Smuglerne – 40 år efter

Af Ole Hyltoft

På mandag aften kan du se næstsidste afsnit af Leif Panduros og Bent Christensens 40 år gamle kriminalserie, ”Smuglerne”. Det foregår på DR-K, en af DR’s to nye succes-kanaler. Den anden er børnenes Ramasjang.

For os, der så ”Smuglerne” i 1970, er gensynet fuld af muntre minder. Vi ser de listige københavnske baggårde fra tiden, inden Oberbürgermeister Egon Weidekamp tromlede sine DDR-renoveringer af Nørrebro igennem.

Vi nyder Bjørn Puggaard-Müller med flødefarvet bulehat og underkuet, hjemmegående hustru. En lettere oprørsk Erik Wedersøe er hårprægtig som en hippie i begyndelsesstadiet. Og Jørgen Buckhøj møder vi inden hans Matador-berømmelse. En Keld Markuslund, elsket for sin Thummelumsen i Livsens Ondskab. En Ann-Mari Max Hansen, endnu med lidt ungpige-hvalpefedt i sit smukke ansigt.

Der er noget Jan-bøger over denne forgænger til vore dages krimiserier. Smuglergodset bliver kastet ned fra et en-motores privatfly over en lysning i skoven. Eller bliver bragt ind til Rågeleje i tusmørke i en speedbåd. Uhyggen breder sig i mørkningen, men tynger ikke.

Ganske vist afgår Otto Brandenburg ved døden og bliver som sådan anbragt sammenklemt i et bornholmerur. Men legemsbeskadigelserne i smuglerbranchen udpensles ellers ikke. Skønne kvinder bliver ikke udsat for sexistiske overfald, som vi kender det i dag. Skurken Bjørn Puggaard-Müller bliver ikke slået til plukfisk. Han får i mørket en æterklud for næsen og dåner derved i al fredsommelighed.

Ikke noget med at være indsmurt i blod, få munden spærret med bred tape eller eksplodere i brand og stumper og stykker, som det jævnligt sker i ”Livvagterne”. ”Smuglerne” handler mere om varme mennesker end om kold spænding.

Jeg vil ikke påstå, at den mere og mere udpenslede og anonyme voldelighed i nutidens tv-film er årsagen til maskinpistolernes knitren og den stigende bandevold i den virkelige verden af i dag. Men når Teis bliver maltrakteret i ”Forbrydelsen”, og børn og livvagter gennemhullet i ”Livvagterne”, er al denne filmiske død og ødelæggelse med til at forrå samfundet. Er dte nødvendigt? Man kunne også bruge tv-serier til noget andet - som Panduro gjorde.

”Smuglerne” er ikke Panduros hovedværk. Men foruden den spøjse handling giver filmen os et sjovt billede af Danmark fra dengang man måtte ryge cigaretter på film, og dengang politiarbejde bestod i samtaler og ikke i biljagter. Vi hygger os og føler os tættere på medmenneskene i et Pandurosk venstrehånds-arbejde som dette end i vor egen tids - alt for mange – krimifilm.

Jeg husker Leif Panduro fra mange møder og telefonsnak. Altid havde han et overbærende og menneskevenligt syn på livets mærkværdigheder. Modstandsmand under besættelsen var han. Men da han gik til kamp mod hippo’erne og tyskerne den 5. maj 1945, var det en af hans egne frihedskæmper-kammerater, der kom til at skyde ham i maven.

Panduro var den morsomste mand jeg har kendt. Hans humor var alvorligt ment. Der var landesorg da han døde alt for ung. Han arbejdede og spiste for meget.

Kære dramachef Ingolf Gabold! Giv os lov til at (gen)se Panduros andre tv-dramaer, højrehånds-arbejderne. Han var den betydeligste af prosaforfatterne og dramatikerne i Rifbjerg-generationen. For ham var livet altid tæt inde på livet og på spil i de skrevne ord.