteret! Joh, der kan nok være lidt om, at magistrene med deres specialer i ægyptologi, dybhavsfisk og græske tragedier kan føle sig lidt uden for den økonomiske cirkulation i samfundet. Men magistrene har dog ansvar – f. eks. for uddannelsessektoren. Det, der sker i en magisters hoved, er, at han opdrages til at tage ideer alvorligt. Ideerne til venstre for midten virker mere sammenhængende og indbydende end dem til højre for midten. Dertil kommer, at magistrene fortrinsvis ansættes af staten. Og Socialdemokratiet - som er det mest populære magisterparti - er mere venligsindet over for staten end Anders Foghs Venstre. Men jeg tror nu der ligger en mere rå forklaring bag magistrenes venstreorientering. Magistrene lever mere i ideernes verden end for eksempel ingeniører, slagtere, dyrlæger eller kontormedhjælpere. Magistrenes arbejdsdag er fyldt med ideer, Platons, Niels Bohrs, Oehlenschlægers, Martin A. Hansens. Netop fordi ideerne betyder så meget i magistrenes arbejdsdag, tager magistrene ideer mere alvorligt end dem, der udøver de praktiske erhverv. Praktikere bedømmer mere folk efter deres vandel og væsen end efter deres anskuelser. Magistrene er ideernes bogholdere. Så når de selv er nået frem til den ide, de anser for den rigtige, holder de fast i den med dyrisk alvor. Ligesom middelalderens skriftkloge holdt fast i åbenbaringerne og i at Jorden var flad. Derfor har magistre det svært med, at deres kolleger afviger fra de ideer, de nu selv har knæsat som de korrekte. Modsigerne kaster et usikkerhedens skær over magisterens dømmekraft, hans intellektuelle kapacitet. Det kan godt være, der også findes en vis partipolitisk ensretning i fabrikshallerne og på kontorerne. Skønt det virker som om den er i opløsning. Men på universiteterne bliver der bukket dybere for partiernes idegrundlag end andre steder. Magistrene er ikke tilbøjelige til at give fagfæller ledende stillinger, hvis de afviger fra den rette vej. Så magistrene følger strømmen. Og den går pt til venstre. Dette så vi de mest ublufærdige eksempler på i det store skifteår 1968. Akademiske ungersvende, der havde været almindeligt borgerlige eller ualmindeligt upolitiske, blev i løbet af sommeren 1968 heftigt troende marxister. Eller som mange af dem sagde: skællene faldt fra mine øjne! Mærkeligt at skællene faldt fra så mange øjne netop den samme måned, september 1968! Belønningen for det kollektive skæl-tab udeblev da heller ikke. Givtige professorater dalede ned over de nu klartseende ungersvende og møer. Man kan sige de fik både i pose og i sæk. Vandt både sandheden og det halve kongerige. Ikke alle var ukvalificerede til deres fine job. Kun nogle. Det var ikke kun stillingerne på universitetet, der blev besat. Besat blev hele det humanistiske og kunstneriske område. Videnskabsmænd såvel som kunstnere skulle have de rette politiske anskuelser, hvis de ville have en post, et legat, en positiv omtal i medierne. Jeg tror ikke, folk uden for universitets- og kulturmiljøet nogensinde rigtig har forstået, hvor ensrettet de lærde og de musiske miljøer blev i disse år. De stærke følelser, en videnskabelig afviger som Lomborg fremkalder, skal ses i det lys. |
Videnskabsmænds og kunstneres opgave er at finde frem til sandheden. Men da de frelste magistre i forvejen kendte denne sandhed, måtte de kunstnere og videnskabsmænd, der ikke hyldede den vedtagne sandhed, tage plads på bageste række. En anden udvej var at klappe gællerne i og håbe det ikke blev opdaget, at man ikke rigtig var maxist. Anders Bodelsen har skriftet, at det var den metode, han benyttede. Mange tror ikke, der hersker så totalitære tilstande i musernes verden. Men det gør der. Apollon Musagetes går tit og ofte med klap for øjet. Til nogle tider for det højre øje, til andre tider for det venstre. Kirsten Thorup, den udmærkede forfatter, præsterede et godt eksempel. Hun er ikke kendt for nogen stor politisk indsigt. Alligevel opfordrede hun forud for sidste valg til, at der blev lavet regler for, hvad man måtte ytre offentligt. Underforstået at kun hendes synspunkter, de politisk korrektes, skulle have ytringsret. Renlivet censur. Foreslået i al vredladen fromhed – af en forfatter! Dette er den direkte måde at censurere på. Den indirekte er lige så effektiv. Man undlader at give kunstnerne opgaver, legater eller omtale. Det kan man gøre, hvis man sidder solidt på medierne og kulturinstitutionerne. Som munkemarxisterne gjorde i 70’erne. Jeg tror ikke den samme bastante besættelse finder sted i dag. Dog er antallet af magistre, der retter ind efter gruppepresset, stort. Men nu skal vi holde ørerne stive. For denne ensretning til venstre betyder ikke, at fremskridtet har sejret og bagstræbet har tabt i kulturkampen. De 70 pct. politisk korrekte til venstre for Det radikale Venstre repræsenterer mere korpsånden end frisindet. Hvad blandt andet Kirsten Thorup-eksemplet viser.
Magistrene regnes fra gammel tid for at være de klogeste i landet. Måske mest i deres egen opfattelse. Men det er også nok til, at de opfatter folk, der er af en anden mening end dem selv, for uoplyste. Det er ikke det, at magistrenes flertal ligger til venstre for midten, der er faren. Om nogle år kan det såmænd godt ligge til højre – som det gjorde i 1800-tallet. Det er ensretningen i det lærde selskab der er utålelig. Og den svarer jo slet ikke til den kritiske frihedsånd, akademikerne selv mener de har. Oven i ensretningen skal så lægges den nedladenhed, de ensrettede akademikere paraderer deres anskuelser med over for folk af anden observans. Den velkendte kulturradikale arrogance. Latinskolens og brandesianismens kombinerede selvovervurdering. Erasmus Montanus nok engang. Herrer vi ere i åndernes rige. Denne øvrighedens selvglæde! Denne prøjserånd! Overlegenhedsfølelsen er falsk. På de almene områder er magistrene ikke klogere end menigmand. Var de røde magistres politisk korrekte laden-stå-til-politik over for indvandringen måske særlig klog? Er der noget at stille op? Kan det venstreorienterede magtmonopol i undervisnings- og kulturverdenen overhovedet brydes? Det bliver svært. Louise Frevert har talt om at give de forskellige uddannelsesinstitutioner hver sin politiske profil. Men hvordan lave politisk antikonforme universiteter, hvis alle etnografer eller filologer af tilstrækkelig tyngde er venstreorienterede? De bedste magistre kan noget, som det er vigtigt at kunne – vigtigt at samfundet kan. Sagen er at andre grupperinger end de hel- og halvmarxistiske har forsømt at danne miljøer, der kunne tiltrække tænksomme sjæle. De venstreorienteredes intellektuelle magtmonopol har ikke fået noget kvalificeret modspil. Venstre har liberalismen. Men den er uden åndskraft. De Konservative har ikke hæget om konservative åndsværdier så længe jeg husker tilbage. Og inden djøf’erne overtog magten i Socialdemokratiet og lagde ånden død i dette parti, havde partiet også forsømt at udvikle sit eget kulturmiljø, selv om der var ansatser til det både under Jul. Bomholt og senere. Men selvfølgelig kan ensretningen brydes. Og tiden er måske lige nu inde til det. Både marxismen og kulturradikalismen går på krykker. Men krykhusarerne skal ikke sendes på aftægt ved et højre-kup. Så svinger vi fra Scylla til Charybdis. For tiden ser vi regeringen bekæmpe den røde korpsånd hos magistrene ved at skrue ned for statens tilskud til ekspertudvalgene og deres projekter. Dette er en primitiv kampmetode. Og den er ikke holdbar. For kunst og forskning skal vores samfund have. Der er kun den hårde vej, hvis man vil nedbryde ensretningen. De, der har et andet livssyn end marxismen, må selv skabe intellektuelle miljøer af ånd og kraft. Netop fordi marxismen er åndløs, skulle det ikke være umuligt. |