Jyllands-Posten 5.-4.-2003

DET ER DUMT AT VÆRE DANSK

I den skatkiste af særegne oplevelser, jeg tog med mig fra mine år med kunstmuseet Arken, ligger der en ædel dukat slået af ingen ringere end borgmester Per Madsen. Fra det øjeblik, tanken om Arken fødtes, havde vi, der søsatte museet, den opfattelse, at vores museum først og fremmest skulle vise den danske og nordiske kunst. Louisiana tog sig jo så glimrende af den amerikanske og i det hele taget den udenlandske kunst. Men på et af de bestyrelsesmøder i Arken, der var talløse som himlens stjerner, fremsatte borgmester Per Madsen følgende klare betragtning: - I vore dage er der ingen forskel på dansk og udenlandsk kunst. Udtalelsen slog mig – ikke med beundring, som den, de tyske sejre slog Scavenius med i 1940 – men med forundring. Per Madsen kendte jo ellers nok forskel på tyrkisk og dansk. Og i store dele af vores kunst- og litteraturhistorie gør forskerne et stort nummer ud af at beskrive de specifikt danske elementer i bøgerne og billederne. Lundbyes og Skovgaards danske landskaber adskiller sig markant fra Corots franske og Constables engelske. Grimms eventyr er tyske, H.C.Andersens danske. Jackson Pollocks spontanisme er amerikansk, Egill Jacobsens er dansk. Hvad sagde ikke den danske modernistiske maler Harald Giersing: God kunst er national. Så føjede han i øvrigt til: National kunst er altid dårlig. ( Men det var jo kun den gode kunst, vi ville vise på Arken!!) Per Madsen havde dog fat i noget. Nemlig en strømpil. I de sidste tredive år har der været en tendens til at se bort fra, for ikke at sige se ned på nationale tankegange. Ikke bare i kunst, men også i forretning og politik. Det ligger i luften, at det er dumt at være dansk. Jeg tør godt tidsfæste denne ringeagt til et bestemt år. 1968. Endnu i 1961, da vi oprettede Kulturministeriet, gjorde vi det højlydt for at værne om vores nationale, danske kultur. Men da studenterne i 1970’erne fik den kulturelle overmagt i Vesten, var det med en mand som anfører, der opdelte verden i materiel ejendom og sociologiske klasser, ikke i folkeslag. Karl Marx. Og da Marx hen i 1980’erne mistede sin førerstilling som kulturelitens profet, var det nærmest det fædrelandsløse bank- og børsvæsen, der overtog hans position som åndelig vejviser. Siden da er det nationale blevet forvist til mere folkelige sysler som Morten Olsens fodbolddrenge og Anja Andersens håndboldpiger. Men her folder Dannebrog ( på linje med Trikoloren, Union Jack, Svenska Flaggan osv.) sig sandelig også ud med en glød, der kan hede hjerterne og få tårerne til at trille. Men i det bedre selskab regnes den slags udskejelser ikke. Roliganernes rød-hvid-malede ansigter øger vist kun det bedre selskabs foragt for folkets kærlighed til fædrelandet. Grundlaget for at forstå det nationales værdi bliver også ringere og ringere. For de munkemarxister, der blev lærere, journalister og politikere efter 1968, sørgede jo for, at den danske sang, den gamle danske litteratur og danmarkshistorien mere eller mindre forsvandt fra skoleundervisningen og fra radioens og fjernsynets programmer. Det er ikke længere smarty ( som Tom Lehrer synger det ), det er nærmest uarty, altså politisk ukorrekt at lægge vægt på, man er dansker. Som følge heraf bliver danskheden mere og mere utydelig i det offentlige rum. I forretningslivet og i radio/tv- og filmbranchen går man mere og mere over til at tale engelsk i stedet for dansk. Amerikanske filmtitler oversættes ikke længere til dansk. Antallet af engelsksprogede stillingsannoncer i danske aviser stiger. Det engelsk, der breder sig i Danmark, er primitivt. Men det tror jeg ikke brugerne af det ved. For deres dansk bliver tilsvarende primitivt. De øver sig jo ikke på det. Tidligere var Danmarks Radio en bastion for dansk sprog, dansk væremåde og dansk kultur. Men de dage er for længst forbi. Nu er musikken og sangen i dansk radio og tv fortrinsvis engelsk. Nøgleordet i vores diskussion om tv kaldes public service. Det er BBC’ s ord for det, der på dansk hedder folkeoplysning. Den politiske fadæse, Danmark har begået ved at give los for den muslimske masseindvandring, har også at gøre med den tabte nationale selvforståelse.

Hvis det ikke står politikerne klart, hvad en dansk identitet er, kan de jo lige så godt lade en muslimsk identitet få fodfæste og med årene overmagten i vores land. Politikere, der ville være smarty - en Mogens Lykketoft, en Svend Auken, en Birte Weiss, alle SF’ere og radikale venstrefolk ( minus den ædruelige Naser Khader ) - de priser følgelig Danmarks forvandling til et multietnisk og multikulturelt samfund. Skønt enhver, der gider åbne sine øjne, kan se, hvor elendigt, ja, tragisk multikulturelle stater rundt i verden fungerer, Nordirland, Palæstina, Jugoslavien, Irak, Tyrkiet osv. Er det en dybere indsigt, en særlig begavelse, som kun den venstreorienterede intelligentsia besidder, der har gjort det at føle sig dansk til noget uanstændigt? Forleden sad jeg og hørte 1940’ernes populære tenor, Aksel Schiøtz, synge en sang, der hedder ”Mor Danmark”. Melodien er af en vore største komponister, Knudåge Riisager, og ordene af Mogens Lorentzen. Som fædrelandssang er den ikke en af vore bedste. H.C.Andersen, Johs. V. Jensen, Kai Hoffmann, Tøger Larsen, L.C.Nielsen har skrevet dem, der er bedre. Men for et halvt århundrede siden var Mogens Lorentzens og Knudåge Riisagers ”Mor Danmark” en sang, alle danskere nød at synge. Af fuldt hjerte sang danskerne, også dem til venstre for midten: Og derfor har det land blandt alle lande / for os der kender det en egen magt, Mor Danmark.”. Sangens digter, Mogens Lorentzen, hørte til kredsen omkring den venstreorienterede Poul Henningsen. Han var også maler og malede en berømt freske i socialdemokraternes åndelige hovedkvarter, Roskilde Højskole. Før 1968 kunne man altså godt være venstreorienteret og national og synge med på ”Mor Danmarks”’s ”dog tør det siges, lavmælt i fortrolig tale / at aldrig glemte vi hvorfra vi kom” Om det danske sprog synger Mogens Lorentzen: ”fra børn af lærte vi dets labyrint af gange / som unge fandt vi hjertets mæle her.” Hvilken dansk digter, der vil stå sig godt med de toneangivende kredse, tør skrive sådan noget i dag? Skønt der selvfølgelig ikke er noget højreorienteret eller fascistisk ved at kunne bruge sit modersmål nuanceret eller ved at føle sit hjerte bæve over modersmålets klange. Ondet – for det er et onde, at vi ikke tør være vores eget folkeslag bekendt – ondet udspringer af munkemarxismen. Denne munkemarxisme var en analfabetisk bevægelse, selv om den havde sit udspring på universiteterne. Den var magtliderlig, antikunstnerisk og fulgte overfladiske paroler. Men nu er dens magt ved at blive nedbrudt, selv i DR og andre indkapslede lommer. Hvorfor så denne fortsatte modvilje mod at synge om vores kærlighed til hjemlandet og modtage grundig indsigt i vores egen kultur? Fordi VS’s, DKP’s og SF’s munkemarxisme naturligt nok gav bagslag i den ny generation. De blev liberalister og globalister, en lige så fædrelandsløs ideologi som marxismen. Ligesom munkemarxisterne fulgte Marx’ diktat, følger liberalisterne ( i VU, KU, i Mogens Lykketofts fanklub og hvor de ellers befinder sig ) pengenes diktat. Hverken marxister eller liberalister fatter, at et menneske kun får et fuldt liv, hvis han bærer sin slægts, sin stammes oprindelse i sin knoglemarv. ”Vil selv du fatte dit væsens rod / skøn på de skatte de efterlod” , synger Johs. V. Jensen. En hovedopgave i dansk politik bliver fra nu af at genskabe bevidstheden om og respekten for dansk sprog, dansk litteratur og dansk historie. Medierne og skolen kommer i centrum. Vi må genvinde det tabte terræn, som Grundtvig, Blicher, Johs. V. Jensen og i øvrigt også de første par generationer af socialdemokratiske oplysningsfolk havde vundet. Vi danskere må igen have vores historie ind på rygmarven. Vide hvad flinteøkserne, vikingetogterne, Københavns forsvar i 1660, slaget ved Lund i 1676, Københavns bombardement i 1807, Dybbøl skanser, modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig har betydet for det liv, vi lever i dag. Selvfølgelig skal vi bruge hovedet og huske på, at hjemstavnsbevidsthed kan udarte til nationalt begær og nationalistisk ondskab. Men vore dages foragt for det nationale er unatur, en sygdom, påført os af ideologer ved navn marxister, liberalister, globalister. Lad os kvitte vores skam over at bekende os til vores danske kultur. Lad os i stedet tale kærligt og frejdigt om den. Den er jo os selv.