Bare mere af alting! Af Ole Hyltoft Mit supermarked har anskaffet nye indkøbsvogne. De er rummeligere end de gamle, meget rummeligere. Så rummelige, at jeg kunne evakuere Nicolas Bro i en af dem. En lille pensionist-dame må række armene i vejret for at nå op til skubbestangen. Indkøbsvognen passer bedst til en 2 meter høj Rasputin, den sidste russiske kejserindes vanvittige orakel fra Sibirien. Indkøbsvognen er velegnet, hvis den skal befragte en kasse øl, fem flæskestege og en dyne. Til gengæld er den absurd, hvis man kun køber to tuber tandpasta og fem hvidløg. Det er især mad, folk putter i de overdimensionerede indkøbsvogne. Det er ikke så underligt. For hver gang man åbner for fjernsynet, står der en og laver mad. Og som man kan se på James og Adam Price og på Camilla Plum, sætter de selv deres retter til livs. Ungkarlen og teaterkritikeren Jens Kistrup sagde ganske vist, at man ikke behøver spise andet end kartofler for at leve godt. Men han døde jo også. Jeg har nogle bekendte der bor i Birkerød. De har sommerhus i Hornbæk. Men så syntes de også de skulle have et i Løkken. Så nu bruger de deres liv på at flakke rundt i deres udvidede territorium. Enten tuller de rundt og keder sig på de øde motorveje i Jylland. Eller også er de i fuld gang med at pakke ud i Rørvig eller pakke ind i Løkken. De har sådan set slet ikke tid til at ligge på landet. Og det er altså fordi de er så heldige at have tre landsteder.

Butiksfolkene er nu også gode til at lokke os ud på vejene. Nu sælger Aldi billig mælk. Og ganske vist er der ti kilometer til den nærmeste Aldi fra hvor jeg bor. Og ganske vist er Aldis kæmpebutikker en rædsel at opholde sig i. Og ganske vist er mælken kørt herop helt nede fra Tyskland til forøgelse af CO2’en og til skade for klimaet. Men al den gode mælk til en billig penge lokker os alligevel ud på de lange veje. Madvarerne i de Rasputin-store indkøbsvogne bliver fortæret. Det ses jo af den udvidelse, befolkningen undergår i disse år. Når jeg ser mine svulmende landsmænd træde ud i bølgerne nede på stranden, spekulerer jeg på, om stigningen af havvandet virkelig skyldes, at indlandsisen smelter. Eller om den ikke snarere skyldes badelivet. Jeg bliver i hvert fald altid betænkelig, når delledaskerne vralter ud i vandet. Så lægger jeg mig højere op på stranden. For at undgå tsunamien. Vi lever i kvantummernes tid. Alting skal være større. Bankdirektørernes lønninger. Bankpakkerne. Jordbærrene. TV’ s seertal. Men bankerne går fallit. Jordbærrene bliver smagløse. Og måske var det bedre, at 100.000 blev levende optaget af et godt tv-program, end at en million sløvt fulgte med i noget elendigt tv-gøgl. Nå, tidsånden er ikke sådan at hamle op med. Så jeg må nok se at få fyldt min indkøbsvogn op med nogle tilbud på culottesteg og kartoner med rødvin. Og så anskaffe mig et ekstra køleskab til at putte alle de dejlige indkøb ind i.