Så slip dog farverne løs!

Af Ole Hyltoft

Hendes Majestæt har vist mig den elskværdighed at invitere mig til sit 40 års festjubilæum i morgen. Dog under forudsætning af at jeg møder op i smoking.

Det gør jeg gerne. Jeg er i besiddelse af en hvid smokingjakke, som jeg er sikker på vil lyse op i selskabet.

Denne kongelige festaften for vor monark med de mange talenter får mig til at tænke på Mads Christensen Blærerøvs rammende beskrivelse af de mandlige gæsters påklædning ved dronningens nytårskur. Wammen, Hækkerup, Søvndal m.fl. var iført det traditionelle kjole-og-hvidt. Men, men men… Wammens skjorteærmer hang forneden, Corydon var gået op i limningen eller linningen. Og så fremdeles i al sin sørgmunterhed.

Nu er det vist en spas for visse socialdemokrater at have små, men bemærkelsesværdige brist i deres festudstyr, når dronningen indbyder. De vil dermed gerne antyde deres republikanske sindelag.

Tilsigtet eller utilsigtet komiske, så er mænd i kjole-og-hvidt eller sort smoking overordentlig triste at se på.

Dog – udvalgte mænd må godt skeje ud og overskride den sort-hvide bedemands-mundering. Hofmarskallen er ligefrem forpligtet til at anskaffe sig det mest vidunderlige karnevals-kostume. Har han ikke også en rumsterstang a la Helge Kjærulff-Schmidt i ”Vi er alle i samme båd”-visen? Har han mon den i hænde, når han danser lancier med Majestæten?

Og prins Sjove Henrik, så hvælvet som Valby Bakke, iklæder sig gerne en admiralsuniform så farvestrålende, at den overgår admiral Jørgen Reenbergs i musical’en Pinafore. Henrik og kronprinsen bærer deres operette-uniformer med den alvor, som al ægte komik fordrer.

Ærværdigheder som Per Stig Møller og Lars Løkke sætter også lidt farve på pingvin-tøjet med deres utal af ordner og dertil hørende skærfer. Selv agter jeg at påhæfte min smokingjakke den Niels Ebbesen-medalje, de gamle frihedskæmpere har tildelt mig. Den er dog lille, så nogen større festivitas vil den ikke tilføre festlighederne i morgen.

Johannes Møllehave har også oplivet bybilledet med sin bowlerhat og sølvstok. Men om han er inviteret, ved jeg ikke.

Når alt dette er sagt, står tilbage at konstatere: Hvor er mænds festtøj dog kedeligt. Og det er lige meget, om vi skal til hofbal eller til morfars guldbryllup i Stenlille.

Kedsommeligheden begyndte mærkeligt nok med demokratiets fremvækst. Det skulle da ellers være en fest. I 1700-tallet, på Tordenskjolds tid, kunne mænd godt gå til fest i gule og røde bukser, med kæmpe parykker og viftende ærmegab af orange silke.

Mændenes tøjmæssige ensformighed er et udslag af demokratiets falske postulat om, at vi er ens. Det er vi jo ikke. Men vi kan lade som om, ved at have det samme tøj på.

En af de – få – gode ting ved ungdomsoprøret i 1968 var, at mændene dengang kunne få lov at gå til fest i kjoler, kaftaner, og med halskæder og ørenringe. Mænd begyndte at lave deres eget personlige festtøj. Eller de fik hippie-designere som ”Sirenerne” til at sy deres tøj.

I andre dele af verden er man ikke så nøjsomme som vi er. Japanerne har flotte samurai-dragter. Dalai Lama drager omkring i farvestrålende gevandter. Og vore norske brødre går til fest i deres mangefarvede nationaldragter.

Så, kære dronning Margrethe, du der selv viser dig frem i farvestrålende rober. Brug din store popularitet til at sætte mændene fri – i tøjet. Udsend parolen: Alle mand! Slip farverne løs!

I øvrigt mener jeg:

20 procent af de børn, der fødes for tidligt, men holdes i live af lægerne, får hjerneskader og andre varige men. Læger – hold op med de tragiske redningsaktioner. Det er imod naturens orden.