Landkortet

Af Ole Hyltoft

I Ole Hyltofts barndom rejste børnene og deres forældre ikke rundt i Danmark som nu. Til gengæld var klasseværelsets

farverige landkort over Danmark fyldt med hemmeligheder. Så børnene havde noget spændende at forestille sig. Besættelsens stedbundne liv

var ikke noget savn.

Forleden var jeg rigtig kommet hjemmefra. Bestyrelsesarbejdet i DR havde bragt mig til Åbenrå. Og nu gik jeg omkring i Gråstens romantiske slotspark og kom med ét langt, langt tilbage – i tiden. Her var jo den park, jeg havde forsøgt at frembringe under pæretræet i kolonihaven. Dengang – under krigen. Havearkitektur a la fantastique. Dronning Ingrid havde haft mere held med projektet.

Jeg tilhører det sidste slægtled inden Mallorca-rejserne. Vi, der var børn under besættelsen. Vi rejste ingen steder. Undtagen altså i hjørnet af haven under pæretræet. Eller i geografitimerne i skolen. Klasselæreren, vores uundværlige Børge Petersen, havde et redskab, der kunne sende vores fantasi på rejse. Det store landkort. Når han var i stødet til at rejse rundt i Danmark med os, trak Børge Petersen kortet ned foran tavlen. Deroppe hang det, bag katederet. Det var et alter. Det bredte det sig ud for vore nysgerrige øjne - i gult, brunt, mørkegrønt, lysegrønt, mørkeblåt, lyseblåt. Her foran os vores øjne hang det umådelige og ukendte Danmark. Vores land. 30 smådrenge sad vi dér og opfyldte Chr. Richardts opfordring:

Venner, ser på Danmarks kort,

ser så I det aldrig glemmer,

til hver plet har fået stemmer,

thi det fædreland er vort.

Hvor vi børn i 3., 4., 5. klasse nød at se på det nedrullede lærredskort. Her var alt det, der lå og ventede på os, når vi blev store og krigen var forbi, og vi fik råd til at tage toget til verdens ende. Som hed Gråsten og Skagen.

Jeg har senere tænkt, at når så mange skolers klasseværelser havde et så indbydende danmarkskort, var det nok fordi det var så kort tid siden, vi havde fået Sønderjylland tilbage og var blevet et helt land igen. Vi var stadig et lille land. Men nu var vi i det mindste ikke en amputeret lilleput. Vi havde fået de to jyske ben tilbage, som den virkelighedsfjerne Monrad og den brutale Bismarck havde kappet af os i 1864.

Vi var rigtig godt tilfredse med det land, øer, halvøer, fjorde, vige, bakke op og bakke ned – lige så mangfoldigt som vores vejr. For tiden havde tyskerne ganske vist stjålet landet. Men, som vi hørte i BBC’s skrattende udsendelser og Christmas Møllers indtrængende taler, var vi i færd med at befri os for disse luskede nazister. For landet var jo vores. Det vil sige, vi kendte det jo ikke. Bortset fra landkortet over det. Men netop fordi vi ikke kendte det, blev det magisk.

Vores klasselærer, denne Børge Petersen, sang for til en rullende remse. Nærmest som en liturgi i kirken messede vi 30 drengestemmer: København-Roskilde-Ringsted-Sorø-Slagelse-Korsør. Hvis jeg i dag bliver lidt usikker på, om Ringsted kommer før eller efter Sorø, synger jeg bare Børge Petersens sjællandske byremse.

Men det var jo kun Sjælland. Hvad mon der skjulte sig bag alle de fynske, bornholmske og jyske bynavne? ( De skånske kom først til senere. Dengang troede jeg jo Skåne var svensk! ) Vi lærte stednavnene at kende ved at suge det skønne landkort til os. Men det foregik på samme fjerne, mytologiske, måde som vi lærte Tor, Odin, konen i muddergrøften og soldaten i Fyrtøjet at kende. Eller som vi kendte det mest magiske stykke virkelighed i vores liv. Kongen, kong Christian, den ridende konge. Vi bar ham i reversen, på vores kongemærke. Og vi havde ham på de mærkater, vi samlede på. Indtegnet var han i det bølgende dannebrog. Nutidens rockstjerner kan ikke måle sig med kong Christian. Han var ikke forbillede. Dertil var han for ophøjet. Han var den af Gud indsatte repræsentant for det højeste. Det, man ikke helt havde indsigt i, men anede. Derfor turde tyskerne heller ikke gøre ham noget.

Der var andre helte til. Men af lavere rangorden. Tarzan for eksempel. Og tegneseriens Willy på eventyr. Den rejsende beretter, Hakon Mielche, var heller ikke så ringe.

Af en aldrig opklaret grund fik jeg en forkærlighed for byen Randers. Var det mon fordi Niels Ebbesen ihjelslog den kullede greve i denne by? Et andet dragende nøglepunkt på kortet var Ejer Bavnehøj, Danmarks det højeste punkt. Og der var byer, man gjorde sig de mærkeligste tanker om. Det græskklingende Korinth, det værtshusklingende Ølgod, det indianske Uth.

I vore dage bliver børn jo kørt rundt i hele Danmark fra de er bittesmå. Jeg så ikke den jyske vestkyst, før jeg var fjorten år. Og Sydfyn besøgte jeg først, da jeg var blevet cand.mag. og havde fået bil og kæreste.

Men det stedbundne liv under besættelsen var ikke noget savn. Det var en gave til éns indbildningskraft. I Rold Skov holdt der røvere til. I Odense gik H.C. Andersen omkring, i hvert fald hans ånd. I Isefjorden sejlede vikingeskibe omkring. I Fredericia slog vi tyskerne, selv om general Rye faldt. Og i Silkeborg boede frihedskæmperne. For lige efter krigen havde jeg set Kjeld Abells frihedskæmper-drama ”Silkeborg”. Det hastede slet ikke med at se det virkelige Esbjerg og Ålborg. Rejsen havde ingen hast.

For os stenbrobørn var vore forestillinger om landlivet bestemt af læsebogen. I den blev børn på landet fremvist med bare fødder, soppende i ufarlige åer eller stående i samtale med en bedstemor med stok og spånkurv. Åkjærs fårehyrde, ham der Ole der sad på en knold og sang, eller Andersen Nexøs røgterdreng Pelle mødte jeg først senere i skolelivet. Men når jeg i dag ser på illustrationer i gamle bøger af landlivets troskyldige børn i bare fødder og usmart tøj, bliver jeg let lidt rusten i stemmen. Sådan har ”jeg”, nogle slægtled tilbage, nok også set ud. Jeg ved, at min bedstefar på Falster som barn har gået sådan omkring i engene og skåret pilefløjter.

I skolen sang vi hver morgen om det uforlignelige Danmark, som vi ellers kun kendte fra landkortet i klasseværelset. Og vi læste Blichers historier fra det fjerne Jylland, hvor røvere, tatere og andre forliste skæbner holdt til. Jeg fik en drengebog af min bedstefar om et par drenge, kun lidt ældre end mig selv, der cyklede på sommertur i det vidstrakte Danmark. Det var farligt at gøre sådan noget. Drengene kom da også ud for overraskelser. Men det vigtigste ved historien var, at de cyklede omkring og kunne fortælle om, hvad der gemte sig inde bag landkortet i klasseværelset.

Det var en tid, da alle skulle spare på cykeldækkene. Mange steder var forbudte. Tyskerne byggede kanonstillinger rundt omkring, som ingen måtte komme i nærheden af. Der var miner der skyllede op på stranden. Undertiden proklamerede tyskerne undtagelsestilstand, så man ikke engang måtte løbe ned i gården og lege.

Om sommeren cyklede mine forældre og jeg til Tisvilde. Men ellers gik min længste rejse rundt i Danmark fra lejligheden på Østerbro til kolonihaven på Røde Mellemvej. Her befandt freden sig side om side med krigen. De tyske soldater, yngre og yngre blev de, skød med deres kanoner på Amager Fælled , så min park under pæretræet med kanaler og morgenfruer som palmer, skælvede.

Det var først som femtenårig jeg blev bekendt med landkortets virkelighed. På sommercykeltur med klassekammeraten lige før vi begyndte i gymnasiet. Vi trampede ad billøse landeveje med cykeltasker bumpende om bagagebæreren. Forbi Fyns stynede træer med vældige løvhang over. Stammerne så tykke, at heksen fra H.C. Andersens Fyrtøjet kunne bo i dem.

Fra de sydfynske bakketoppe synede vi det ternede landskab. De mørkegrønne pletter var småskovene, de lysegrønne markerne.

Langs flere veje på Fyn var træerne groet og klippet sammen, så de udgjorde en grøn væg, næsten en tunnel at cykle i. Og blæste det, vendte bladene deres hvide underside udad, så det ikke var til at vide, om det var blade eller blomstrende hvidtjørn, vi kørte forbi.

Vejtræer var der overalt. Vild kørvel og gulerod vinkede fra vejgrøfterne. En landsby gjorde sig bemærket med en guldregn, en hilsen fra Aladdins hule.

Efter bestyrelsesmødet i Åbenrå forleden kørte jeg hjem ad den samme vej som dengang. Hvad jeg som drenge-cyklist var en uge om, tilbagelagde jeg nu på nogle timer. Vejtræerne er væk, desværre. Men der er stadig fynske småpiger, der sidder ud for gårdene og sælger jordbær og kartofler.

Et sted kører jeg bilen ind til siden. For jeg husker, at ved denne lysning, med udsigt til Tåsinge, gjorde jeg holdt for mange, mange år siden. Og jeg ser igen klasseværelsets landkort for mig, det grønne og lysebrune, med alle dets hemmeligheder.

Der er nogle hemmeligheder tilbage endnu.