Det værste vil ske – eller vil det? Af Ole Hyltoft Nogle irakere har indlogeret sig i Brorsonkirken. De vil ikke rejse hjem til Irak. Varmhjertede danskere trygler om, at de får lov at blive i Danmark. For der vil ske dem det værste, hvis de retter sig efter loven og rejser hjem. Loven, de skulle have rettet sig efter for flere år siden. For 64 år siden fandt det samme sted i Sverige. Men mere dramatisk. Under 2. verdenskrig oprettedes en lettisk SS-division, der kæmpede mod russerne på østfronten ligesom Frikorps Danmark. Nogle af soldaterne var nazister. Andre var tvunget ind i korpset. I de dage i maj 1945 da Tyskland kapitulerede, flygtede 3000 af disse lettiske soldater og officerer til Skåne. Prammen de sejlede på over Østersøen blev bombarderet. Mange mistede livet Men de fleste reddede sig i land i Trelleborg i deres tyske uniformer. De blev interneret, og blev selvfølgelig godt behandlet, som vi gør med flygtninge i Sverige og Danmark. For alt i verden ville de ikke tilbage til Letland – og dermed til russerne. Men den svenske regering, der jo havde været meget fedtesyg over for Hitler under krigen, ville nu til at stå sig godt med Stalin og besluttede sig for, at flygtningene skulle tilbage til Letland. Da hjemtransporten skulle iværksættes, udbrød der i Sverige en proteststorm, så Brorsonskirkens kun er et mussepiv i sammenligning. Veklager rungede ud over landet fra Dalarne til Skåne. Fra folkeskolelærernes forening. Fra Gymnasielærernes forbund. Fra sejlsportsfolkenes generalforsamling.

Hele gamla Sverige var i opstandelse. Svenskerne var lige så himmelvendt oprørte, som når de i dag hører navnet Pia Kjærsgaard. En ni års pige skrev til kongen: ”Deres majestæt, jeg har læst om balterne. Jeg beder den rare konge sørge for, at de får lov at blive og slipper for at dø.” Afrejsen i november 45 blev udsat. Den svenske regering bombarderedes med krav om at balterne skulle forskånes for at blive hængt i Riga, eller, værre, gå kulde- og sultedøden i møde i en sibirisk fangelejr. Man kan roligt sige, at flygtningene gjorde alt for at blive i Sverige. Otte soldater brækkede benet på hinanden ved at lægge en jernseng over benet og smide en tung sten på sengen. Knæk. En anden balter gik videre og jog en spids blyant af al kraft ind i højre øje i hele blyantens 15 centimeters længde. Mærkeligt nok døde han ikke, men vågnede dagen efter blind og lammet. Men af sted kom balterne. Den 25 januar 1946 foregik udskibningen fra Trelleborg havn. Det blev endnu en dramatisk dag. På kajen skar en balter halsen over på sig selv – for at undgå det der var værre. Skibet sejlede. Nu var de i russernes klør, disse legionærer i tyske uniformer. Hvilke rædsler blev de derefter udsat for? De blev forhørt. De kom i lejr. Nogle rum i lejren havde væggelus. Og så – i august 46 blev de næsten alle sammen løsladt og kunne frit vende tilbage til deres hjem. Den svenske forfatter, P.O. Enquist, har undersøgt sagen og berettet om den i sin fortræffelige bog, ”Legionærerne”. Og hvad kan vi så lære af den historie? Tjah. At det i hvert fald ikke altid går som præsten prædiker. Nok heller ikke ham fra Brorsonkirken.