Synes du, vi vrissebrødre vrisser for vredladent?

Nej, det synes du ikke. For så sad du ikke i dette øjeblik og læste bagsiden.

Vi vrisser bare for at holde Danmark i god form. Og vrisser såmænd ganske sagtmodigt i forhold til, hvordan fornemme folk i dette bladhus vrissede for hundrede år siden.

Bladhuset havde dengang en overvrisser, der hed Georg Brandes. Han var uhyre berømt og beundret i hele Europa. Hans største beundrer var ham selv. Men han havde også andre. Han delte forfattere op i de rigtige og de forkerte, agiterede for gudløshed og kvindernes ligeret, ikke mindst deres ret til at ligge på maven og i sengen for ham.

Georg Brandes kaldte Ekstra Bladets daværende chefredaktør, der hed Olsen, for ”den meget talende barber”. Og engang da Politikens chefredaktør, Henrik Cavling – ham med Cavling-prisen – holdt en pæn tale på fransk for en minister, sad Georg Brandes nede i salen og råbte ”Spytslikker!” efter Cavling.

Georg Brandes havde været med til at oprette Politiken i 1884. Det hindrede ham ikke i at skrive, at avisen var smagløs og dens selvros nåede til idioti.

Når han var i stødet, skrev han, at Politiken var en møgbunke, ja, en kloak. Ind imellem skældte han folk ud for at være ”sædelighedssjovere”. Det betød ikke, at de var nogle seksuelle grisebasser, men tværtimod at de ikke gik ind for hans frie kærlighed.

Men Georg Brandes var ikke den eneste berømthed der gik til vaflerne på Christian den Niendes tid. Nobelpristageren Henrik Pontoppidan skrev i Politiken, at danske bønder levede som svin. Det udsagn kostede Politiken fem hundrede gårdmandsabonnenter.

Og en anden nobelpristager, Johannes V. Jensen, var også leveringsdygtig i fornærmeligt vrisseri. Han skrev i Politiken om sin kollega, den fremragende forfatter Herman Bang, at denne var en abnorm stakkel, der led ”af platonisk kærlighed til en løjtnant.” Herman Bang tilgav ham det aldrig. Dengang var bøsseri kriminelt. Johs. V. Jensens svinestreg hænger på ham den dag i dag.

Johs. V.’ s vulkanske søster, forfatteren Thit Jensen, kaldte i øvrigt sin bror for

”dette omvandrende stivkrampe-fantom”. Rammende. Men ikke særlig søsterligt.

Jens Vejmands far, Jeppe Åkjær, smældede ikke knytnæver i masken på folk, men fik dog også leveret nogle sandheder. For eksempel skrev han, at Politikens anmeldere ”er besat af en klikeopfattelse, som for dem er det eneste i verden.” Dette var – og er – en indstilling, de har arvet fra deres åndelige overhoved, Georg Brandes. Er du med mig - eller er du imod mig!

Nå, men hvor er de ellers herligt bramfri disse eksempler på tonen hos de toneangivende debattører for hundrede år siden! Udtalelserne her på siden er hentet fra Sven Ove Gades fortrinlige bog om grundlæggeren af den avis, du har i hånden nu, ”Journalisten. En biografi om Henrik Cavling.”

Det er overvældende hvad fine folk kan finde på, når raseriet overmander dem. Landets højtbegavede finansminister under 1. verdenskrig, Georg Brandes’ bror Edvard, stillede sig op i Dyrehaven og skød med pistol mod en kongelig skuespiller, der havde sagt et eller andet nedsættende om ham.

Så kom Edvard Brandes i spjældet. Dueller er ikke tilladt i civiliserede samfund. De værste skallesmækkere kan tit ikke selv tåle at få en på skallen.

Sådan er vi bagside-vrissere af i dag ikke. Vi er ikke vredladne, og slet ikke hævngerrige. Vi iagttager bare alverdens kriblekrable-liv med åbne øjne. Og forsøger at give de værste dumheder en på skallen.