DR’s P 2 kan
ikke undværes - og så må bestyrelsen med beklagelse lukke P 3
Af Ole
Hyltoft, forfatter, næstformand i DR’s bestyrelse
Medierne opfatter det som en afgjort sag, at DR’s klassiske
musikkanal P 2 skal lukke. For at give plads til den nye talekanal.
Men det står der ikke
noget om i medieforliget. Og kulturministeren har sagt, at hvordan DR vil
disponere sine nu tre FM-radiokanaler, må DR’s bestyrelse afgøre.
Og vi har ikke afgjort
noget endnu. Så lad os nu først lige tage en runde om, hvad det er DR skal
gavne og fornøje os alle sammen med.
DR’s nuværende direktion
lægger hovedvægten på, at seere og lyttere vælger DR’s kanaler frem for andre.
Man kan kalde det Lego-modellen. Det gælder om at få flest mulige til at lege
med Lego-klodser. Jo flere Lego-klodser = lyttere, jo større succes for firmaet
– Lego eller DR.
Men der findes også en
anden opfattelse af meningen med DR. Nemlig at DR først og fremmest skal være
et tilbud til alle danskere om at møde, nyde, forstå det bedste og det
vigtigste, der præsteres i vores kultur. Denne opfattelse forekommer det mig,
at medieforliget hælder til. Der står i
forliget, at DR skal formidle ”det ypperste af den danske kultur og kulturarv.”
Noget af dette vil være
let tilgængeligt. Som Kim Larsens sange, eller DR-dramas krimiserier. Andet kræver noget mere koncentration eller lytte-øvelse.
Det kan være Niels W. Gades symfonier eller Herman Bangs noveller. Eller Niels Bohrs komplementaritetsteori.
P 3’s let tilgængelige
rock- og pop-programmer giver kanalen mange lyttere.
Men den mest storslåede, den ypperste musik, menneskeheden har frembragt, er nu
stadig de klassiske symfoniske værker, Brahms, Mahler, Sjostakovitj mv.
Hertil skal lægges den
danske vinkel. Hvis vi ikke har et orkester til at spille og en radiokanal til
at udsende den danske musiks hovedværker fra Kuhlau, Weyse, Niels W. Gade,
Hornemann, Heise, til Lange-Müller, Rud Langgaard m.fl., vil disse værker
forsvinde. Ingen kommerciel, ingen
udenlandsk station vil spille dem.
P 2 højner det musikalske niveau i befolkningen. Og at højne er det, DR er sat i verden for.
DR har efter stort
rabalder fået en af Europas smukkeste koncertsale. Den er tænkt som arnestedet
for at gøre den bedste musik populær hos alle i landet. Det er ulogisk og
udtryk for en jammerlig kulturpolitik så samtidig at lukke den P 2-kanal, der
på æterens bølger skal bringe koncerterne ud til hver stue i landet.
Kampen om P 2 står ikke
mellem, om DR skal have store eller mindre store lyttertal. Selvfølgelig skal
DR have så mange lyttere som muligt på alle sine kanaler. P 2, der er den mest
professionelt drevne DR-kanal, har da også omkring 400.000 lyttere. Kampen står
mellem at give det bedste eller det populæreste plads i DR.
Den klassiske musik er en
uundværlig del af den europæiske kulturs fundament. Oplærer vi ikke hinanden
til at værdsætte det fundament, vi står på, sætter vi danskerne uden for det
europæiske fællesskab. Så sætter vi vores eget land i den åndelige sinkeklasse.
Derfor bør vi i DR’s
bestyrelse beslutte at bevare P 2. Beklageligt at vi så må lukke P 3. Men meget
af P 3’s danske musik kan spilles på P 4. Og P 3’s udenlandske rock- og pop-musik
kan høres på mange andre kanaler.