Kun nationalfølelsen kan samle os

Af Ole Hyltoft

Hvor er det religiøse blevet af i mit forsøg på at genopvække nationalfølelsen? spørger Steen Marqvard Rasmusen ( 10.-2. ).

Jamen, Steen Marqvard, nationalfølelsen er religiøs.

Hør her. Jeg går forbi Rundetårn i København. Jeg ser murerne for mig som de gik og arbejdede på tårnet sidst i 1630’erne. Jeg bliver selv en af murerne. Jobbet er hårdt. Murerne havde slet ikke de hjælpemidler, vor tids arbejdere har. Men i 1642 er vi færdige. Og stolte af at have givet København et vartegn, som vores efterkommere i århundreder kan fryde sig over.

Du, Steen Marqvard, er ikke bare skribent i Kristeligt dagblad i 2010. Også du er en murer i Christian den Fjerdes København. Og måske også en biokemiker i 2210. Du overskrider din egen fødsel og død.

De oder til fællesskabet, jeg har forfattet i bogen ”Tør du være dansk?”, er ingen systematisk religion. De rummer ingen skabelsesberetning, ingen lovregler, intet løfte om evigt liv som enkeltindivid.

Jeg vil snarere kalde nationalfølelsen noget naturligt, noget mennesket iboende, noget der opstår af det, der i ”Tør du være dansk?” kaldes hjemlighed.

I enhver af os kan der opelskes en følelse af fælles identitet med alle dem, der har levet og vil komme til at leve under de bestemte stedlige betingelser, som Danmark udgør. I dette landskab, i denne type byer, i dette vejrlig, med dette sprog – og med den historie vi har gennemløbet og den kultur vi har udviklet netop her.

Fællesskabsfølelsen ligger i os. Men vi skal indstille vores sind på den for rigtig at mærke den. Vi kan sagtens ile forbi Rundetårn uden at sanse andet end et højt murstenstårn.

Og hvad er så vundet ved denne nationale indfølingsevne?

En stærkere fornemmelse af at stå på egne ben.

En ophævelse af ensomheden.

En udvidelse af vennekredsen, kan man sige i disse Facebook-tider.

En rigere verden, siden også stenalderdanskeren, stavnsbonden, Dybbøl-soldaten og H.C. Andersen lever inde i mig.

Og til syvende og sidst ophævelsen af min egen død. Når min personlige død indtræder, lever jeg dog videre i det danske fællesskab, jeg er blevet et med.

Men det er klart, at jeg’ets udvidelse til et fællesliv med alle landsmænd forudsætter, at jeg kender mit land geografisk, magter dets sprog, kender de malerier, de bygnings- og musikværker, de bøger, de konger og politikere, der sammen skabte den kultur, vi udgør.

Derfor er den levende tilstedeværelse af kulturarven - i skolen, i Danmarks Radio, i den offentlige samtale os alle imellem - ganske nødvendig. Og at vende ryggen til kulturarven, som så mange har gjort de sidste 40 år, gør nationalfølelsen kraftesløs.

Hvor bliver kristendommen af i dette fællesskab?

Er kristendommen ikke netop en fællesskabets religion? Står der ikke i Biblen, at du skal elske din næste som dig selv? Og da kristendommens ydre udtryk – kirker, salmer, liturgi – er en del af vores fælles kulturhistorie, er kristendommen også en del af indholdet i det danske fællesskab.

Men ateister har også hjemme her. Nationalfølelsen er vi herboende fælles om. Med Hisb-ut-Tahir, de autonome og åndløse liberalister som undtagelser.

Forveksler jeg romanlæserens indlevelse i andre personer med naturreligionens fællesfølelse?

Det mener jeg ikke. Det er ikke en drømmetilstand jeg henviser til. Nationalfilosofien kræver, jeg påtager mig et ansvar for alle mine medborgere nu og i fremtiden. Jeg er forpligtet til at gøre vores fælles liv bedre, aflevere samfundet i en bedre tilstand end jeg modtog det. Var jeg kun mig selv, havde jeg vel ret til at forspilde mit liv. Men nu, da jeg også er alle de andre, er jeg forpligtet til at lægge alle mine kræfter i for det fælles bedste.

Det er derfor jeg synes de toneangivende i vores land, globalister som de er, skal holde op med at være nedladende over for det nationale fællesskab. Det er i dag det eneste der kan samle os. Det er en udvidelse af hvert individs erfaringer, oplevelser og ansvar, som er til at tage og føle på. En rigdom. Vi har ejet denne rigdom før, i grundtvigianismen, til dels i arbejderbevægelsen, og under besættelsen. Lad os sætte den i højsædet igen.