Giv os det danske livssyn tilbage Af Ole Hyltoft Danmarks have står i grønt. Vi befinder os på årets bakketop. Gå ud mellem træer og buske lige efter det har regnet, og naturens ånde løfter dig op i den syvende himmel. Det spidse krydderi fra den klatrende hortensias hvide skærm. Den gule lilje side om side med den pariserblå ridderspore og den rubinrøde løvemund. Pæoner så ranke som vaser og guldregn i hængende klaser. På grusvejen gror der en kilde til sundhed, den gule kamille. Ja, netop. Om sommeren er vi ikke syge. Højst et hold i lænden, fordi vi tager for hårdt fat for at fremme skønheden i vores have. Du danske sommer, jeg elsker dig Så kort kan det siges – af Tøger Larsen. For vi ved, at lige nu er der ingen skønnere steder til i verden. I hvert fald ikke for os danskere. For, som Otto Gelsted synger, Her har hjertet hjemme. Der lugter anderledes i Danmark om sommeren. Især i haverne, hvor vi går rundt i en salig bimmelim. Men også i byerne. Byens stemning er roligere og mere menneskenær om sommeren. Man kan nyde pigernes slanke, nøgne halse m.m. Trafikken buldrer mindre. Parkerne blomstrer. Der lyder tyske, franske, japanske stemmer i gaderne. Og vi nyder synet af ungdommelige vaganter fra alverdens lande, der suger Danmark til sig. Højsommeren er lige så kort, som den er vældig. Det er nu det skal gøres. Nu, huset skal bygges. Nu, forelskelsen skal udleves. Nu, romanen skal skrives. Lige nu, da Rosen blusser alt i Danas have og vi er besat af Glæde over Danmark ( Poul Martin Møller ). Indtil omkring 1970 anså vi det for en selvfølge, at alle menneskers rod var national. Vores var dansk. Andres var irsk, rumænsk, polsk. I de store lande endda med underafdelinger, saksisk ( Piontek ), rhinsk, bayrisk osv. Hverken højre eller venstre satte spørgsmålstegn ved den sag. Vi jublede alle som en når Victor Borge og Laurits Melchior havde succes i USA. Kommunisten Sven Møller Kristensen skrev i Danmarks Frihedssang fra 1945 Gå til modstand alle danske. Vi sang højskolesangene i vore skoler, lærte dem mere eller mindre udenad, og groede dermed endnu mere sammen med vore forfædre, vores sprog og dets musikalitet. Vi var et med vores stamme. Hør det! Husk det, alle danske! / Klar og frodig er vor ånd. ( Ebbe Rodes far, Helge Rode. ) Det er fortroligheden med det hjemlige, der skaber et folks livssyn. Vi får det ind med modermælken. Men der er også noget vi skal lære hinanden. Vi skal lære at bruge det danske sprog mangfoldigt og udtryksfuldt. Læs Johs. V. Jensen og Sophus Clausen. Vi skal kende vor historie. Vide at Hans Egede koloniserede Grønland, og at statsminister Monrad kludrede dumstædigt i det i 1864, så vi mistede Sønderjylland. Der er nok at gå i dybden med i den danske kulturarv. Hvordan levede man i Salling i stenalderen? Oehlenschlægers tragedier. H.C. Ørsteds og Søren Kierkegaards filosofi. Niels Bohrs fysik. Carl Nielsens sange og symfonier. Det danske sprogs historie fra runerne af. Vore danske studier står selvfølgelig ikke i vejen for at vi kan lære fransk eller fordybe os i buddhisme og etruskisk arkæologi. Men der er tanker og bedrifter nok fra den hjemlige verden til mange livs studier.

Det er ligesom kulturarven bliver mere levende om sommeren. Men dette livssyn, der ligesom vokser ud af vores højsommer, hånes i disse år og kaldes nationalistisk, molboagtigt, Morten Korch’sk. Det er ellers dette molbo-livssyn vi hylder i vores stedsegrønne sange. Udholdenheden: Her vil ties, her vil bies….Vist skal vi hente, kun ved at vente . ( Brorson ) Vi holder ud, selv når der ikke er nogen ende på vinteren og modgangen, den, Blicher kendte til: Inderlig jeg længes / efter vår, men vintren strænges . Og mærker vi så ikke denne fylde af rolig lykke i hele kroppen, når lyset og farverne endelig kommer til os i maj? Fra vinterens Hammershøi til sommerens Egill Jacobsen. Eller til Jeppe Åkjær: Nu er dagen fuld af sang. Det er denne naive og overstrømmende Glæde over Danmark, der kommer til øredøvende jubel ved fodboldlandskampene. Der er et yndigt land lyder ikke yndigt fra lægterne, men som et brøl. Nu er det vikingen i os der tager over. I Parken er der ingen der er forsagt ved at være dansker. Dog, latteren ligger på lur. Vi er milevidt fra Deutschland, Deutschland über alles. Den danskeste af alle danske er og bliver en humorist, Storm-P. Skal man udpege en nulevende eksponent for dette bramfri livssyn, kan det være Kim Larsen. Når han står der med gadedrenge-kasket på knolden og bajer og smøg i hånden. Og med et lille, daskende hængeslips under den grå jakke. Han synger for høj og lav, for friheden, for selvstændigheden. Han synger allermest for dem der ikke går i gåsegang. Han er ham, de andre ikke må lege med, han er det dårlige selskab. Han gør sig ikke fin, er ikke spor perfekt eller poleret. Men molbo? Nej. Stemmen har en rå ironi, når han med faste mellemrum fra tribunen brøler sit: MINE DAMER OG HÆÆÆRER! Hos Kim Larsen er ytringsfriheden ikke til diskussion. Lad os ikke glemme, at til dette livssyn hører også sansen for retfærd og ligevægt. Forbrydelse og straf hører sammen. Straffen kan udmåles barmhjertigt, men den må ikke forsvinde i bortforklaringer. Men dette livssyn, der hviler på glæde over Danmark, får ikke rigtig lov til at inspirere os i disse år. Livssynet er ikke anset, ikke stuerent. Kulturkompagniet, de toneangivende kredse, har dekreteret, at vi skal skamme os over at være danske og vesterlændinge. Man falder bedst til i det dannede selskab – især i hovedstaden – hvis man melder ud, at Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, er en krigsforbryder, at vi giver for lidt til ulandene, og at multikulturelle samfund er bedre end samfund, hvor en sammenhængende folkekarakter råder. Det er smartere at kende Australiens geografi end Jyllands, og smartere at tale engelsk end dansk. Højre- og venstrefløjen fletter fingre omkring troen på det grænseløse samfund. Det venstreorienterede kulturkompagni ønsker det multikulturelle samfund. I praksis: et islamisk parallelsamfund i Danmark. Højrefløjen vil have et globalistisk samfund, hvor varerne produceres til lavestbydende arbejdskraft i Kina, Ukraine eller hvor på kloden det kan være. Kulturkompagniet, medieoverklassen, støtter således, tilsigtet eller utilsigtet, den økonomiske overklasses livssyn, der hedder vækst, forbrug for næsten enhver pris. Det er bedre at have to biler end en, bedre at have tyve par sko end fem par. Dette medieoverklassens livssyn dominerer Danmarks Radío, TV 2 og andre medier. Medieoverklassen er kommet så langt bort fra sin danske oprindelighed, at vor kulturs ædleste smykke, ytringsfriheden, er blevet sat til salg. Hensynet til fremmede religioners doktriner vejer hos medieoverklassens talsmænd tungere end ytringsfriheden. Medieoverklassens forbehold, blaserthed, pseudovidenskabelighed og selvhad styrer vor offentlige debat. Det svarer til hvordan den københavnske akademiverdens andenrangs talenter i 1800-tallet så ned på folkelig genier som Steen Steensen Blicher, H.C. Andersen og Grundtvig. I dag blæses andenrangstalenterne bare op til unaturlig størrelse af medierne. Men her, mens sommerroen fylder os, kunne vi måske overveje, om det livssyn, der forekom os naturligt ind til 1968, ikke skulle genindsættes i sin egen ret. Det livssyn, som både kommer fra de bøgelyse øer og fra blæsten som går frisk over Limfjordens vande.