|
Min
morgentur går hver dag forbi Helenekilde Hotel. En hvid villa, årgang
1896, elegant i sine klassiske linier. Der er springvand foran
hovedindgangen. Det stejle, sorte tegltag glinser i solen ud mod
Kattegat.
Jeg husker pensionatet fra jeg var barn. Dengang var det om sommeren
feriested for oberstinder og grossererenker fra Frederiksberg. Det sagde
de voksne i hvert fald. Sommergæsterne havde eneret til hotellets
strand, som vi plebejere uden ejendomsret ikke måtte betræde.
I 1960’erne skete der noget med det gamle pensionat. Det fik en
tilbygning. Så det kunne huse et folkehold af feriegæster og kursister.
Fint at demokratiet således holdt sit indtog på Nordkysten. Men fint var
det nye anneks ikke. En grå, firkantet cementblok lige i ansigtet på
denne sarte perle fra belle epoque.
Helenekilde Hotel er ikke et tilfældigt uheld der har ramt Tisvilde. Det
er et af tusinder eksempler på det tilbageskred, der har ramt vores
bygningskultur siden 60’erne. Det er let at få øje på, når huse fra de
sidste fyrre år står side om side med bygninger fra før den tid. Vor tid
kommer til kort næsten hver gang.
Rederiet Mærsk har en stor personlighed i spidsen. Men rederiets
hovedsæde på Toldboden er et upersonligt hus, karakterløst i forhold til
de omgivende pakhuse fra tidligere århundreder.
Overborgmester Weidekamps konforme karréhuse på Nørrrebro i København er
pakkasser ved siden af den gamle Blågårdsgade, de støder op til.
Eller, for at tage det ypperste, vi laver i dag. Kig på Amalienborg fra
1700-tallet, og kig så på den nye pragtbygning lige overfor, Henning
Larsens Opera. Operaen er jo en klods sammenlignet med Eigtveds fint
afmålte proportioner. Og Henning Larsen er ellers ikke det ringeste vi
har.
Vore dages huse er ensartede, flade moduler i glas og beton. Flotte når
de er bedst, som Arne Jacobsens SAS hotel. Men hjerteløse. De huse, vi
har arvet fra tidligere slægter, har profileringer, karnapper, gesimser,
knudrede facader, der giver læ eller fanger éns blik, som et godt ansigt
gør. Alene de gamle vinduer med de mange sprosser giver et anderledes
levende indtryk end vor tids udstrakte panorama-ruder.
Er det den nye teknik, der nødvendigvis fører tristheden i sit kølvand?
Nej, selvfølgelig kan enhver byggeteknik bruges til at skabe venlige
byrum, harmoni og skønhed. Men vi har i vor tids nybyggeri negligeret
menneskelighed til gengæld for…ja, til gengæld for hvad?
Vi har end ikke villet gøre brug af det bedste vi har. I det sidste
halve århundrede har Danmark rådet over en af verdens bedste arkitekter,
Jørn Utzon. Inden for arkitekturen rangerer han med sin enkle og
originale tankegang hvor Niels Bohr rangerer inden for den teoretiske
fysik.
Det offentlige Danmark har med stor beslutsomhed sørget for, at denne
mand ikke kom til at bygge noget videre i sit fædreland. Han kunne
ellers have sat et aftryk på landkortet, der ville have gjort vor tid
mindeværdig for kommende århundreder. Selv forsøgte jeg at få Københavns
Amt til at lade Utzon bygge Arken. Men det mislykkedes. Var det
lykkedes, havde pernittengryneriets mester, naturfredningens David
Rehling, nok også fundet en paragraf, der kunne forhindre byggeriet.
Hvorfor er tiden siden 1960 blevet en så fattig arkitektonisk tid, skønt
vi aldrig har været så rige og aldrig før bygget så meget?
1950’erne var en tid da vi dyrkede begrænsningens kunst og passede på
det bedste af det, vi havde arvet, vores kongelige ballet, vores
møbelkunst, Tivoli, Bakken og vores handelsflåde. Der er noget symbolsk
i, at kaptajn Carlsen kæmpede til sidste bølgeskvulp for at redde lasten
i sit skæve skib.
Men i 60’erne styrter mådeholdets volde sammen. Forberedt af den
troldmand, vi havde haft som finansminister i 50’erne, Viggo Kampmann.
Han fandt ud af at vi kunne producere meget mere end vi havde penge til
ved at skyde betalingen ud i fremtiden. Afbetalingshandel blev tidens
løsen. Hvem ville ikke gerne have en scooter, et fjernsyn, parcelhus?
Samtidig kom der nye materialer i byggebranchen. Eternitplader og mange
nye plasticprodukter erstattede de røde mursten. Rask sku’ det gå!
Befolkningen fik hvad den ønskede, og fabrikanterne fik pengeposen fuld.
|
|
Dette tingsbegær, denne traditionsfortabelse faldt sammen med, at
marxisterne tog magten over kulturlivet. Et af arnestederne for
studenteroprøret var arkitektskolen. Her blev den ædle streg afløst af
Karl Marx’ megafon. Studenteroprøret var sociologisk, aldrig æstetisk.
Ja, munkemarxisterne foragtede æstetik, som de puttede i en sociologisk
kategori og kaldte finkultur. Arkitekterne undervistes i proletariatets
ret til magten. Men de lærte ikke at bygge nogle huse, som kunne løfte
proletariatets hverdag.
Både de herskende finanspolitikere, de herskende privatkapitalister og
de herskende kulturfolk tænkte i mængder, ikke i kvaliteter. Kritik af
denne udvikling – og kritik var der dog – blev fejet til side som
reaktionær. Kulturministeriet, der var begyndt så flot, interesserede
sig nu mere for lesbiske sommerlejre end for kulturens forædling.
Fra
tyverne af havde PH og hans kulturradikale venner lavet grin med det
viktorianske byggeri med dets stukornamenter, tårne og gesvejsninger.
Man måtte grine med. For der trængte til at komme lys og luft ind i
Estrup-tidens mørke gemakker. Og 30’ernes nye boligbebyggelser blev en
guldalder.
PH var bare heldig at dø, inden han så hvad hans tanker skejede ud til i
70’erne – samlebånds-boliger, ørkner af åndløshed. I dag tror jeg, at
selv PH ville være taknemlig for, at så meget af viktorianismens byggeri
med tårne, gesimser og pompøse indgange er bevaret. Det er dette
stemningsfulde og i grunden ret uskyldige byggeri med høj hat og
guldstok fra 1870 til 1920, der gør især vores hovedstad så charmerende
som den stadig er.
Nu er der den gode egenskab ved hæslige huse, at de kan rives ned. Det
bliver de bare ikke. Men tanken er da en dejlig stesolid at sutte på!
Men kunne det ikke tænkes, at nogle godhjertede folk fik den ide, at nu
skal vi sørme tage og bygge ordentligt i Danmark? Så det at gå ad danske
gader bliver en lystvandring i stedet for en ørkenvandring. Tænk hvis
der ligefrem opstod en gruppe folketingsmedlemmer der fik denne ide!
Eller et politisk part. Eller ligefrem en statsminister. Det ville være
en fornyelse af dansk politik der ville gå over i historien. Især hvis
projektet lykkedes.
Det meste i vores politiske liv består i at flytte lidt frem og tilbage
på bevillingsrammerne. Lidt skattestop. Lidt mere til folkeskolerne,
hospitalerne, de ældre.
Hvad nu hvis en regering sagde: vi gider ikke længere det der lille
fedtspil. Vi har et projekt, ikke om rammer, men om indhold. Vi vil gøre
Danmarks byer og Danmarks landskaber smukkere. Værsgo og spis! De
nybyggede huse skal have facader der der overrasker med deres fantasi og
fryder med deres harmoni. Husene skal give velvære til dem, der bor i
dem. Men også til dem, der vandrer forbi dem. Talentfulde arkitekter
skal have forkørselsret for de talentløse. Vi vil sætte høje mål for
vore byers skønhed. Ikke bare rejse et enkelt fantastisk hus som
Hundertwassers i Wien. Det er vore byers hele kroppe vi vil have ændret.
På femogtyve år vil vi kunne se tegningen til et Danmarks, der
bygningsmæssigt er på vej til at blive vor tids renæssance-Italien.
Hvad gør en statsminister, et parti, for at virkeliggøre sådan en kæmpe
opgave? Han udpeger en kulturminister der forstår opgaven til bunds.
Havde Knud W. Jensen været i sin bedste alder, ville han sikkert egne
sig. Statsministeren støtter sin kulturminister sådan, at
kulturministeren hele tiden mærker chefens arm om sin skulder.
Kulturministeren gøres til en slags overminister i et råd, hvori indgår
boligministeren, miljøministeren og indenrigsministeren. For der er
mange knapper der skal drejes på. Meget byrokrati der skal skubbes til
side. Mange planregler der skal rettes til. Mange bygherrer der skal
charmeres af ministeren til at gøre det lidt bedre end de havde tænkt
sig. Ganske vist er førsteklasses byggeri sjældent ret meget dyrere end
middelmådigt. Og allerede inden for en 40 års periode er det billigere.
Men mange bygherrer tænker kortsigtet.
Tegningerne til de nye huse skulle gerne diskuteres i aviser og tv. Men
der må ikke være tvivl om, at kulturministeren repræsenterer både den
politiske autoritet, som statsministeren og regeringen giver ham, og den
faglige autoritet, som landets bedste arkitekter giver ham.
Utopi? Måske.
Men man kunne jo også stille et andet spørgsmål: Hvorfor ikke gøre vores
land til et vidunderligt sted at befinde sig, når vi dog råder over
evnerne til det?
|