Vrisne mænd 8 

Det er ikke musik – det er krigsrus

Det sker at jeg slår om på P 3. Man vil jo gerne være lidt med på noderne. Men når de hidsige piskesmæld så fylder stuen, rejser min kat, Majka, sig op, skyder ryg, og går krænket ud af stuen. Hvis Majka derimod hører Carl Nielsen eller Mozart på P 2, strækker han sig ud på gulvtæppet, sænker hovedet ned på forpoterne og lytter saligt. Majka er nemlig en livsnyder. Han går uhæmmet efter hvad der er godt. God mad, godt vejr, god musik. P 3’s afdeling for spøg og skæmt, ”Tjenesten”, har et slogan der lyder: ”Hvad du hører, er du selv”. Så når jeg hører P 3’s piskesmæld, bliver jeg bange for at blive en slavepisker, eller i hvert fald en indpisker. Så jeg lukker, mens jeg endnu er den gamle, rare Ole. Selvfølgelig er der forskel på rocknumrene. Nogle gange lyder det som om sangerne – især de kvindelige – er i gang med en djævleuddrivelse. Eller midt i en meget vanskelig fødsel. Hvinene er frygtindgydende. Under de numre har Majka for længst forladt stuen. Andre gange er piskesmældene bare så dumpe og ensformige, at jeg føler mig hensat til min skoletids gymnastiktimer, når vi tredive drenge skulle løbe salen rundt. Og gymnastiklæreren råbte takten: En-to-tre-fire! En-to-tre-fire! Mange af sangerne – igen mest pigerne – lider af åndenød, hvad der sikkert er en almindelig tilstand under djævleuddrivelse. Når piskesmælderne undtagelsesvis synger på dansk, kan man nu og da forstå lidt af hvad de siger. Jeg hørte forleden Lars H.U.G. til en koncert. ( Jo, jo, jeg følger skam med. ) Han brølede omkvædet ”Maskinerne arbejder”. Og det tør det nok siges, at de gjorde, slagtøjsmaskinerne bag sangeren. I en anden af hans sange var omkvædet: ”Vi elsker uniformer.” Det undrer mig ikke. Pop-rock’en er virkelig uniformeret i en grad så man spørger sig selv: er piskesmælds-rock’en ikke en ren krigsrus. De uniformerede piskesmæld må være den helt rigtige musik at have i ørerne, hvis man skal ud og gå bersærkergang i byen, kaste med sten mod politiet og brænde biler og skoler af.

Nu tror du nok, at jeg vil foreslå at lukke P 3. Men sådan et storhedsvanvid lider jeg ikke af. Derimod synes jeg, at P 3 en gang i timen skulle sende et nummer af en helt anden slags. En sang uden pisk, en sang uden åndenød, en sang uden el-forstærker, en sang på dansk. P 3 er især de unges radioprogram. Nutidens unge er i skolen blevet snydt for en skat. En skat, vi gamle vrisne mænd fik lov at høre og synge fra vores første skoledag af. Vi blev sat om bord på det gode skib Hispaniola – som Sebastian har sunget om – og sejlet til Skatteøen. Vi fik lov at samle lige så meget af skatten vi ville. Skatten er højskolesangene. Fin-fin poesi. Fine-fine melodier. Fint-fint dansk. Sange til at vande høns over: ”Hvem sidder der bag skærmen?” Sange til at bide vinterkulden i sig og glæde sig til foråret: ”I sne står urt og busk i skjul.” Sange til at flirte: ”Anna var Anders kær, men knibsk alligevel.” Sange om at længes hjem: ”En sømand har sine enegang.” Eller sange der bare jubler over solen og livets storhed: ”Lysets engel går med glans.” I disse sange står hvert ord klart med sin fulde kraft og magi. Og kender du sangene, har du altid en sang at trøste dig med i livets svære stunder, og en sang at bryde ud i jubel med, når du er himmelglad. Sangene står i Højskolesangbogen. Men også i andre gode sangbøger. Giv dog P 3’ s og P 4’s lyttere en chance for at få denne skat i rygsækken. Så har de noget af værdi at tære på hele livet. Det kan godt være P 3’s ungdomsklub vil vrisse de første gange de hører ”Den danske sang er en ung, blond pige” eller ”Jylland mellem tvende have”. Men snart vil de slet ikke undvære deres danske sange. For en skat er en skat. Og gøgemøg er gøgemøg.