Ulla Dahlerup sagde engang til mig: der er to slags mennesker. De, der går efter sex. Og de, der går efter mad.

Den sidste slags mennesker har kronede dage her i julen. De mest udspilede af slagsen ser vi vandre omkring i hovedgaderne i uklædelige, omfangsrige træningsbukser. Mens de runde damer er iført teltkjoler så vældige som duvende storsejl.

Selvfølgelig må vi hver især gøre med vores liv – og vores livmål – hvad vi vil. Men de, der æder sig så tunge som flodheste, kunne nu godt vise lidt samfundssind – og holde igen. Hospitalssengene kan ikke bære dem. Og portørerne får ondt i ryggen af at køre dem.

En af disse flodheste-herrer skulle underkastes en rutineoperation på hospitalet. Først måtte hele operationsstuens forråd af bedøvelsesmidler hentes frem for at den bugnende krop kunne falde i søvn. Derefter måtte alle til rådighed stående operative kræfter på operationsgangen hentes ind for at få flodhesten lagt om på siden, så der kunne blive adgang for knivene til operationsstedet. Efter operationen af denne gigant var kirurgholdet så udmattet, at resten af dagens operationer måtte aflyses. ( Dette er ikke en skrøne. Det er virkelighed. )

Ulla Dahlerups livsfilosofi randt mig i hu, da jeg forleden købte en bog om min egen lille stationsby, Tisvildes, herligheder. Bogen bringer imponerende skarpe farvefotografier af Troldeskoven, solnedgangen, klinterne og hvad der ellers er værd at prise på disse kanter, herunder min vrissebror, Mik Schack.

Men gudbedredet om denne farvestrålende egnsbeskrivelse ikke på hver anden side har en opskrift på en fedende middagsret og et prangende foto af samme ret anbragt på en antik tallerken. Som om Tisvilde var ædedolkenes og ikke strandløvernes paradis.

Danmarks Radio holder sig heller ikke for god til at lokke seerne ind i fedmens paradis. De to Price-drenge dukker igen og igen op og spiller deres mad-komedie i tv’s bedste sendetid. Vi er mange der bliver sentimentale, når vi ser James Price. For han er sin uforlignelige far, John, op ad dage. Desuden er han en fin musiker og tilsyneladende et gemytligt menneske. Men hvorfor skal hans stege flæskesteg for os i stedet for at spille julesange?

Måske kan Price’rne selv se komikken. I en hel udsendelse fremviste de forleden deres kasseroller og brødristere i stedet for at lave mad. Så kan de lære det, de forædte seere!

For at give de spise-glade et ædelt omdømme, kalder mange det for kogeKUNST. Og diverse kogebøger fylder halvdelen af bestseller-listerne i stedet for ordentlig litteratur. Karen Blixen har forenet de to gøremål. Hun har hyldet kogeKUNSTEN i en spøjs novelle om et dyrt måltid mad, Babettes Gæstebud. Som Gabriel Axel har gjort en ganske raffineret film ud af.

Men at lave mad er nu engang ikke en kunstart. Det er et håndværk. Dejligt når det gøres godt og man er sulten. Og hyggeligt her op under jul, når duften af sprød svær og rødkål breder sig i nissestuerne.

Men jeg synes nu der er noget simpelt ved, at man ved de danske middagsborde skal samtale om brisselkoteletter, rødmende kyllinger og braiseret fasan i stedet for om politikkens og den virkelige kunsts brændpunkter. Ligesom det er forarmede folk, der bruger et middagsselskab til at tale om friværdier og pengeanbringelser.

Mad er noget man spiser. Ikke noget man helligholder.

Ros kogekonen, men forfør hende hellere.