TV 2 har børs på hjernen
Af Ole Hyltoft
Engang imellem spekulerer jeg på, om Børsen har købt TV 2. For hver morgen og flere gange om dagen toner en mand med opspilede og blinkende øjne frem på TV 2 News og proklamerer: Novo Nordisk er nede med to points.
En køn pige, der virker så børsmæssigt sammenpresset som Keslers højre næve, viser sig også jævnligt med uheldsvarslende budskaber såsom: Store Nord har måttet nedjustere forventningerne.
Nu ved jeg ikke rigtig hvad Store Nord er. Måske har det noget at gøre med kulgruberne på Svalbard. Eller med Sirius-patruljen i Nordgrønland. Men jeg forstår, at Store Nord nok vil rive min nabo og mig med i faldet.
Det får det også til at gyse i mig, når ham med de vippende øjne forkynder, at ”der er stærke kinesiske nøgletal”. Og det får mig ikke til at falde til ro, at Keslers kønne knytnæve hen på dagen siger, at ”dagen slutter i plus”. For hun siger også, at der er skuffede investorer, og at F.L. Smith kom svagere ud af sidste kvartal end ventet.
Jeg forstår ikke så meget af disse udtalelser. Men jeg forstår, at de giver grund til bekymring, og at jeg nok bør aflægge min bankrådgiver Lisbeth et besøg.
I min barndoms radio hed det bare ”Børskurser og varenoteringer”. Programmet var anbragt langt uden for primetime mellem meddelelser fra Arbejdernes Radioklub og Husmoderens fem Minutter.
Nu er Børsen derimod noget vi alle skal være på forkant med fra morgen til aften. Det er mange år siden Mogens Lykketoft turde bruge sit koleriske temperament til at kalde børsmæglerne for hysteriske kællinger.
Men engang imellem spørger jeg nu mig selv, om det er så vigtigt at blive orienteret fra time til time om de hysteriske kællingers nervøse trækninger. Ikke andre nyheder får lov at fortrænge aktiebørsen fra skærmen. Mens vi ser Obama tale i Washington, løber et bånd nederst på skærmen, der giver os kursernes seneste stigninger og fald.
Jeg ved at min vrissebror, skattehaderen Lars Seier Christensen, får hedeture, når Glud og Marstrand er nede. Men jeg vil altså hellere høre om Birthe Rønn Hornbechs hedeture, når hun tænker på Grundtvig. Hellere end kursernes frie bevægelighed vil jeg i tv høre om sjove eller kloge mennesker, se udstillinger, teater, høre om ny arkitektur, nye bøger.
Men det får jeg ikke lov til. Pengebørsen har fortrængt bogbørsen som et led i tidens almindelige fordummelse. Mange aviser følger trop med svulmende børs- og business-tillæg. Den slags interesserer bare ikke folk ret meget. Forleden så jeg en stakkels ung mand stå inde på Strøget i København og række avisen Børsen frem til de forbipasserende. Ingen ville tage imod den, selv om den var gratis.
Jo, jeg ved godt, at hvis Roskilde Banks kurser falder med 200, går den lokale tømrermester måske fallit. Og så er fanden løs i Roskilde. Så synes jeg også hende Keslers kønne knytnæve skal træde frem med øjne så store som tekopper.
Men ellers vil jeg gerne være i fred for al den kurspleje. Forretning er vigtigt, når Mærsk McKinney Møller driver en årvågen virksomhed til gavn for ham selv og os alle. Eller når Danfoss opfinder en fremragende termostat eller Vestas en fortrinlig vindmølle. Så bliver livet lidt lettere for os alle.
Men Børs-djøffernes forsøg på at gøre os alle til febrilske aktiespekulanter beder jeg mig fritaget for.