Smukke tyve Af Ole Hyltoft Forleden gik jeg oppe på mit tag. Jo, jo, de vrisne drenge kan endnu bestige tage. På mit vokser der højt græs. Så jeg både står og går godt deroppe. Da jeg stod der og så ned i mit nøddekrat, stirrede et individ lige så ufravendt tilbage. Han var iført rødbrunt tøj, havde en nød i munden og endnu et par stykker mellem fingrene. Jeg kendte ham godt. Han er en af Vorherres smukkeste skabninger – mit lokale egern. Men ligesom Tøger Seidenfaden er bogtyv, er mit egern en nøddetyv. Jeg ser ham ikke så meget om sommeren. Men her i overgangen til efteråret, når jeg er begyndt at glæde mig til høstaftener med smagen af nyplukkede nødder i munden, så dukker egernet op. Besluttet på at overføre frugten af nøddebuskene, AL frugten, til sit private spisekammer - hvor det så er henne. Han plukker nødderne lige før de er spiselige for mennesker. Så på hans smilende, men standhaftige blik kan jeg se, at heller ikke i år får jeg lov at plukke nødder. Da jeg er medlem af Dyrenes Beskyttelse, kunne jeg ikke finde på skyde eller kværke ham. Hvilket i øvrigt også er udelukket, da jeg er en våbenløs mand. Og heller ikke kan fange ham. Min kat, Majka, gør af og til et halvhjertet forsøg. Men når Majka springer op i træet, kryber egernet bare højere op på de tyndere grene. Så Majka må stå og se slukøret op på sin letvægter af en overmand. Man kan med nogen ret spørge: hvad kommer der ud af at vrisse mod et egern? Egernet læser jo næppe Ekstra Bladet, selv om bladet tit ligger fremme på terrassebordet ved nøddebuskene. Men kan jeg ikke med nogenlunde samme ret spørge vrissebrødrene Lars Seier og Jesper Klein: hvad kommer der ud af, at I vrisser så vildt mod Helle Thorning og Pia Kjærsgaard? Og dog forstår jeg jer godt. Alene det at vrisse giver en forløsning.

Nu vi er ved mine dyriske plageånder, vil jeg ikke forbigå min herboende hjortefamilie. De er jo så yndefulde disse skovens og havens letspringende sønner. Når de med et elegant vip med bagpartiet flygter af sted hen foran mit digtervindue. MEN hvad har de taget med i flugten? Mine nys udsprungne roser. Barkarole-rosen, peace-rosen, Victor Borge-rosen, for, ak, ikke at nævne den dejlige syriske rose. Lige idet disse duftende skønhedsåbenbaringer er ved at udvikle sig fra rosenknop til rosenblomst, sænker hjortene deres sultne gab over dem og fortærer dem en efter en. Det sker mest i morgengryet, før vi mennesker har fået øjne. De kunne jo bare spise græs, de bavianer. Men måske ønsker de smukke hjorte ingen skønhedskonkurrence fra de smukke roser. Jeg udkæmper også en tredje kamp, mod en morderisk angriber. Dræbersneglen. Den sniger sig i nattens mulm ind på mine georginer og æder dem blad for blad. Men jeg har luret dem. Om dagen er disse hallunker usynlige. Først i skumringen, og især efter regn, ormer de sig frem for at begå mørkets gerning. Dog, inden de på deres slimede vej når frem til mine røde og gule georginer, er jeg over dem med min dræberspade. Og sønderdeler dem, en efter en, så de bliver til den rene æggekage. Efter sådan en aften som seriemorder sover jeg godt om natten. Men næste morgen står jeg igen afmægtig og ser ind i det skønne, rødbrune egerns, nøddetyvens, amoralske øjne. Jeg kan kun vrisse ad den. Sådan veksler dagene, mellem succes og fiasko, her i digterboet i Tisvilde.