Mange kan stadig huske ham. Han var så elsket – af kvinderne, ja, af alle i hele Europa. Han var den lette teaterkunsts tiljublede storcharmør. Og glem ikke, den lette kunst er den sværeste.

Hans mor var dansk. Men han var vokset op i Tyskland. Så han talte og sang dansk med en sjov accent, som alle kunne efterligne.

Han havde drillet Hitler, og han havde jødisk blod i årerne. Så han fortrak til Stokholm under besættelsen. Jeg har dog som dreng under krigen set ham på Det ny Teater i København i hans glansrolle som Leopold i Sommer i Tyrol.

I morgen er der fest for vores Max Hansen på det danske kulturinstitut i Bonn. Den højlærde professor i dansk ved Wiens Universitet, Sven Rossel, også kaldet guldalderprofessoren, holder tale. Og Max Hansens datter i Tyskland, journalist Eva Reinhardt, er med til at arrangere hyldesten til sin far.

Max Hansen var sin tids storcharmør. Men vi havde på den tid også andre, f.eks. Poul Reichardt og Erling Schrøder. Har vi i dag sådan nogle, der kan blæse en teatersal eller et tv-publikum omkuld bare ved at være til stede?

Ja, vi har selvfølgelig Villy Søvndal, Christiansborgs Humphrey Bogart. Ret sløvt at SF har gået og gemt på et skuespillertalent af det format i så mange år.

Og vi har Søren Gade. Gade ligner såvist ingen charmør. Han ligner komikeren Gokke ( fra Gøg og Gokke ). Og alle kan lide ham.

Og der er TV 2’s Jes Dorph, der kan gøre en død tv-avis levende. Han har trods sit runde hoved også et sprøjt Max Hansen i sig.

Hvad kommer det af?

Jeg tror de tre nævnte virker som om de kan lide os, deres publikum. Det samme lykkes ikke for en Klaus Bondam, en Uffe Ellemann, eller en Margrethe Vestager, selv om de vrider halsen af led og står på hænder for at gøre indtryk på os.

Hvad hedder for resten en kvindelig charmør? En charmøse?

Jeg synes Suzanne Bjerrehus er en charmøse af rang – en hårdtlakeret charmøse. Tv-avisens studievært, Lillian Gjerulf, er det også lidt. Hun har sådan en blød måde at være fast på. Være indladende uden at være eftergivende. Det er en finurlig måde at være prof charmøse på. Som da hun forleden slap godt fra at være tribuneheltinde på fransk og engelsk for IOC’s verdenspublikum.

At være charmør er noget, man er født med. Landstræner Morten Olsen bliver det aldrig. Og han ønsker tilsyneladende heller ikke at være det. Sofie Gråbøl er frisk og talentfuld. Men det er hendes halve navnesøster Ditte Gråbøl der er charmøsen af de to.

Humor skal en charmetrold(inde) have. Søren Gade fyrer ikke vittigheder af. Men man kommer til både at grine og græde ad denne duknakkede Gokke bare ved at se ham. Gudhjælpeos om han ikke tager på jagt i Skotland, når orkanen står om ørerne på ham på Christiansborg. Ja, sådan gør en Gokke.

Nå, men det jeg ville sige var, at jeg synes vi i dag savner en Max Hansen til at udbrede de kærlige budskaber: ”Kys hinanden. For det vil ærgre fanden” og ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme.”

God fest i Bonn!