|
Den
afgåede generaldirektør for Danmarks Radio, Chr. Nissen, er blevet rost
for at have moderniseret DR. Det gælder dog vist mere organisationen end
journalistikken.
For nylig så jeg et tv-program i DR om de kulturradikale. Det er jo et
hedt emne, efter at både Anders Fogh og Brian Mikkelsen har udfordret de
kulturradikale, den herskende klasse i vores kulturverden.
Hvem havde DR-tv så indbudt til denne holmgang? Den svenske forfatter
P.O. Enqvist, der kender Danmark, fordi han har boet i 15 år på den
politisk korrekte side af Søerne i København. Det var dog undgået
Enqvists ellers skarpe blik, at alle de danskere der hylder ham, fra
forlagsdirektører til universitetsprofessorer, hører til en bestemt
lille klan, de kulturradikale.
Den anden var – ja, hvem, tror De? – Klaus Rifbjerg selvfølgelig. De
kulturradikales overkonge.
Den tredje var Thomas Bredsdorff, medarbejder ved Politiken. Som
efternavnet viser, oprindelig en mand af grundtvigsk-borgerlig
observans. Men han konverterede og nåede over på den rette side af
kridtstregen – i 1968!
Med andre ord: hvad gør DR når den vil lave en debatudsendelse om
indavlen i vores kulturliv? Man sætter tre af de mest indavlede stævne
på en bedre københavnsk restaurant. Det må svare til hvad der i
erhvervslivet hedder insiderhandel.
Det var da også svært at få en diskussion i gang. Debattørerne mente jo
det samme. At de kulturradikale var de bedste. De havde patent på
godheden, på fornuften, på talentet. Herefter var der jo sådan set ikke
mere at diskutere. Enqvist gik da også helt i sort, tav og fyldte sit
ansigt med svensk mismod. Og Bredsdorff lurepassede. Så måtte Rifbjerg
tage affære. Han tog en dyb indånding og gennemførte så den ene fejende
valsetur efter den anden. Trinene har han lært i sin kulturradikale
børnehave på Amager i 1935. Hans valse var festlige – og ren nostalgi.
Havde intet at gøre med de faktiske forhold i jernindustrien efter anno
1940. Aner denne Spanien-emigrant slet ikke hvad der foregår i Danmark?
Thomas Bredsdorff havde det problem, at han på den ene side gerne ville
være på linie med sine to kammesjukker, P.O. og Klaus. På den anden side
havde han vist færten af, at hele arrangementet ikke var så smart. De
politisk korrekte nikkedukker i DR havde villet lefle for kulturens
magthavere, men så måske alligevel gjort dem en bjørnetjeneste. Et
debatprogram var gjort til et vennetræf mellem tre forhærdede
kulturradikale. Så på et tidspunkt hviskede Bredsdorff – ja, hviskede er
ordet – at de kulturradikale måske kunne virke lidt bedrevidende.
Det tør siges. Men er de bedrevidende, fordi de ved bedre? Eller fordi
de er sejrssikre, eftersom de udgør den kompakte majoritet i
kulturverdenen?
- Vi kulturradikale har aldrig haft magt! trompeterede Klaus Rifbjerg. –
Åbn dog gluggerne, Klaus! Jeres klan har siddet på magten på
universiteterne, på seminarierne, på forlagene, overalt i
kulturverdenen. Her 15 år efter murens fald har I altså stadig så meget
magt i DR, at DR ikke tør lave et kritisk program om jeres klan.
Lad os nu lige slå fast, at kulturradikalisme ikke betyder ondskab. PH
var en elskværdig mand, og hans viser og drager og lamper er smukke.
Kvindernes, børnenes og seksualitetens frigørelse er et fremskridt for
os alle. 1930’ernes kulturradikale arkitekter foretog et tigerspring
frem i boligarkitekturen. Men alt det er fortid. Og kulturradikalismen
er ikke noget afrundet livssyn. Den er en kritik af et sammenhængende
livssyn, 1800-tallets romantisk-kirkelige.
Og nu kommer vi til den praktiske kritik, som programmet skulle have
handlet om. De kulturradikale hylder demokrati. Men praktiserer det
ikke. Enhver kunstner og kulturarbejder skal melde sig ind i klanen,
hvis han vil have et ordentligt omdømme og en
|
|
rimelig
karriere. Sådan noget hedder ensretning. Det er uværdigt. Og det gør
vores kulturmiljø fattigt.
Det har
været sådan fra kulturradikalismens begyndelse. Georg og Edvard Brandes
ophøjede de forfattere, der delte deres livsanskuelse, til at være de
bedste forfattere. Darwinisten J.P. Jacobsen, kvindefrigøreren Henrik
Ibsen, og en der slugte hele den
brandesske
menu, Sophus Schandorph. Mens de, der ikke fulgte de brandesske
doktriner, blev kaldt epigoner og skubbet langt ud i sidegemakkerne. Det
gjaldt den modne Drachmann, Herman Bang, Ploug, Vilh. Topsøe, Kålund,
Hostrup, Chr. Richardt m.fl. Alle sammen gode kunstnere, der jo også
havde noget at byde på.
Georg Brandes var en enorm åndskraft. Og en stor gevinst for Danmark.
Men han var også politiker. Og det er der ikke noget ondt i. Vi vil alle
sammen gerne have at omverdenen bliver som vi vil have den. Allerede som
unge arbejdede Brandes-brødrene på at samle alle landets intellektuelle
under én hat. Det uheldige var at det lykkedes. Uheldigt for Danmark.
Brandes’ kulturradikalisme blev religion for næsten alle
universitetsuddannede litteratur- og kulturfolk i det 20. århundrede.
Brandes’ bedømmelse af hvad der var stort og småt i kulturlivet kom til
at stå som den uomgængelige sandhed. En kanon.
Se, det skulle man have diskuteret med klare ord i tv-programmet. I
stedet skulle vi følge Rifbjergs store afdansningsnumre. Mens Enqvist og
Bredsdorff klappede i valsetakt. Det blev programmet grumme kedeligt af,
samtidig med at det blev et brud – endnu et – på DR’s pligt til at være
alsidig. Alle kulturradikalismens kritikere befandt sig uden for den
lækre restaurant.
Og lad os så springe over til radioen. Forleden blev Karen Jespersens
nye erindringsbog anmeldt i P 1 af en psykolog. Anmelderen syntes Karen
Jespersen havde været en god socialminister. Men som indenrigsminister
havde hun jo vist sig at være en slet person. Begrænse indvandringen!
Fyda, fyda! Karen Jespersens dårlige moral var ikke til diskussion. Den
var et aksiom, som det hedder i universitetssprog. Det blev ikke berørt,
at 80 pct. af befolkningen formentlig mener, at Karen Jespersens
indvandringspolitik er udtryk for en fin medborger-moral.
Derefter funderede anmelderen og den tilstedeværende DR-medarbejder
over, hvordan sådan et moralsk forfald hos Karen Jespersen kunne finde
sted. Psykologen fandt forklaringen. For ganske vist var Karen vokset op
mellem arbejdere i Nansensgades fattige kvarter. Men hendes mor var ikke
rigtig arbejder. Hun drev en viktualiehandel i gaden, var altså privat
handlende. Denne mødrene arv blev så Karen sørgelige skæbne 50 år
senere.
Denne form for ”analyse” er der et ord for. Vulgærmarxisme. Man troede
den var gået af mode. Men den er åbenbart stadig god latin i DR.
Folkeoplysning? Nej, folkeformørkelse.
Selvfølgelig bringer DR da også programmer af en anden valør. Pragtfuldt
at man kan sidde hjemme en lørdag aften og høre Rossinis nyopsatte opera
”Askepot” direkte fra Det kgl. Teater. Forleden hørte jeg i P 1 Thorkild
Bjørnvig tale varmt og klogt om sin barndom i Århus. Den lange serie om
Folkestrejken i 1944 er et dokument, der bringer os tæt på forskellen
mellem dansk og tysk folkesjæl. Men de to sidste programmer er årtier
gamle. For tiden passiarer man mest i radioen og pjatter i fjernsynet.
Når skævhederne i DR er så himmelråbende og indsigten så snæver, burde
DR have en bestyrelse, der sagde: nej, hør, den går ikke!
Men DR’s bestyrelse må jo ikke diskutere programmerne. Aviserne er den
eneste chance for at få kritik.
Generaldirektør Chr. Nissen blev som sagt berømmet for sin evne til at
trimme forretningsgangen i DR. Men er det, der er virkelig brug for i
Danmarks Radio ikke at få alsidigheden, kulturansvaret og kvaliteten
tilbage i programmerne?
|