Længe har en orm gnavet i min sprøde sjæl. Når min kat Majka så på mig, mærkede jeg hans grønne blik bore sig ind i min betændte samvittighed. Blikket sagde: du har en dårlig samvittighed, Ole.

Det var det samme, når Villy Søvndal så på mig fra tv-skærmen. Og rock-stjernerne Bono og Bob Geldof skreg det ind i fjæset på mig. Tony Blair ramte min miserable moral i hjertet med ordene: Afrika er et ar i vores samvittighed.

Alle popmusikkens nattergale sang: giv en hånd til Afrika. Og jeg svarede: Vel vil jeg ej. Det nytter ikke. Jeg lyttede hverken til Blair eller Bono. Jeg lyttede til dem fra Vesten, der har arbejdet i Afrika. De sagde alle som en: det nytter ikke. Vi forærer milliarder, billioner til Afrika. Og afrikanerne bliver bare fattigere.

Men næsten alle vore politiske partier, selv de påholdende folk i Venstre, sagde: jo flere penge vi giver til Afrika, jo finere et parti er vi. Finest er Enhedslisten. For de vil give mest.

Men så her i weekenden fik jeg det bedre. Jeg læste nemlig en bog af en ung afrikansk kvinde, der hedder Dambisa Moyo. ”Dead Aid” hedder den. Moyo er vokset op i Zambia, og er blevet doktor i økonomi på to af verdens bedste universiteter, Harvard og Oxford. Hun bruger nu sin arbejdskraft i sit sorte hjemland.

Moyo skriver: Afrika er korrupt, syg og fattig. Grunden til det er de gavmilde pengegaver, de hvide sender til de sorte i Afrika. Altså ulandshjælpen.

Det er ikke bare sådan, at pengene ikke hjælper. Ulandshjælpen er direkte til skade for Afrika. Den undergraver hjemlig opsparing og investering.

Økonomen Moyo understreger, at undersøgelse efter undersøgelse har vist, at pengegaver ikke har nogen positiv virkning på Afrikas udvikling. Mellem 1970 og 2000, da pengegaverne til Afrika flød rigeligst, steg fattigdommen voldsomst.

Ulandshjælpen befordrer korruptionen. Og den hjælper de hvide, giverne, ikke de sorte, modtagerne. For en halv million hvide, ansat i godhedsindustrien, tjener deres løn ved at fordele ulandshjælp. Dertil kommer, at hvis ikke vi gav penge til Afrika, kunne Afrika slet ikke betale renterne af Vestens lån til Afrika. Så ville giver-landenes, altså de hvides finanssystem bryde sammen.

Afrikanerne ved det selv. Rwandas præsident sagde for nylig til Vesten: ”I de sidste 50 år har I givet 400 milliarder dollars i hjælp til Afrika. Men hvad er der kommet ud af det?”

Der er blandt andet kommet det, at de fattige i Europa, USA og Rusland gennem deres skatter har betalt til den nyrige og korrupte overklasse i Afrika.

Præsident Mobutu stjal lige så meget fra ulandshjælpen, 5 milliarder dollars, som hans land skyldte i udlandsgæld.

De fisekulturelle, som Suzanne Bjerrehuus kalder de selvretfærdige kulturradikale, skulle læse Moyos bog. Men det gør de ikke. Dels læser de ikke ret meget. De får deres viden fra førerfårets brægen. Og dels kan de ikke lide at møde virkeligheden, som oftest strider mod deres fordomme. Og nu har de i mange år haft det godt ved at gå rundt og føle sig bedre end os andre og sige, at de skammer sig over at være danskere, fordi vi ikke giver nok i ulandshjælp.

De fisekulturelle er fortabte. Men til alle andre vil jeg sige: ulandshjælpen er mest en ny måde at kolonisere Afrika på. Den giver uvidende hattedamer – med forfatteren Benny Andersen i spidsen – en god samvittighed at sove på. Den skader bare afrikanerne.

I stedet for ulandshjælp skal vi sende mad og medicin til Afrika, når der er katastrofer dér. Og løbende sende en masse kondomer. For overbefolkningen er Afrikas største problem.