Danmarks Radio har i december og januar gennemgået en omvæltning. Næstformanden i DR’s bestyrelse skriver her om, hvad tanken bag dette er: mere løftende og mættende programmer, et tydeligere DR-ansvar for landets kultur.

DR’s stilfærdige paladsrevolution

Af Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i DR’s bestyrelse

Gad vist om det er gået op for alle, hvilken omvæltning der er sket med Danmarks Radio de seneste uger. Den største forandring siden generaldirektør Chr. Nissen hældte barnet ud med badevandet for femten år siden. Men også fik politikerne med på at bygge DR-byen med landets smukkeste koncertsal.

Den DR-bestyrelse, der blev sammensat for et års tid siden, har brugt sit første år på at sondere terrænet. Og har nu stadfæstet en linje, der gerne skulle medføre, at DR genfinder sin identitet som dansk folkeoplysnings tv og radio.

Tre af DR’s direktører har i den forbindelse frivilligt forladt DR. Jeg vil ikke påstå, den nu forhenværende DR-ledelse var kulturfjendsk. Men den beherskende, jeg synes tit den eneherskende, målestok for programlægningen var seertallene. Kunstarterne blev tilsidesat. Oplysningsudsendelser blev poppet op, ja, forfladiget. Sproget blev forsømt. Man undgik at opdyrke store kundskabsrige fortællere af Palle Lauring-, Erik Kjersgaard-typen.

Betegnende og meningsløst fyrede DR en af husets få internationalt respekterede medarbejdere, orkesterlederen Per Erik Veng, der havde ført radiosymfoniorkestret frem til dets internationalt høje niveau.

Michael Bojesens højklassede og afholdte pigekor blev fjernet fra P 1 lige før radioavisen kl. 12. Begrundelsen byggede på forkerte oplysninger. DR-ledelsens bevidste eller ubevidste motiv tror jeg var en opfattelse af, at højskolesangen ikke hører vor tid til.

Som JP’s læsere nok husker, var vi et par stykker i bestyrelsen der højlydt vendte os mod denne letbenede politik. Vi tabte stort set alle slagene. Men måske har vor opposition alligevel gødet jorden for det, der nu er sket.

Nu er den gamle, alt for byrokratiske struktur revet ned. Kulturen, oplysningen og provinsafdelingen har fået sat bredere mål og fået fagligt dygtige chefer, til dels fra forlags- og bladverdenen uden for DR. Og disse direktører har fået direkte adgang til bestyrelsen. Gitte Rabøl som oplysningsdirektør. Morten Hesseldahl som kulturdirektør. Inger Bach som direktør for en udvidet provinsafdeling. Mikael Kamber som mediedirektør. ( Den der koordinerer programlægningen. )

Efter alt for mange år med ”al magt til embedsmændene” har folkestyret i form af DR’s bestyrelse gjort sig gældende. Og banet vejen for, at seerne og lytterne kan få mere mættende og alsidige programmer, end vi har været vant til. Generaldirektøren har tilsluttet sig den nye kurs.

Jeg siger ikke, at alt nu er godt i DR. Der hersker stadig politisk ensidighed i DR. Ikke i form af røde lejesvende. De røde er jo også blevet omtrent borte på verdenskortet. Men i form af en lovligt ensartet opfattelse af hvad der er god tone. Vi kan kalde den DR’s helligånd.

Efter folkestyrets rask gennemførte felttog imod byrokrati og for er mere meningsfyldt DR, virker Ellen Trane Nørbys kritik af DR-bestyrelsen ekstra hovedløs. Hun vil hellere have en professionel bestyrelse, siger hun.

Hvad er en ”professionel” bestyrelse i DR?

Efter min mening er det en, der har indsigt i det, DR beskæftiger sig med, medier, kultur, sprog, musik. Sådan en bestyrelse har DR i ganske vid udstrækning for øjeblikket – med en tidligere kongelig teaterdirektør i spidsen.

Men Trane Nørby mener givetvis noget andet med ”professionel”. Hun mener en bestyrelse som dem, der leder banker, investeringsfonds o. lign. En bestyrelse af højtlønnede advokater og forretningsfolk. Men, Trane Nørby, har vi ikke lige haft erfaringer med en sådan bestyrelseformand? En cand.polit. og fhv. kreditforeningsdirektør. Han deltog aldrig i debatten om DR, ja, han var tavs som graven. Hans tavshed gjorde, at DR’s daglige ledelse aldrig fik noget frugtbart samspil med bestyrelsen. Under hans - topøkonomens - ledelse fik DR en byggeunderskud på 1,7 milliarder kroner, og hele institutionen vaklede på sine sokler.

Nej, det er det danske folk der ejer Danmarks Radio, ikke Advokatsamfundet eller Djøf-forbundet. Så folket skal være med i ledelsen.Den enkleste måde at lade dette ske er, at folketingets partier, som nu, udpeger hver en repræsentant. Han/hun må gerne være mediekyndig og skal i hvert fald være kulturinteresseret.

Dette er vigtigt, fordi DR er landets eneste virkeligt bæredygtige kulturinstitution ved siden af folkeskolen. Af og til er der nogle – oftest med hjemsted i V og K – der sil sælge Danmarks Radio til stanglakrids (hvad der måske vil sige til en australsk eller arabisk milliardær ). Eller bare lukke DR. Men hvad er der så tilbage til at holde sammen på vores lille land? Novo Nordisk? Fodboldlandsholdet? Caroline Wozniacki? De er gode nok. Men de giver ikke den fornemmelse af folkeligt fællesskab som vi får, når vi åbner for radioen og hører rådhusklokkerne, pigekoret eller sidder om søndagen sammen med det halve Danmark og hører Giro 413 eller ser ”Livvagterne”.

DR ER Danmark. Hvis DR da bliver brugt rigtigt. Det er DR ikke blevet fuldt og helt de senere år. Hvad ligner det, at DR – før paladsrevolutionen – udelukkede Dansktoppen fra de populære sendeflader? Raquel Rastenni og hendes ”Her kommer mutter med kost og spand” eller Peter Malberg med ”Du er min øjesten, en bette dejlig en” er ikke verdenskunst. Men sangene er del af vi danskeres hverdagskultur i nyere tid. Den kultur skal DR sørme holde i hævd. Ligesom DR bør holde vore mest populære revyviser i live, fra Erik Bøgh, over Ludvig Brandstrup ( ”Hen te kommoden og tebaws igen” ), PH, Osvald Helmuth, Kim Larsen. Vi skal da kunne de bedste af de viser, vore oldeforældre forfriskede livet med. De er brudstykker af vores kulturarv og bør høres jævnligt på P 3 og P 4, gerne sunget af vor egen tids sanglærker.

Vores sangtradition er også højskolesangene og salmerne. Bojesens pigekor har allerede taget hul på de nye tider og har for begejstrede, fuldbesatte koncertsale blandet dansktop og højskolesange.

Men det er ikke kun den danske sang, DR skal have befriet for smagsdommernes angelsaksiske besættelse. Også de danske symfonier og operaer har DR ansvaret for at holde levende. Hvis DR ikke jævnligt spiller Kuhlau, Hartmann, Horneman, Heise, Gade, Weyse, Lange-Müller, dør disse danske komponister. For ingen andre radiofonier rundt i verden spiller dem. Så uden DR vil Danmark stå fattig tilbage med kun én kendt symfonisk komponist, Carl Nielsen.

Ved et selskab forleden kom en mand omkring de 70 år hen til mig og sagde: ”Jeg har fået min opdragelse af DR. Børnetimernes dramatiseringer af Gyngehøvdingen, Oliver Twist, Jorden rundt i firs dage. Poul Reumerts og Bodil Kjers oplæsning af vore klassikere. Meget af min viden om naturen og verdens lande har jeg fået af DR. Og mit sprog har jeg fået af Danmarks Radio. Hvorfor får nutidens børn og unge ikke denne gave?”

En bedre begrundelse for paladsrevolutionens nødvendighed kan ikke gives. I min generation var der mange der fik fast ophold i skønlitteraturens forunderlige have ved at høre Poul Kern læse Martin A. Hansens roman ”Løgneren” højt i radioen. Eller ved at høre Karin Nellemose, Preben Lerdorff Rye, Elith Pio bruge det danske sprogs talrige muligheder for at tolke det skrevne ord fra Leonora Christina til Dostojevskij.

Der er ekstra brug for disse oplæsninger nu om dage. For tidens skuespillere på film og teater bestræber sig på at tale så hverdagsagtigt og utydeligt som muligt. Vi hører ikke ordentligt dansk nogen steder. Det er på tide at nutidens ædleste stemmer, en Henning Jensens, en Søren Sætter-Lassens, bliver bedt om at levendegøre det bedste dansk der er skrevet, en Herman Bangs, en J.P. Jacobsens. Og det skal ske i P1 eller P2, ikke på en isoleret DAB-kanal.

Hørespillene er hørt op i radioen. Det var rimeligt nok. De havde vist udviklet sig til en øvelsesskole for ufuldbyrdede avantgardister. Men dansk litteratur besidder et skatkammer af dramaer, som næsten aldrig bliver spillet på teatrene. Find dem frem, DR, og kald dem til live i radioen. Holberg, Oehlenschlæger, Heiberg, Hertz selvfølgelig. Men der er også andre. En sognepræst i Viborg, Hieronymus Justesen Ranch, skrev i slutningen af 1500-tallet en farce, ”Karrig Nidding”, som folk lo af i århundreder. Ebbe Rodes far, Helge Rode, skrev tankefulde skuespil. Den senere finansminister Edvard Brandes skrev interessante debat-dramaer samtidig med Henri Nathansen og Gustav Wied. Senere kom Soya og Sønderby til.

Hørespiludgaver af disse dramaer vil ikke få publikumstal som Gabolds ”Forbrydelsen”. Men de er heller ikke så dyre. Og DR’s opgave er ikke kun at få kæmpe publikum. DR skal også gøre vores fælles fortid levende.

Hvorfor ikke indlede tv-aviserne med et godt digt eller en god sang?

Anders Lund Madsen brugte for nylig sit Aftenshow til lidt i den retning. Han havde sagt farvel og tak til seerne, da der frem på skærmen tonede et mærkeligt maleri af Poul Anker Bech. Det fik vi så en passende tid at kigge på, inden trinde Madsen fortalte os, at Poul Anker Bech lige var død.

Denne metode kunne tv-avisen også bruge til at inddrage billedkunsten i sin verden. Kom bare i gang, Ulrik Haagerup!

Der er mange andre ubrugte muligheder for et anderledes varieret DR. Selvfølgelig skal DR også stå på hovedet for at være sjov og underholdende og få en masse seere. DR skal bare huske, at den slags gøgl kan de andre tv-selskaber også levere. En af DR’s centrale opgaver er at vise os de værdifulde sager, der ikke er på mode lige nu. Herunder de guldskatte, der skal graves ud af fortidens kæmpehøje.

Paladsrevolutionen har givet grønt lys for dette gravearbejde. Jeg håber medarbejderne vil gribe til skovlene.