Den kom igen, den gode vår

Af Ole Hyltoft

Det kommer på en gang. Langt hen i april er det stadig mørkt, når man spiser til aften. Men pludselig en aften først i maj sidder man sent over maden og opdager, at det er gyldne solstråler og ikke PH-lampen der oplyser spisebordet.

Foråret kom ellers sent i år. Der var nogle få lune dage sidst i april. Og så besluttede påskelilje, storkenæb, aurikler – og frem for alle forglemmigej, at nu måtte ventetiden være forbi. Græsset havde været totalhæmmet i sin vækst siden oktober, og havde fået ligfarvede pletter af sneskimmel. Nu blev det pludselig levende igen og skød til vejrs. Plæneklipperen måtte frem fra skuret og ned til det årlige eftersyn hos Tisvildes uundværlige mekaniker, Lars. Nye tændrør, tak, og hvæs også lige skærebladene.

Hvor kan lykken dog gribe én, når man en morgen vågner op til fuglesang i alle tonarter og fløjt fra den lokale jernbane. Sådan boede jeg ikke de første femogtredive år af mit liv. Så jeg skønner på det.

Nå, men så klappede foråret ellers sammen igen. Vinden slog over i skiftevis nordvest og nordøst. Alle knopperne, der havde vovet sig forsigtigt frem i april, slog knude på sig selv og krøb tilbage ind under de brune knopskæl. Birken lige uden for vinduet i mit arbejdsværelse var sprunget halvt ud, og det standpunkt blev den så stående ved. Men min kæledægge, korkelmen, holdt sig i skindet, i sit rynkede, brune skind.

Sådan set er det dejligt at foråret tøver. I april glæder jeg mig over dagene der er tilbage, inden maj begynder. For før maj er sommerhalvåret ikke begyndt. Vi har endnu den hele, herlige sommer til gode.

I et optimistisk øjeblik i april købte jeg én af de engelske pelargonier. Den er så smuk med sine rige, rubinrøde blomster. Jeg satte den i bedet lige foran mit vindue. Men i majs kølighed måtte jeg sidde og se på, hvordan blomst efter blomst faldt af og blad efter blad krøllede sammen.

Jeg kan se folk gå ude på vejen bag korkelmen. Jeg bruger ikke plankeværk. Hvorfor dog lukke sig selv inde? Folk må gerne se, at forfatteren sidder i sit lille karnapbur og bestiller noget. Folk ude på vejen fik vinterfrakkerne på igen i maj. Her i huset tændte vi op i brændeovnen. Der skulle mange aviser til. For brændehumplerne var blevet våde af den megen regn, og før den af sneen. Aviser har vi jo nok af. Holder adskillige. Og den avis, jeg for tiden ikke kan lide, fordi de har anmeldt min sidste bog skandaløst, den kommer genboen ind med, ovenikøbet med et forblommet smil om munden.

Så skete det. Den 17. maj. På Norges nationaldag. Norge lykønskes spontant af studieværten på P 2. Norges flag står på forsiden af JP. Jeg får en klump i halsen. At to nationer kan have det så…ja, så omsorgsfuldt med hinanden. Det kan godt være Norge har snydt os med nordsøolien. Men skal vi ikke bære over med det? Norge er halvt dansk. Og Danmark er halvt norsk. Holberg, Wessel, Tordenskjold, general Rye og maleren Krøyer. Norge er fra naturen svær at få til at hænge sammen. Landet er ikke andet end klipper, bortset fra nogle dalstrøg. Nu har olien givet dem råd til at bygge veje og tunneler.

Nå, men på den 17. maj kom varmen tilbage her i Danmark Og så var der ingen af forårsblomsterne der holdt sig tilbage længere. De gule mælkebøtter og de blå forglemmigej ude under akacietræet blev til et svensk eldorado. Knopurter, pæoner, akelejer skød i vejret så guderne måtte sig forbarme. Og noget sprinkelværk dukkede op nede under den hvide løvehjerte. Det var violfrøstjernen, minsandten. Man tror sådan en forfinet en ikke kan overleve vores lange, kolde vinter. Men op dukker den. Og den skal nok klare alle vejrlige genvordigheder, til den blomstrer i juli.

Blommetræet åbnede den 17. maj alle sine hvide blomster med de gule støvdragere. De duftede af grenenes vinterdrømme. Gemserod stak sin frække, gule næse op alle vegne rundt om korkelmen, så de vejfarende kunne lade som om de gloede på nys udsprungne blomster, når det var mit vindue de skottede til.

Den årlige kamp mod skvalderkålen gik i gang. Den står på endnu, hvis ikke haven skal drukne i et skvalderocean.

Forårets sikreste kendetegn her i huset er, at soveværelsesvinduet får lov at stå åbent hele natten. Det er vederkvægende at have vårhavens vellugt duvende ind over nattedynen. Og for min sorte kat, Majka, er det velvære at kunne dele natten op, som det passer ham i indendørs og udendørs. Det er sjældent, at jeg vågner ved hans panterspring fra vindueskarmen og ud i paradisets have. Jeg sover, godt forvisset om at vor lille, sorte ven er fri til at tilbringe natten i tankefuld ro under nordstjernen eller på listende musejagt.

Maj kan visse år rumme varme sommerdage, der vælter plantelivets besindige fødsel. Alle vækster springer da frem og springer foråret over, så vi går direkte fra vinter til sommer. Det bryder jeg mig ikke om. Foråret skal komme sagte, som Kaj Munk sagde. Det gjorde det i år. Vi fik tid til at sondere fødslens mange faser. Blåregnens lange rakler hang længe og tøvede, ligesom blåfrossen, så vi rigtig kunne nyde forventningens glæde. Og i ugevis kunne vi holde øje med æbleblomstens purpurknop, før den sprang ud og indbød til parring omgivet af sin berusende duft, den syrlige og søde.

Der er noget sødt primitivt over den måde, de fleste planter driver deres sexliv på. Ikke så snart er der kommet liv i dem oven på vintersøvnen, før de skamløst ublufærdigt lader deres pompøst udstillede kønsdele lokke bier og hvermand til.

Min syren bærer ingen blomster i år. Sådan er det. Hvert andet år blomstrer den og tænker på frø og arvefølge. Hvert andet år tænker den bare på at vokse sig stor og kraftig i kroppen. Ligesom med mennesket. Tiden til vi er en 12 – 14 år går med at vokse. Derefter tager forplantningen over og plager os med fortvivlelser og forlystelser til nattens ende.

Luften omkring mit bjælkehus er aldrig lugtløs. Om vinteren bringer den saltgusen herop nede fra Kattegat en 3 – 400 meter borte. Den vinterlugt, jeg holder mest af, er den milde vinters lugt af regnvåd muld. Men når man nu her i forsommeren stiller sig i det åbne vindue midt om natten, slår alle blomsters søde ånde én i møde. Hvad kalder man det? Vellugtåndende flod kaldte Holger Drachmann det. Våren duftede jo på samme måde i hans næsebor for 150 år siden.

Denne tid af året får jeg sådan en lyst til at være i vore romantiske digteres nærhed. Oehlenschlæger mest. Men også H.C. Andersen, Chr. Winther, Steffens, Paludan-Müller. For disse digtere tænkte næsten lige så troskyldigt som blomsterne:

Derfor naturen så huldt og skønt

sig fryder og klæder i håbets grønt.

De var så fattige i begyndelsen af 1800-tallet sammenlignet med os. De havde ikke vores adspredelser, ikke tv, ikke bil, ikke ferieuger i Spanien. Så meget inderligere elskede de foråret, blomsterne, skovens dyr.

Paa marken knejste de røde, blå

kornblomster frem.

Jeg maatte standse, jeg maatte staa

og hilse dem.

På andre tider af året kan jeg godt synes, at luften omkring disse 1800-tals poeter er noget indelukket. Som de spadserede dér i det snævre København vimsende omkring den politiske kluddermads, kong Frederik VI. Men når våren indtræffer, ja, så læser jeg deres digte igen og bliver øm om hjertet over den enkle tilbedelse, de nærmer sig naturen med. Lige så hengivent og lige så ligefremt som planter og træer følger deres natur. Tænk, selv da De Allierede havde bombet Berlin til et fladland af rygende stendynger, og russiske soldater gik rundt og tog ure og dyden fra de tyske kvinder, da, i april 1945, sprang lindetræerne alligevel ud langs Unter den Linden.

Så i maj og juni får jeg altid sådan en lyst til at være der, hvor jeg ved, at det danske forårs første sproglige opdagere gik omkring. Oehlenschlæger på Dyrehavsbakken, Kierkegaard i Grib Skov, H.C. Andersen på Gisselfeld, Poul Martin Møller og Chr. Winther ved Furesøen, Ingemann ved Sorø Sø. Og dem alle sammen i de krogede gader bag Københavns volde.

Jeg går på de samme fortov som de, taler næsten det samme sprog, nyder sommeren som de, og prøver at huske deres digte udenad. De går igen. Det er spøgeri, overnaturligt. Og dog så naturligt.

Troskyldige var de i de år, da vi mistede vor tvilling, Norge, og siden Sønderjylland og Slesvig. Men de havde en ro i den tro, de digtede på. Den at foråret er et bevis på det evige liv, der tilfalder korkelmen såvel som Oehlenschlæger, og du og jeg. Om vi så kalder årsagen til det for Gud eller Jesus eller bare for naturen.