Hvor er de dog integrerede!

 

Af Ole Hyltoft

 

Vel er det kedeligt, at nogle muslimske banditter brænder skoler af, skyder med pistol i gaderne og kaster brosten mod politiet.

   Men så meget desto glædeligere er det, når man ser hvor godt andre muslimske tilflyttere har tilpasset sig. Som nu ham Abdulla, der bor i socialt boligbyggeri i Albertslund og modtager førtidspension fra staten. Men som trods sin sygelighed er så livskraftig, at han samtidig formår at være folketingsmand i Irak.

   Og Ekstra Bladet kan fortælle os, at Abdulla ikke er en enlig svale. Der er sørme tale om, at et helt lille kompagni af danske statsborgere, der er medlemmerne af Iraks parlament, selv om de  har deres egentlige bopæl i Farum, Albertslund, Greve m.m.

   Der er f.eks. hende Samia, der har fået partiets Venstres frihedspris. Trods sin førtidspension har hun samlet så meget nordisk kraft i sig, at hun magter også at være folketingskvinde i Bagdad. Nu har hun så luksuslejlighed, bil, fortæring og politikerløn hjemme i Aladdins hule. Det bringer hende op på en irakisk løn på over en million kroner – hvortil skal lægges sygepensionen i Næstved. Godt skuldret, kvinde!

   En anden beundringsværdig bekæmper af sin sygdom er førtidspensionisten fra Greve, Muthafer. Han klarer et vellønnet job ( 23.000 skattefri kroner om måneden ) i Sofia i Bulgarien. Hvad rolle spiller de nationale grænser, når man har trangen i sig til at virke.

   Greves borgmester Hans Barlach truer med at melde Muthafer til politiet for bedrageri. Men vend nu skråen engang, hr. borgmester. Skulle vi ikke hellere glæde os over, at så mange danske statsborgere fra Næstved, Greve, Albertslund osv. gør sig så godt gældende i Iraks parlament?  Irak er åbenbart også et langt sikrere og mere velstående land end tv viser os. Det må vi da være glade for.

 

 

 

 

   Vore landsmænd i Iraks folketing betaler ganske vist ikke skat i Danmark af deres flotte indkomst. Hvad de jo er forpligtet til efter loven. Men herregud. Er der ikke også etniske danskere der snyder i skat? Hvordan var det med hende Ritt Bjerregård, den indfødte dansker fra Vesterbro. Hun havde som folketingsmedlem bolig både på Fyn og på Vesterbrogade i København. Og hun modtog udetillæg for at bo på Fyn, mens hun i virkeligheden boede klos op ad Hovedbanegården, ti minutters gang fra Christiansborg.

   Det var denne sag der gjorde, at socialdemokraterne ikke mere troede på Svend Auken. Når han ikke kunne få Ritt Bjerregård til at opføre sig anstændigt, hvordan skulle han så kunne lede hele Danmark?

    I stedet for at forarges over Abdulla og Samia og Muthafer, fordi de snyder og bedrager os andre, kunne vi da også glæde os over, at de er blevet så glade for Danmark, at de slet ikke kan undvære vores fædreland og den førtidspension, de oppebærer her - selv om de er fuldtidspolitikere i Bagdad og har deres liv dér. Det er da et håndslag til os, så det batter.

   Og det med skatteunddragelsen! Ja, ja, Abdulla og de andre har sikkert hørt noget om, at sort arbejde er punkt et i den danske skattelov.

   Lad os hellere fryde os over, at muslimerne ikke længere sidder og ryger vandpibe på fortovscafeen i Albertslund. De er blevet grebet af den danske foretagsomhed og kaster sig ud i virksomhed både her og hisset.

   Hvem tør – efter Ekstra Bladets afsløringer – påstå, at integrationen ikke er lykkedes?