Siger socialdemokraterne farvel til kulturradikalerne?

Af Ole Hyltoft

Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, har kaldt til kamp mod kulturradikalismen i sit eget parti. Klogt af ham. Hvis partiet da igen vil have kontakt med folket og igen i regering.

Det er partiets ægteskab med kulturradikalismen, der gør, at det i dag kun er halvt så stort som på H.C. Hansens tid. Og det er Nyrups kulturradikale indstilling til den islamiske indvandring, der er årsag til, at Socialdemokratiet mistede regeringsmagten i 2001.

Folkeligt fodfæste eller kulturradikal himmelflugt?

Den konflikt mødte jeg allerede som ung mand. Den rasede nemlig på den socialdemokratiske hovedavis, Aktuelt, da jeg i 60’erne fik min gang på avisen. Kulturstoffet blev på det tidspunkt bedrevet, dygtigt, men noget eksklusivt, af en fuldblods kulturradikaler, Rosa Krotoschinsky . Omkring sig havde hun charmerende mennesker af egen afstamning. En Thomas Vinding. En Lulu Gauguin ( efterkommer efter Tahitis geniale maler. ) Og frem for alle bladets tidligere chefredaktør, nu kunstanmelder, Preben Wilmann. Han var en musisk eksplosion af en redaktør, men led af den tvangstanke, at Socialdemokratiet skulle gøres til et kulturradikalt parti. Han var halvguden for de kulturradikale skriverkarle på Aktuelt. Guden var selvfølgelig Poul Henningsen, som var fast medarbejder på avisen i 50’erne.

Men i 1959 var Social-Demokraten blevet til Aktuelt, Preben Wilmann var degraderet til kunstanmelder, PH var fyret, og professor Frederik Nielsen var blevet chefredaktør. Han var på det tidspunkt landets mest inspirerende litteraturformidler, forgudet af de universitetsstuderende, og en foragter af PH og alt hans væsen.

Kampen mellem de to kultursyn, man kan kalde dem det Bomholtske og det Poul Henningsenske, var en kamp på liv og død.

Selv havde jeg mit hjerte tvedelt mellem de to. Jeg var varm tilhænger af PH’s frisind. Kendte oven i købet guden privat. Vi læste hinanden, og han lånte bøger af mig. Men jeg syntes nu nok at kulturradikalismen manglede kunstnerisk dybde og social indføling. Det folkelige fællesskab var for mig det bærende samfundssind.

I 1969 oplevede jeg så en af idekampens hårde dueller. En af bladets grandseigneurs var Anders B. Nørgaard. Han havde modtaget Cavlingprisen i 1950 for sin afsløring af, hvordan den fyrstelige plattenslager Hasselstrøm havde fået både sortbørsbranchen og politiet viklet ind i sit edderkoppenet. I disse uger kan man på DR-tv gense Anders B. Nørgaard - i Bent Mejdings skikkelse - i Ole Chr. Madsens vellykkede filmserie om Edderkoppen.

Som Bent Mejding med rette fremstiller ham, var Anders B. Nørgaard en mand af den gamle skole. Han kunne ikke døje ungdomsoprørets udskejelser, som stod på sin højde netop da. Så han skrev en kronik om sin afsmag for tidens lange, usoignerede hår, løsgående damebryster, rundkredspædagogik og den slags. Men sådan en kronik anså den kulturradikale kronikredaktør, Rosa Krotoschinsky, for reaktionær. Så de synspunkter skulle ikke bringes til de socialdemokratiske læseres kendskab. Aktuelt var det rene Sverige på det tidspunkt. Det socialdemokratiske folk skulle værsgo lære at elske de nye tider, munkemarxisternes. For kronikredaktøren var det ikke ukært, at bevægelsens førstemænd som Krag og Hækkerup blev udskiftet med ungsocialister som Ebbe Kløvedal Reich, Hanne Reintoft, Amdi Petersen, Preben Wilhjelm.

Det var et nej, et uigenkaldeligt NEJ til Edderkoppens overmand om at få trykt sin kronik. Så chefredaktøren, der nu hed Bent Hansen, måtte sætte sin kronikredaktør ud af spillet og tvinge kronikken frem i spalterne. Bent Hansen, den senere socialminister, mente selvfølgelig, at alle velargumenterede synspunkter skulle høres. Men det har aldrig været kulturradikalernes praksis. Folk skal opdrages, ikke oplyses.

Konflikten på Aktuelt mellem de to livssyn gik længere tilbage. Også 30’ernes Social-Demokraten havde været præget af kulturradikalere som tegneren Hans Bendix, baggårdstegneren Anton Hansen ( ”Anton tegner rotterne, Bendix tegner godterne.” ), tegneren Herluf Bidstrup ( senere Land og Folk og Lenin prismodtager ), forfatteren Karl Bjarnhof ( det afskyelige stortalent, senere DR ).

Når det gik forfatteren Harald Bergstedt så ilde, mon så ikke hans landsforræderiske bortgang fra Social-Demokraten til Fædrelandet hang lidt sammen med, at de frække – radikale – københavnersnuder på bladet drillede den provinsielle Bergstedt ( med det eminente lyriske gehør ) med hans biedermeier-manerer? Radikalismens grundlægger Georg Brandes kunne jo heller ikke døje Bergstedt. ”Fri mig for hans klamme barberfingre”, sagde Brandes om ham.

Social-Demokraten husede dog også i 30’erne lidet kulturradikale gemytter som Flemming Madsen ( senere Berlingske Tidende og DR ), Bomholt, K.K. Steincke m.fl.

Mens Hans Bendix endnu flanerede som cyklende bowlerhat, prajede han mig engang neden for sin lejlighed på Østerbrogade. Der var noget, han ville sige: De antinazistiske tegninger, Anton Hansen og jeg lavede i de kulturradikale magasiner, ”Åndehullet” og ”Kulturkampen”, betød ikke meget. For de blade blev kun læst af salonkommunisterne. Nej, det var når vi latterliggjorde Hitler, Göring og Goebbels i Social-Demokraten, at vi vaccinerede arbejderbefolkningen mod nazismen.

I disse år før og efter besættelsen var der ingen tvivl om, at kulturradikalismen spillede anden violin i Socialdemokratiet, så længe H.C. Hansen spillede første violin.

Den kulturradikale Bodil Koch var taget med i regeringen som kirkeminister. Og som alle kulturradikale politikere og kunstnere nød hun en velbehagelig presse fra sine ligesindede i journalistkorpset. Det skumlede man nok lidt over i partiets inderkreds. Men da det jo gavnede partiet, fandt man sig i hendes særbehandling.

Dog kun indtil hun begyndte at tage særstandpunkt til den vesttyske genoprustning, som hun var imod. Så sagde H.C. Hansen til hende i folketingsgruppen, at hvis hun insisterede på det, så var det ud af regeringen. Og han sluttede med det H.C. Hansenske piskesmæld: ”Og så er den skid slået.” Bodil Koch rettede ind.

H.C. Hansens slet skjulte foragt for Jens Otto Krag hang også sammen med, at Krag var kulturradikaler om en hals, dog mere i sin væremåde og omgangskreds end i sin praktiske politik.

Efter den tsunami, der i 1968 vældede ind over vores offentlige liv, ændrede kulturradikalismen karakter. Fra at have været en – nødvendig – protest mod den borgerlige magt blev den nu selv magthavende. Ubegribeligt hurtigt blev kulturradikalismen de herskende klassers filosofi. Den borgerlige Baunsgaard-regering fra 68 til 71 kapitulerede umiddelbart og indførte fri abort og fri porno.

Og samtidig skrumpede det socialdemokratiske modstykke til den borgerlige kultur ind til ingenting. Socialdemokratiets grundidé havde været en fællesskabets kultur, der satte medmenneskelighed og kulturglæde højere end jagten på penge og ydre fornemhed. En materialist som Jens Otto Krag forstod ikke den tankegang og støttede nedbrydningen af det Stauning-H.C. Hansen-Bomholtske socialdemokrati. ( Symbolsk ved at fyre Bomholt som kulturminister.)

Nu lod forvandlingen af Socialdemokratiet til et kulturradikalt parti sig ikke stoppe. Da LO besluttede sig til at satse storladent på en relancering af Aktuelt, satte man en hengiven kulturradikaler, Jørgen Flindt Pedersen, i spidsen. Han gjorde Aktuelt til en kopi af Politiken og kaldte den Det fri Aktuelt. En ikke særlig respektfuld hilsen til sine forgængere, som ikke havde følt sig specielt ufrie.

Det fri Aktuelt blev den socialdemokratiske presses undergang.

Socialdemokratiet var fra 70’erne erobret af kulturradikalisterne. Nogle vil sige partiet blev moderniseret. Jeg synes det forfaldt. Dets indre liv hørte mere eller mindre op. Forlaget Fremad lukkede. Aviserne lukkede. Arte lukkede. Radioklubberne svandt ind til ingenting. AOF blev et aftenskolebyro. Osv. Den nye stil gav sig groteske udslag. Et af de mere grinagtige var, at socialdemokraterne i København kaldte deres medlemsblad for ”Propaganda”. Det er det, der hedder postmodernisme.

Så da de muslimske folkevandringer satte ind i Europa i 1980’erne, fulgte den socialdemokratiske ledelse ikke sine egne vælgeres syn på sagen, men de kulturradikales idé om at lade Danmark udvikle sig til en multikultur.

Så forlod hundredtusinder af socialdemokrater deres gamle parti. Herunder min unge skorstensfejer Jan og jeg.