Ud og køre med de skøre

 

 

 

Af Ole Hyltoft

 

 

En række driftige kommuner er begyndt at klistre reklamer på kommunens biler. Madudbringningsbiler, handicapbusser m.m. bliver lakket godt til med vigtige budskaber om slagter Olsens uovertrufne skinker og bagermester Baldrians delikate kringler.

   Det er virkelig et Columbusæg, fremskridtsvenlige kommuner her har fundet på. De kommuner, der ikke vil være med på den galej, er nogle nathuer.

   Tænk, vi kan få kirkegårdsudgifterne dækket bare ved at lave kirketårnet om til en plakatsøjle. Tårnet står alligevel der til ingen nytte. Et ordentligt plaster på kirketårnet siger: ”Ingen blomster er så himmelske som gartner Pedersens.” Og et andet plaster: ”Ingen gummiged graver dybere end Hadsten maskinkompagnis.”

   De fremskridtsvenlige kommuners køretøjer får fra nu af et helt nyt ansigt. Der kommer sådan lidt glad fastelavn over bybilledet.  Når gamle fru Hansen får besøg af madbilen, er det ligesom hun får besøg af sin ungdoms radiobil fra Dyrehavsbakken. Samtidig får hun en masse at vide om, hvad der foregår i hendes by. Fra hvor hun kan købe byens billigste bajere til hvor hun kan købe den bedste Thai-massage.

    De nye kommunal-reklamer kan også blive en fornyelse af vores skattesystem. De private firmaer kan vel efterhånden betale så mange af de kommunale udgifter, at vi kan gå fra skattestop til at nedsætte skatten. Ja, måske skal vi en skønne dag gå på skattekontoret og i stedet for at betale skat modtage overskydende reklamepenge.

 

 

 

 

 

Så får vi råd til at købe nogle flere kringler hos Baldrian, nogle flere skinker hos Olsen, og besøge Thai-pigerne noget… nå, lad det ligge.

   Ved at skifte skattebetaling ud med kommunale reklamer kan vi også blive fri for meget unødigt, offentligt griseri. Et tv-selskab i USA ville vise en film om de tyske kz-lejre. Filmen skulle sponsoreres af et firma der producerede gasovne. Da det gik op for dette firma, hvad for en anden type ovne, deres gasovne skulle vises sammen med, bakkede ovn-firmaet ud af sponsoratet. Kz-filmen blev aflyst.

   Nå, men  alt nyt møder modstand. Det skal det her friske initiativ med at skifte folkestyret ud med reklame-styre nok også gøre. Jeg synes ellers det kunne være festligt med nogle streamere på skolevæggen a la: Spis Vorbasses is – og bliv stærk som en isbjørn. Det kunne da også give mange, især jyske, kommuner et mere internationalt snit, hvis der på madbilen stod: ”Berlusconi - vores nye EU-præsident”. Det ville kun være en ringe tak for at han skaffede  Anders Fogh Rasmussen generalsekretærposten i NATO.

   Og hvor vore rådhuse vil live gevaldigt op, når de får påsat glade reklamer for Lego, Grundfoss, Brugsen, SAS, Den danske Bank og andre af vore velrenommerede foretagender.

   Strengt taget behøver vi heller ikke have alle de kommunalbestyrelser. Alt det bøvl kan da ordnes mere effektivt af vore udmærkede handelsstandsforeninger.