Befri lårene Af Ole Hyltoft Jeg skal hilse fra en nydelig yngre dame, jeg kender, og sige, at Wimbledon har skuffet hende i år. Ikke på grund af spillet. Det er som det altid er. Frem og tilbage, og Federer vinder til sidst. Nej, hun er skuffet over mændenes påklædning. Deres knælange benklæder, der flagrer om dem som et skørt. Mandlige tennisspillere har som regel pæne ben. Og min veninde plejer at nyde dem. Men nu er de gemt bort bag oldemors viftende mamelukker. Hun siger det er et tab af skønhed. For hun er en fin dame. Men jeg tror nu også hun mener, at disse komiske, halvlange hoser er rene seksualdræbere. Hun plejer at holde en pirret sommerferie foran skærmen og nyde når spillernes lårmuskler strammes under et vellykket smash. Men slut, prut. Ikke i år. Nu er det bare kamp, kamp, kamp. Vind, vind, vind. Skyldes de lange bukser, at vi lever i en kold te, som min gamle chefredaktør sagde. Han mente kold tid. Men han var fra Fyn. Næ, jeg ved godt hvorfor. Alle tennisspillere er betalt af testikelindustrien, som vor arveprins sagde. Han mente tekstilindustrien. Og lange bukser giver kludefabrikanterne højere profit end korte bukser. Sådan er kapitalismen! Det er også nogle stofrige, tilknappede udstyrsstykker, de kvindelige tennisspillere render rundt i. Ren tipoldemor. Caroline Wozniacki heldigvis undtaget.

Nu vi er i den boldgade ( ! ), har I så lagt mærke til, hvor ærbart tennispigerne i pauserne dækker deres lår med håndkæderne. Det ville da også være forskrækkeligt, hvis tv-seerne så en snip af en pigetrusse. Sportsfolk lider af seksualangst. Det er vel fordi de skal bruge hver eneste stump kolesterol til at kæmpe for at vinde. Sådan har det ikke altid været. Når vi ser de skønne skulpturer af oldtidens græske diskoskastere, har de ikke en trevl på kroppen. Nu er der selvfølgelig også varmere i Athen end i Wimbledon. Men i den gode, gamle hellenske bøsse-kultur har Sokrates og de andre gamle vrisne grisse selvfølgelig siddet på stadion og nydt synet af de smidige, nøgne ynglinge. Ligesom min ærlige og nydelige veninde tidligere nød synet af de trænede tennislår. Ekviperingstrangen breder sig fra tennisbanerne til fodboldbanerne, og herfra til stranden. Da jeg gik i vandet forleden, opsteg af havet – ikke en nøgen havfrue, men en flok syv-otte års tøser pakket ind i tøj fra halsen til midt på lårene. Nu har jeg ingen pædofile tilskyndelser – synes faktisk børn er ret usexede – men det er da synd for pigebørnene, at de ikke kan boltre sig nøgent og frit i bølgerne som jeg selv gør. Tøserne lignede miniudgaver af de helkropsbadedragter, dronning Victorias undersåtter iførte sig for over hundrede år siden, når de vovede at stikke en tå i vandet. Forleden var der en studine der fnisende fortalte mig, at hendes klasse under en studenterfest var gået i vandet under de lyse nætters himmel. Nøgne? spurgte jeg. – Nej, vi gik i vandt med alt tøjet på, også studenterhuerne. Ja, vi lever i en reaktionær tid. Mændenes habitter er grå og beige. Og millioner over hele verden tilbeder en seksualforskrækket profet som Muhammed, der vil stene kvinder og bøsser, der vil udfolde et normalt kønsliv. Heldigvis har vi stadig Ekstra Bladet og Ingemann her på siden som modgift. Men jeg advarer tennisspillerne og de overpåklædte badenymfer på otte år: I får for lidt D-vitamin. Og hvad det kan føre til af ulykker, kan I bare spørge doktor Erik Münster og DR’s doktor Peter Geisling om.