Føj for en øjebæ! Af Ole Hyltoft Se engang på fotoet her på siden. Vi står på hjørnet af Østerbrogade og Strandboulevarden i København og ser på to huse. Det nærmeste er fra omkring 1900. Det fjerneste, det grønne glashus, er fra vor egen tid. Hvad for et af de to huse vil du helst bo i? Hvad for et synes du klæder byen bedst? Jeg synes det hus, vores oldeforældre byggede, er det prægtige af de to. Det er lavet af naturlige mursten og granitsten, har irgrønt kobbertag, vinduer på kvisten, sjove balkoner inde under tårnene, en halvmånde-dekoration på taget. Det er et hus der er stolt af sig selv. Og stolt af, at det forskønner byen. Arkitekten har sat strøm på sin fantasi, da han tegnede det. Strømmen er blevet tændt hos generation efter generation siden, og vil blive det i de næste hundrede, måske to hundrede år. Det grønne nabohus fra vor moderne tid er ikke specielt dårligt. Det er bare kedeligt, ordinært. Æsker er stablet oven på æsker. Vi har mistanke om, at en computer, ikke en arkitekt har tegnet det. Bor man i det hus, tror jeg man bliver lige så kedelig som en gammel ost. For ligesom hundeejere bliver som deres hunde, bliver vi mennesker ligesom de huse vi bor i. De fleste af de bolighuse, vi har fornyet vores byer med efter 1965, ligner forstørrede udgaver af de kasse-reoler, vi har stående på kontorerne. Ufestlige og upersonlige. De står i række og geled i vore forstæder. Men ofte bliver sådan en forvokset kasse-reol også presset ind i en gammel husrække inde i byen. Det er ligesom man stillede en anonym borgmester Jensen fra Smørumnedre op ved siden af den farverige og konstruktive borgmester Peter Brixtofte fra Farum. Gadens murstensrøde husrække bliver tilsølet af sådan et græsseligt gråt betonhus fra vor egen tid.

Lejlighederne inde i de moderne boligkasser kan være gode nok. Men det udvortes, facaderne – herre jemini! De ligner rendestene i novembervejr. Man slår øjnene ned og bliver i dårligt humør af at gå forbi dem. Øjenbæ kaldte Ekstra Bladet engang disse bygninger. Det er næsten et alt for pænt ord. For en bæ er der både runding og kolorit på. Vi er de rigeste danskere, der har levet. Og så bygger vi så fattigt. Det er jammerligt. Ja, det er uanstændigt. Når København, Århus og Odense stadig er byer, der er til at holde ud at gå rundt i, er det fordi vi var så heldige ikke at få dem bombet i smadder under 2. verdenskrig. Men det er altså vore oldeforældres fortjeneste. Kernen i de danske byer, vi går rundt i, er rejst af vore dygtige håndværkere fra 1870 til 1965. Man kan se på oldefars røde husfacade med dannebrogsvinduer, at det er menneskehænder der har bygget den. Den udstråler varme og hjemlighed. Det gør de moderne bygninger af plastic-moduler ikke. Hvis vi fik en regering, der ville lidt mere end penge og ”vækst”, skulle den oprette et boligministerium. Med en minister der brændte for at gøre vores byer kønnere og gladere. Nede i Wien har de haft en mand, der gjorde de huse, han byggede, til rene eventyr. Der voksede træer og løgkupler på taget af hans 5 – 10 etagers huse, og hele herligheden lignede Aladdins hule. Nu strømmer turister fra hele verden til for at se på dette skaberværk. Hundertwasser hedder manden. Vi skulle se at få en boligminister der fik bygget nogle Hundertwasser-huse i Danmark. En der ville sætte sin stilling ind på, at vi ikke lavede flere øjenbæer her i landet. Vore dages murere og arkitekter er vel ikke dårligere end de var for hundrede år siden. Eller er de?