Kulturradikalerne – vort udvalgte aristokrati

Den militære magt kender vi. Cæsar. Napoleon. Den økonomiske magt kender vi. Mærsk Mc-Kinney Møller. Saxo Bank. Den politiske magt kender vi. Saddam Hussein. EU. Men der er en fjerde magt, som de tre andre magter ikke rigtig vil regne for jævnbyrdig. Men som nok alligevel er den største. Ordets magt. Da Anders Fogh Rasmussens regering tiltrådte i 2001 vidste den godt, at ordets magt ikke var på dens side. Fogh selv, men også Brian Mikkelsen gjorde udfald mod ordets magt ved at tale om de sammenrottede smagsdommere. Og der havde Fogh og Co. rigtig fat i krebsen på deres modstandere. Men ordets magt var for stærk. Fogh afblæste kampen. Kun Søren Krarup og DF fortsatte den. Vi skal være glade for ordets magt. Uden den havde Churchill ikke formået at appellere til krigeren i briten i 1940. Og så havde Europa og måske hele verden i dag været underlagt en nazistisk censur, der siger sparto til den, Uffe Ellemann ønsker at indføre. Men, hvad mange lukker øjnene for, er, at ordets magt tit er lige så ensrettet som militærets, politikkens og pengenes magt. Ordets magt indehaves af talere. Vi så verdensmesteren i denne disciplin, Barack Obama, udfolde sig i Berlin forleden, hvor han formentlig vandt præsidentvalget. Men i vor tid, da forsamlingssalene er afløst af McDonald’s, består ordets magthavere mest af avis- og tv-journalister. Dette kunne man tro gav en bred vifte af individuelle, frie meningsytringer. Men det gør det ikke. Ordets magt ejer ikke mange forskellige meninger, kun en. Og den skal du ikke afvige ret meget fra, hvis du vil have del i magtens goder. * Forholdet mellem det klassiske Europa og islam har gjort ordets magt til en heksekedel den sidste snes år. De venstreorienterede har en bloc valgt at støtte islam i dette opgør. Dette er et paradoks, for ikke at sige en absurditet. Venstrefløjens program kan dog vel ikke være seksualforskrækkelse og kvindeundertrykkelse. Og dog ser vi venstre-skribenter fra Preben Wilhjelm og Niels Barfoed til Klaus Rifbjerg og Benny Andersen – og nu sidst filosoffen Peter Kemp – støtte en aggressiv international bevægelse, der forfægter overtro, kæft-trit-og-retning, undertrykkelse af kvinder, hængning af homoseksuelle, afskaffelse af ytringsfrihed. Disse trosartikler fra shariaen ønsker 40 procent af de muslimer, der studerer i England, at få indskrevet i engelsk lov. Det kunne blive en køn historie – for det Storbritannien, vi dog mener er en civiliseret stat. De venstreorienterede – eller bedre kulturradikalerne – der begyndte som en frihedsbevægelse, er hermed endt som en ufrihedsbevægelse. Er det alle udlevede bevægelsers skæbne? Men hvordan kan kulturradikalerne - denne talmæssigt lille gruppe – beholde ordets magt, mediemagten, så ikke bare en regering, men næsten et helt folketing må give fortabt? Hvordan kan den lille radikale flok med Margrethe Vestager og Morten Østergård i spidsen gå imod deres eget idegrundlag? Og holde hånden over en islamisk ideologi, der med sin antisemitisme og sit kvindesyn ligner nazismen? Svaret er, at den kulturradikale medieoverklasse holder stram disciplin. Hvis man ikke fornægter den fulde ytringsfrihed og fordømmer George Bush, kommer man ikke ind i himlen, mediehimlen. Da Ralf Pittelkow fremlagde sin undersøgelse af, hvordan DR skævvred sin sidste valgdækning, afviste DR at tale om det. Pittelkows undersøgelse var ikke blevet diskuteret i DR’s bestyrelse, hvis ikke Katrine Winkel Holm og jeg havde insisteret på det. Men vi skal dybere ind i de kulturradikales selvforståelse for at forklare deres magt. Kulturradikalerne har flere guder. Men den mest guddommelige af dem er Georg Brandes. Han var lidt af en oprører som ung. Han kæmpede for frie kvinder, for fri litteratur, for fri erotik, og for demokratiet mod Estrup. Men da det konservative demokrati havde forhindret ham i at blive professor ved Københavns Universitet – hvilket var en skandale – udskiftede han troen på demokratiet med troen på de store personligheder. Dem skrev han nu tykke bøger om: Cæsar, Shakespeare, Goethe, Voltaire, Michelangelo. På et tidspunkt i vort lands historie, da Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, at den jævne mand skulle have del i landets styre, tilslutter Georg Brandes sig Søren Kierkegaards udsagn: ”Mængden er usandheden”. Og han opfinder et begreb, han fra nu af lader sig lede af, aristokratisk radikalisme.

Georg Brandes har nu som politisk mål ”en aristokratisk kultur, selv om såre få kan blive umiddelbart delagtige i den”. Han siger, at selv om dansk skolevæsen er mere udviklet end fransk, står fransk kultur højere i kraft af den lille franske elites højere kvalitet. Han siger, at Florens i renæssancen var mere kultiveret end Schweiz i dag, selv om kun få kunne læse og skrive i datidens Florens, mens alle kan læse i skrive i dagens Schweiz. Georg Brandes skriver, at det er godt at bønder lærer at læse. Men det er ”de store enkelte”, der er samfundets mål. Dette talte han så for, samtidig med at lillebror Edvard Brandes arbejdede på at udskille om ikke de store, så dog de veluddannede fra den brede Venstre-bevægelse. Udskillelsen endte med oprettelsen af Det radikale Venstre i 1905. Denne opfattelse af, at man som radikal venstremand tilhører et udvalgt aristokrati har aldrig forladt Det radikale Venstre eller dets børn, kulturradikalerne. Partiets åndelige grundlægger har selv sagt det. Målet med samfundet er ikke de mange, men de udvalgte. Derfor kan en Morten Østergård med sine fem procent af vælgerne bag sig buldre mod den stramme indvandrerpolitik, skønt 90 procent af befolkningen bakker den op. For en radikal aristokrat vejer anderledes tungt end en fra de andre u-aristokratiske partier. Nu kan man jo være smålig og bemærke, at der er lidt forskel i tyngden på en Georg Brandes og en Margrethe Vestager. Men at det er lykkedes Margrethe Vestager på rekordtid at halvere partiets størrelse, tror jeg ikke anfægter de rigtige medlemmer af partiet noget videre. For er det fleste altid de bedste? som Niels Hausgaard synger. * Georg Brandes grundlagde en aristokratisk kultur, hvor Georg Brandes var Vorherre og hans samlede skrifter var Biblen. De, der underkastede sig denne religion, kunne kalde sig aristokrater og føle sig bedre end andre dødelige. Kulturradikalismen er dog ikke en monoteistisk religion. Der er plads til mindre guder under overguden. Poul Henningsen var en af dem. En fin versemager, skaber af den smukkeste lampe der er lavet i Danmark, og en nyttig lus i skindpelsen. Om ham opstod den samme helgendyrkelse som om Georg Brandes. Som ung mand var jeg med i en tv-debat med Poul Henningsen og andre. Jeg var ikke enig med PH i alt og tillod mig at sige det for åben skærm. Dagen efter blev jeg ringet op af en af halvgudens disciple – en journalist der hed Nan Henningsen. Hun sagde: ”Sådan kan man ikke tale til Poul Henningsen!” Man udbad sig autoritet og underdanighed i hoffet omkring PH. Selv var PH sådan set meget omgængelig. Han og jeg var på venskabelig fod de sidste år han levede. Men det hof, der dyrkede ham og såmænd gør det endnu, var ordensdukse, latterlige i deres tilbedelse af idolet. * I dag har de kulturradikale ikke noget tidssvarende politisk program og ikke nogen personlighed af første rang i spidsen. Jeg ved det vil smerte Georg Metz, Egon Clausen og Kjeld Koplev at læse det. Men sandheden må jo siges. Til gengæld er fornemmelsen af at være politisk aristokrat i den grad indarbejdet i en ægte radikaler, at selve det at være kulturradikal giver ret til at føre sig frem som klogere og bedre end andre. Det er denne holdning de kulturradikale EU-dommere lever op til. De finder det passende, at det danske folk retter sin lovgivning ind efter dommernes direktiver. Nu giver det i Danmark ikke de store points at være nedladende og bedrevidende. Men vi har ikke så mange kulturklubber, der på samme tid kan afstive medlemmernes selvtillid og fremme deres karriere. Desværre har hverken de borgerlige, Cepos eller Socialdemokraterne en selvstændig kulturpolitik med tilhørende filosofi. Derfor er Georg Brandes stadig lidt af en kraft i kulturpolitikken og dermed også i den almindelige politik. Ikke kvindefrigøreren Georg Brandes, men den aristokratiske radikaler. Melder man sig under fanerne hos den aristokratiske Sankt Georg, bliver man lidt af en aristokrat selv. Se bare den forbavsede og fornærmede mine, Margrethe Vestager sætter op, hvis hun kritiseres. Kan menigmand tale sådan til en aristokrat? Der er to slags partier i folketinget. Aristokraterne og så alle de andre. Så længe De Radikale har ordets magthavere, kulturradikalerne, til at tale deres sag, vil denne form for ufolkelighed have et ord at skulle have sagt i dansk politik.