Har du lagt mærke til, at vores førende boghandeler er blevet til kriminalmuseer? På boghandlerens disk og hylde og i hans vinduer flyder det næsten kun med beretninger om giftmord, lystmord, sexmord, seriemord, snigmord, øksemord m.m. Samt et rigt udvalg af torturmetoder, brandstiftelser og andre perversiteter.

Den slags bøger går under betegnelsen krimi. Det er ikke rigtige romaner. Men det ligner. I hvert fald på omslaget og sidetallet.

Krimier mig her, og krimier mig der. Femikrimier for de feminine. Og biokrimier for biologerne. Astro-krimier for science fiction-slugerne. Krimiforfattere i damebladene, i søndagsaviserne og i tv, hvor den ene krimifilm afløser den anden.

Jeg synes det er for meget med al det blod på bogsiderne. Jeg indrømmer, at jeg ikke er upartisk i sagen. Jeg har jo skrevet den vigtigste ikke-krimibog i denne sæson. Bogen om hvad det vil sige at være dansk. Den bog måtte jeg forleden helt ind i boghandelens inderste hjørne for at finde. Mens boghandleren var ved at kvæle mig i alle sine overskårne struber og nøgne modelpiger med dolk i hjertet og blodet sivende delikat ud af mundvigen.

Hvis du åbner for tv, er det første billede du ser en spids kniv presset mod et gidsels hals. Og hvis vi går til den privat meget fredsommelige Kenneth Plummers DR-fjernsyn, så er Sofie Gråbøl og Cecilie Stenspil også ideligt udsat for lemlæstelse og mordforsøg.

Jeg vil ikke påstå virkelighedens knivdrab og økseattentater skyldes krimibølgen i bøger og film. Men en vis afsmitning skal der nu nok være tale om.

Mit lokale folkebibliotek har så mange vægge med krimier, at en udlænding på besøg må tro, at krimi på dansk betyder bog.

I den kolde krigs Østeuropa sagde kommunisterne, at Vestens kapitalisme gjorde folk griske og forbryderiske. I dag kunne de godt tage krimibølgen som bevis.

Da jeg var dreng, udlånte biblioteket ikke kriminalromaner. Hvis jeg ville læse mine kære Jan-bøger, måtte jeg ønske mig dem af skolekammeraterne til min fødselsdag.

Sir Conan Doyles Sherlock Holmes-noveller fik jeg dog læst i en meget ung alder. Det var gys og bæven med interessante indsigter i londonsk ungkarleliv og britisk landadel. Ikke meget vold og blod, bortset fra den frådende køter til Baskervilles hund.

Glem for resten ikke, at Sherlock Homes’ højre hånd, doktor Watson, deltog i englændernes forrige krigstog i Afghanistan, det i 1878, og dér måtte indkassere en smertefuld kugle i skulderen.

Senere læste jeg med velbehag Simenons kriminalromaner. De har nemlig mennesket i centrum – hverken volden eller rebusen.

Rebusen? Ja, de fleste kriminalforfattere skriver romaner som en logistisk opgave. Den ene – ofte usandsynlige – hændelse efter den anden driver romanhandlingen frem. Men menneskefremstillingen er utroværdig. Flad som den avisside, du sidder med i hånden. Dette gælder for eksempel da Vinci-mystriet.

Men gider man læse romaner, hvis man ikke tror, at man også i det virkelige liv kunne møde de mennesker man læser om?

Romaner skal handle om mennesker i knibe og i lykke. Ikke om mennesker, der bliver skubbet ud af bildøre og ind i køleskabe. Og hvor ham, vi kun mødte i første kapitel, dukker op i sidste kapitel og plaffer forbryderen ned. Så helten undslipper den ellers så visse død. Så kære boghandler, prøv at lokke læseren på noget andet end de morderiske bøger!