Påfugle-pynt på navnene

Af Ole Hyltoft

Folk staver deres navne som vinden blæser. Det ville være i orden, hvis vinden var en blid bør. Men navne-vinden er en kastevind, en stormvind. Hid og did hvirvler bogstaverne.

Jeg kender flere der hedder Poul Schmidt. En forfatter fra Jylland, en tidligere DR-radiomand, og Adolf Hitlers højre hånd.

Men hvordan staver Schmidt’erne deres navne? Nogen staver det Schmidt, andre Schmidth, eller Schmit, Schmith. Nogen skriver Smidt, nogen Smidth. Så jeg må hen og slå stavemåden efter hver gang jeg skal skrive til en af Schmidt’erne.

Eller hvis jeg skal skrive om den berømteste Schmidt – Helmuth af Hamborg.

Det er i det hele taget et hyr at huske, hvordan folk staver deres navne. Igen og igen skal man have fat i sin telefontavle, sin Blå Bog eller gå på nettet. Hvis jeg lagde al den tid sammen, jeg har brugt til at lede efter de korrekte stavemåder af folks navne, kunne jeg have nået at skrive en roman mere end jeg har gjort.

Vi har soldater i Helman-provinsen. Hvordan staves det land – Helman eller Hellmann?

DR’s korrespondent i USA hedder Fahrendorff. Hvorfor skal der et overflødigt h og et overflødigt f i det navn? Navnet stammer fra tysk Dorf, der betyder landsby. Men tysk Dorf har kun et f. Hvorfor skal Fahrendorff så gå rundt og prale med to ff’er? Er det lettere at score med to ff’er end med et? Jeg spørger bare.

Navnet Skov er jo det samme som vores bøge-skov. Men det staves på de mest indviklede måder. Så Skov’erne ligner en udstilling af damehatte med spraglede påfuglefjer i: Schou, Schow, Schouv, Schouw og så fremdeles.

Når jeg skal sende et brev til Bylovsvej på Frederiksberg, må jeg først finde et kort over

København frem. Og, jo, det staves med tysk ü – et bogstav der slet ikke hører til i Danmark. Og med w. Bülowsvej.

Vi havde engang en kulturminister der hed Niels Matthiasen – med to t’er og et stumt h. Hver anden journalist, der skrev om ham, stavede hans navn forkert. Ham tog Politikens ”At tænke sig” engang de overflødige konsonanter fra. Det var dengang kronprinsesse Margrethe endnu ikke havde fundet sin Henrik. Så ”At tænke sig” rimede:

Nu er der ingen ko på isen.

Margrethe skal giftes med Niels Matisen.

Vi er mange der griner, når ( kong ) Konstantin og prinsesse Benediktes muntre prins Richard af Berleburg træder op til hoffets fester belæsset med skærfer og medaljer. Medaljerne er ingen nytte til, og bærerne, de to raske guttermænd, har ikke gjort sig fortjent til æresbevisningerne. Derfor ler vi. Og Konstantin og Richard ler måske også, når de står foran spejlet og tager hele udstyret på. Deres tingel-tangel. Noget, man synes er sjovt at vinde på Bakken – når man er ti år.

Men navnenes tingel-tangel hæger ejermændene om så nidkært som ville deres selvrespekt gå fløjten, hvis de ikke fik alle deres forvirrende og unødig h’er, f’er, sch’er, ü’er med i deres underskrift.

Måske tror de, at deres slægt bliver regnet for ældre og finere, jo flere bogstaver de pynter deres navn med. For i rigtig gamle dage stavede man ”tvivl” thuiffuill. ”fordi” blev til ffordhi. Og ”venskab” til wennskaff.

Men det var ffordhi man ikke havde nogen retskrivning på Christian den Fjerdes tid.

Så derfor synes jeg vi skal gå over til at stave vore navne lige ud ad landvejen. Smit, Skov, Krone, Drakman, Jes Dorf, Mik Sjak, Jan Linhard.

Ligesom Ole Hyltoft staves uden d!