|
Nogle
toppolitikere er meget hemmelighedsfulde med deres private liv. Så vidt
jeg ved lukker Poul Nyrup ikke journalister og fotografer ind i sit hjem
på Frederiksberg.
Dette er ikke noget nyt. SF’s stifter, Aksel Larsen, sænkede et
jerntæppe mellem sit politiske liv og sit private. Som politiker gjorde
han alt for at tiltrække journalisternes opmærksomhed. Lod sig blandt
andet blive hængt på en teaterscene. Men privat burede han sig inde bag
lås og slå.
En enkelt gang gjorde han en undtagelse. Da han i en valgkamp brækkede
benet, lod han fotograferne komme indenfor på hospitalet. For her fra
sygesengen kunne han vinde valget. Og det gjorde han.
Jeg tror mange betragter denne blufærdighed som fornem. Men er den nu
det? En toppolitiker træffer masser af vidtrækkende beslutninger hver
dag. De træffes ikke kun ud fra nogle punkter i et partiprogram, men i
høj grad ud fra politikerens hele personlighed. Vælgerne har ret til at
kende denne personlighed. Det er ikke ligegyldigt, om minister Larsen
har Barbara Cartland eller Johs. V. Jensen stående på sin bogreol. Ikke
ligegyldigt, om han er ven med Ulrik Høy eller Klaus Rifbjerg.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden læste, at vores
statsminister nægtede at sige, om han stadig var tilhænger af, at
lesbiske par skulle have adgang til kunstig befrugtning. Et synspunkt,
han gik ind for i 1997.
I Berlingske ( 23.-1. ) sagde Foghs tidligere spindoktor, Se og
Hør-gorillaen Henrik Qvortrup, at Anders Foghs spindoktorer nu endelig
havde haft held til ”at gøre statsministeren spiselig” ved at give ham
”en mere blød og rund profil”.
Herefter er spørgsmålet: er det spindoktorernes Anders, eller Anders’
Anders, vi ser på tv-skærmen?
Anders Fogh skrev for nogle år siden en bog, der hed ”Fra socialstat til
minimalstat”. Jeg har den – oven i købet med dedikation. Og har læst
den. Det er ikke nogen dårlig bog. Den kritiserer med rette
munkemarxisternes enfoldige ligemageri. Jeg synes bogen er for ensporet,
når den forklarer, eller netop ikke forklarer, hvordan
sammenhængskraften i vort folk, fællesskabsfølelsen, kan udmøntes i
hverdagens politik. Men bogen er sympatisk ved det brændende engagement,
der lyser ud af hver side.
”Fra socialstat til minimalstat” er en lidenskabelig bekendelse til
liberalismen. Velfærdsstatens borgere er nogle livegne, og de har
”slavesind”. Hører vi nogensinde Anders Fogh gentage det, der lå ham
sådan på sinde for ti år siden? Nej, hans beslutsomme kæber er lukket
helt i om hans barnetro. Er det det, Henrik Qvortrup forstår ved, at han
nu er ”spiselig”?
Mogens Lykketoft havde i de ni år, han var minister, et for sine vælgere
uspiseligt syn på den muslimske indvandring. Men da han blev formand for
sit parti og statsministerkandidat, faldt skællene fra hans øjne, og han
kunne se, at den var rivende gal med denne masseindvandring i Danmark af
muslimer, der ikke ville være danske.
Man har et standpunkt til man tager et nyt, sagde hans forgænger.
Jeg er vis på, Anders Fogh inderst inde er fuldblods liberalist, og at
Mogens Lykketoft er en lige så varm multikulturist som Marianne Jelved.
Og jeg synes det gør de to dygtige politikere mindre spiselige, at de
ikke vedstår deres meninger. De forfalsker deres personlighed, for at
være lidt højtidelig. De er vores høvdinge. Og et folk bør kende sine
høvdinges sande personlighed.
|
|
Man
kan selvfølgelig sige, at det er folkestyre, når høvdingene ændrer deres
standpunkter efter vælgernes forkærligheder. Men hvis politikerne
skifter standpunkter som Karl Lagerfelds modeller skifter rober, er de
jo ikke høvdinge, men marketingdirektører. Markedet er vor tids afgud.
Det frie marked er en god ting, når vi skal vælge mellem kærnemælk fra
Arla eller Hirtshals Andelsmejeri. Men hvis en politiker gør sig selv
til et markedsprodukt, er han ikke længere en høvding.
Min bedstemor fra Djursland sagde: som herren er, så følger hans svende.
Jeg synes toppolitikernes markedsbestemte meningsdannelse har bredt sig
i samfundet. TV’s direktører bliver ikke begejstrede, når deres
medarbejdere har lavet en første klasses udsendelse, men når en
udsendelse har haft to procents stigning i seertal.
Danmarks Radio laver en føljeton i papmache som Krøniken i stedet for
tv-dramatik om ægte mennesker a la Panduro.
En af vore kendteste tv-journalister, Frank Esmann, udgiver bramfrit en
bog, som han halvvejs har skrevet af efter en anden bog. Huij, hvor det
går!
I de mange år, de muslimske indvandrere kom strømmende hertil i overtal,
var der ingen dansk myndighed der klart og tydeligt fortalte dem, at i
Danmark taler man dansk og lever efter danske normer. Nogle fandt ud af
det af sig selv. Men mange gjorde det som bekendt ikke.
Fra top til bund er der noget leddeløst over den måde, vi opfører os på
for tiden. Det er ikke fordi de, der er i arbejde, ikke bestiller noget.
De bestiller snarere for meget. På en rastløs måde, så de bliver trætte
og nedslidte og ikke har ro til for eksempel at fordybe sig i en bog. I
stedet vælger de at fare forvirrede hen over internettets virvar af
oplysninger. Teknikken er super og forførende. Men den forfører til
rastløshed, ikke til koncentration. Det er koncentration der giver
resultater og gør samfundet stærkt. Spørg Kipketer, spørg Niels Bohr,
spørg Anja Andersen ( håndboldspilleren såvel som astrofysikeren ).
Når statsministeren og lederen af oppositionen kan tillade sig at have
ét standpunkt det ene år og det modsatte det næste år, hvem kan så ikke
tillade sig at være ustabil i sit arbejde? Det forlyder. At lærerne i
folkeskolen ikke kan undervise ordentligt i dansk, fordi de ikke selv
kan dansk ordentligt. De unge på universiteterne kan ikke skrive
forståeligt engelsk. Ungerne i skolen er adspredte og støjende. Det
skulle vel ikke være de voksne, der er adspredte.
Jeg synes vi mangler nogle politikere, der sætter en standard, en
standard som forbillede. Ikke nødvendigvis ved at være belæste. Men ved
at være helstøbte. Og ikke være bange for at vise deres hjem frem, det
konkrete hjem såvel som det de bærer i deres hoved. Det kan være en
knortet personlighed som den, justitsminister K.K. Steincke i sin tid
paraderede med høj humor. Eller en pastoral personlighed som den, vor
første kulturminister Jul Bomholt havde. Men personligheden skal være
synlig og sand. Og politikeren skal ikke være undselig med den
Politikere skal ikke være det, som mange går hen og bliver i disse år:
rastløse marketingdirektører. De skal være karakterer, der kan genkendes
fra det ene år til det andet. Det afgørende er ikke at vinde et valg,
men at éns land vinder frem.
|