Hvad skulle vi have gjort?

Af Ole Hyltoft

Den 9. april er en pinlig affære for alle danskere.

   Selvfølgelig skulle vi ikke have givet os ud i en egentlig krig med nazitroppernes hensynsløse overmagt. Men vi kunne da have undladt episoder som den i Slagelse, hvor den danske garnisons kommandant kom den tyske oberst i møde og overgav sig som krigsfange. Tyskeren sagde venligt, at sådan skulle den tyske opmarch da ikke forstås. Hvorefter den danske kommandant og den tyske officer skulder ved skulder skridtede fronten af foran de måbende danske soldater.

   Og Middelgrundsfortet kunne vel også have skudt et par huller i det tyske troppetransportskib Hansestadt Danzig, i stedet for at lade det sejle uskadt forbi og lægge uantastet til ved Langelinjekajen. Lidt artilleriild fra havnen havde vel vækket dem nede på Kastellet, så de havde kunnet forsvare hærens hovedkvarter et par timer.

   Den 9. april viser forskellen på at være målbevidst og være rådvild. Den danske rådvildhed begyndte i regeringen. Men overblikket, viljen, dygtigheden manglede også i forsvaret. Det lugter langt væk af ”Matador”, når hærens general Prior ville flytte kong Christian op til Høvelte kaserne og fortsætte kampen mod tyskerne derfra.

    Den danske admiral med det tyske navn Rechnitzer var naivist af Seidenfadenske dimensioner. Han troede på hvad Hitlers admiral Raeder engang havde sagt til ham, at tyskerne skam ikke havde nogen onde hensigter med Danmark.

   Selvfølgelig var det en æggedans at gøre modstand mod Hitlers gale ambitioner. Og det lå  øverst i alle danske politikeres bevidsthed, at det i 1940 kun var tyve år siden grænsen ikke lå ved Tønder, men bare lidt syd for Kolding.

   Regeringens rådvildhed gik igen hos dele af befolkningen. Lise Nørgaard har fortalt, at pæne fruer på Gl. Strand gik ud på gaden og serverede kaffe og kage for de tyske soldater.

   Formanden for Politikens bestyrelse, Erik Scavenius, havde været Danmark en dygtig udenrigsminister under 1. Verdenskrig. Men nu bildte han sig ind, at det nye Tyskland – under en desperat ganster-fører - var uovervindelig.   Hans opfattelse fik sat et kainsmærke på Politiken, da han den 27. april 1940 gav Politiken ordre til at skrive en leder om Tysklands overfald på Danmark. Lederen underlægger sig den tyske propagandas forklaring, at tyskerne kun besatte os, for at komme englænderne i forkøbet. Lederen slutter med de berømte ord: ”Churchill er en farlig mand.”

   I disse år gentager spillet sig. Den store fredsmægler Tøger Seidenfaden bøjer nakken for en ny barbarisk ideologi, den ekstreme islam, og undskylder, at Politiken har bragt Kurt Westergaards tegning af den gamle stratenrøver Muhammed med bomben skjult i turbanen.

   Hvor Scavenius undsagde Churchill, undsiger Seidenfaden Westergaard. Uden Churchill havde vi ikke levet i en nogenlunde fri verden i dag. Uden at mange gør som Kurt Westergaard og holder fast i vores ytringsfrihed, og uden at der er aviser der tør trykke den forløsende humor, lever vi ikke i et frit samfund om 50 år.

   Tilsyneladende er der altid en fanatisk ideologi, katolicisme, nazisme, kommunisme, islamisme, der vil baste og binde os. Og der er  åbenbart altid svage sjæle – også nogle med høje stillinger og høj intelligens – der vil bøje sig i støvet for de vanvittige. I 1940 som i 2010.

   Den 9. april 1940 var en rigtig møgdag. Men den vaccinerede os mod at give efter for labaner. Der er nogen der trænger til at blive genvaccineret.