Min tålsomme vandring fra S til DF

Af Ole Hyltoft Da Ole Hyltoft i mandags meldte sig ind i DF, følte han ikke han havde skiftet parti. Men bare at han var blevet genindmeldt i det H.C. Hansenske-Bomholtske socialdemokrati. Kronikken er hans opfattelse af hans livsrejse fra S til DF. Partisoldat har jeg aldrig været. Men jeg blev tidligt grebet af Socialdemokraternes forestilling om et samfund, hvor alle fik den uddannelse de ville have, og hvor alle kendte og brugte vores fælles kultur. Derfor var det naturligt for mig at blive socialdemokrat. Socialdemokratiet var det eneste parti der havde en kulturpolitik. Desuden var jeg fjerde generations socialdemokrat, i lige linje! Min mor og far var arbejderbørn. Min mor havde fået præliminæreksamen. Min far havde forladt skolen og var gået i handelslære som 14-årig. Vi havde mange bøger i mit socialdemokratiske barndomshjem. Flest af ”de sociale”, Andersen Nexø, Nils Nilsson, Harry Søiberg, Hans Fallada, Upton Sinclair, Agnes Smedley. Men til fødselsdage og jul fik jeg Peder Most-bøger og Ingemanns og Walther Scotts romaner. Mere snæversynede var mine forældre ikke. I mine forældres socialdemokratiske miljø - DsU, HK, AOF, Arbejdernes Radioklub - var det at læse og snakke om bøger og radioprogrammer noget selvfølgeligt. Den kulturelle arbejderbevægelse var en levende virkelighed i min opvækst. I mine unge år arrangerede Socialdemokraterne politiske og kulturelle møder. Jeg husker hvordan jeg i 1970’erne gentagne gange var ude på B&W og tale om bøger for hundreder af arbejdere. Jeg blev boganmelder, journalist og kulturredaktør på den socialdemokratiske hovedavis Aktuelt. Og i 70’erne og 80’erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg. Mit motto i disse år var, at hvis Socialdemokratiets politik ikke blev bestemt af kulturen og humane værdier, men af økonomien, ville partiet stille og roligt sygne hen. Udviklingen har vist givet mig ret. Forfaldet kan beskrives gennem forskellen på to historiske personligheder. H.C. Hansen og Jens Otto Krag. H.C. Hansen var en enestående leder af sit parti og sit land. Fast i kødet over for dem, der underløb folkestyret, nemlig kommunisterne. Men også festlig og sangglad, når tiden var til det. Han skrev selv fortrinlige sange, som den dag i dag står i Arbejdersangbogen og Højskolesangbogen. H.C. Hansen ville højne arbejderne, ja, alle danskere, såvel økonomisk som kulturelt. J.O. Krag så derimod kun velfærdsstaten som et økonomisk projekt. Og da hans efterfølgere ,”de fabelagtige fire”, Auken, Lykketoft, Nyrup, Ritt, overtog Socialdemokratiet fra sidst i 70’erne, blev de sidste søm slået i arbejderbevægelsens ligkiste. Den førhen så levende ”bevægelse” med kooperation og høje idealer blev lagt død. ”De fabelagtige fire” fattede intet af partiets folkelige kulturbevidsthed. Deres værdigrundlag var en blegnæbbet udgave af kulturradikalismen. Da islams indtrængen i den europæiske civilisation blev det overordnede politiske problem, havde Socialdemokratiet derfor intet andet modspil end ligegyldighed. Et kulturelt værdigrundlag havde ingen plads i ”de fabelagtiges” politiske ABC. Lykketoft & Co. overtog medieoverklassens og Det Radikale Venstres indvandringspolitik: jo flere muslimer i Danmark jo bedre. De socialdemokratiske vælgeres bekymring over den overhåndtagende muslimske indvandring blev mødt med bagatellisering og arrogance fra ledelsen. I kronik efter kronik, især her i JP, gjorde jeg Nyrup-regeringen og S-toppen opmærksom på islams indhold og hensigter. ( Kronikkerne kan læses på min hjemmeside: ole-hyltoft.dk ) Islam ville tilintetgøre den frihed, også for den lille mand, som Socialdemokratiet havde opnået gennem 100 års frihedskamp. Det totalitære islam stræbte efter verdensherredømmet, med list eller kamp. Parallellen til kommunismen og nazismen var ikke til at tage fejl af. Svaret fra min partiformand Nyrup var, at hvis man havde den slags meninger om islam, var man ikke stueren. Et sippet, småborgerligt ordvalg i munden på en mand, der aldrig har kunnet finde ud af hvem han selv var. Til gengæld kunne jeg jo ikke undgå at bemærke, at et nyt parti, Dansk Folkeparti, med næb og kløer forsvarede den nationale identitet. Netop den, som Socialdemokraterne skubbede til side til fordel for globalisme ude i verden og multikultur herhjemme. Det slog mig, at indholdet i mine JP-kronikker egentlig ikke lå så langt fra de tanker, jeg i sin tid udtrykte som taleskriver for de socialdemokratiske kulturministre i 60’erne. I kulturministeriet virkede jeg i de år, lige efter min universitetstid, som det, der i vore dage kaldes spindoktor. Ideen med kulturministeriet var, at de bedste danske værdier – menneskeligt og kunstnerisk – blev gjort tilgængelige for alle danskere. Og at danske kvaliteter – fra Cobra-malerne til Per Nørgårds symfonier – blev kendt i udlandet. Værdier af den art havde præget Socialdemokratiet, da Jul. Bomholt afstak partiets hovedlinjer. Men den slags kulturværdier interesserede ”de fabelagtige fire” uhyre lidt. De socialdemokratiske ledere var optaget af deres indbyrdes intriger og deres økonomiske løfter til vælgerne.

Så længe jeg kan huske tilbage har mødet med ondskab, vold og ufrihed oprørt mig. Når lærerne i underskolen behandlede mine svagere kammerater hensynsløst, blev jeg indigneret og gav lærerne besked. Nu var ondskaben og ufriheden repræsenteret af den verdensomspændende islam. Her måtte et humant parti sige fra. Men det gjorde Socialdemokratiet ikke. Statsminister Poul Nyrup gav tværtimod efter for islam og aflyste sit møde med Salman Rushdie. Dansk Folkeparti tog derimod utvetydigt afstand fra islams totalitære ondskab, undertrykkelse af kvinder og homoseksuelle. Islam blev brugt som det religiøse skærmbræt for barbari, stening af 13 års piger, hængning af uskyldige 16 års drenge. DF havde den samme sociale profil som mit oprindelige socialdemokrati og var stærkt optaget af værdiindholdet i vores hjemlige kultur. Det samme som det 20. århundredes mest visionære kulturpolitiker, socialdemokraten Jul. Bomholt, havde været. DF’erne fra Pia Kjærsgård til Søren Espersen og mange andre læste mine kronikker, digte og romaner med ivrig interesse. Jeg begyndte at blive indbudt til at holde grundlovstaler og lignende i DF-foreninger. Der var ingen løftede øjenbryn over at her kom en socialdemokrat anstigende. Jeg syntes tonen i DF – tonen som Benny Andersen og Rifbjerg har talt så hånligt om – at den var hjertelig og helt uden den vildskab, som de fordomsfulde forestillede sig. I DF sang man højskolesangene, som man havde gjort i min ungdoms socialdemokrati. En dag mødte jeg Oskar Hansens søn. ( Oskar Hansen er forfatteren til de populære arbejdersange. ) Oskars søn havde set, at man på valgaftenen i Socialdemokratiet sang ”Når jeg ser er rødt flag smælde”. Mens man i Dansk Folkeparti sang ”Danmark for folket”. Hans kommentar var: jeg ved ikke, hvilket af de to steder der blev sunget med mest oprigtighed. Jeg gjorde en anden sjov iagttagelse. Medlemmerne i DF-forsamlingerne lignede dem, jeg mødte i Socialdemokratiet for fyrre og halvtreds år siden. Hårdtarbejdende folk og pensionister, der tager ansvaret for deres nedarvede kultur på sig. En anden sag, der drev mig af sted på min tålsomme vandring fra S til DF, var medieoverklassens behandling af repræsentanter for DF, ikke mindst Pia Kjærsgård. Nedladende og uforskammet blev hun modtaget af tv-journalisterne. Tegnerne – med Roald Als i spidsen – fremstillede hende hadsk med rotteansigt som konen i muddergrøften. Her kunne en sammenligning med det nazistiske Der Stürmer være på sin plads. Det var nøjagtig den samme hovne behandling, mine forfædre, første og anden generation af socialdemokrater var blevet udsat for af den tids overklasse. Men Pia & Co. kunne bide fra sig. Med dygtige folk i spidsen og sikker disciplin i egne rækker ligner Pia Kjærsgård jo en nutidig udgave af H.C. Hansen. En halv million vælgere stemmer i dag på DF. Og flere vil komme til. For DF har noget, de andre pæne og frygtsomme partier mangler: en sag at slås for. DF arbejder for genfødslen af de værdier, der ligger i den danske kulturarv, og som har været forhånet i årtier. DF vil frigøre det danske sindelag og lyse den nedarvede danske kultur i kuld og køn: fortidsminderne, middelalderkirkerne, billedkunsten ( også en Hans Smidth, en Otto Bache, en Carl Bloch ), H.C. Andersen, Blicher, Oehlenschlæger, Holberg, Kierkegård. Så da jeg i mandags meldte mig ind i DF, følte jeg slet ikke at jeg skiftede parti. Jeg var bare blevet genindmeldt i det gode, gamle H.C.Hansen-Bomholtske socialdemokrati, som J.O. Krag og ”de fabelagtige fire” har omdannet til et globalistisk og ensidigt pengeorienteret parti uden sans for dybden i den kultur, et statsbærende parti er forpligtet overfor. Nogle har undret sig over jeg kunne være så længe om at træffe denne beslutning. Jeg skyldte ikke Socialdemokratiet noget. Tværtimod. Men dels var jeg altså fjerde generations socialdemokrat. Og jeg havde været med i ret mange år som ledende ( uhonoreret! ) tillidsmand. Man har i tidens løb fået så mange kammerater i partiet. Nogle af dem tigger én om ikke at melde sig ud. Så man bliver hængende. Inertiens kraft! Som nyindmeldt DF’er føler jeg mig besjælet af den samme meningsfulde arbejdslyst som de første tyve år jeg var socialdemokrat. Man kan sige det er synd for Socialdemokraterne, at Auken & Co. har ødelagt partiet. Og Helle Thorning og Henrik Sass er hverken så arrogante eller så dumstædige som ”de fabelagtige fire” med deres vedhæng, Ole Espersen, Birte Weiss, Lasse Budtz og andre af samme kaliber. Men sket er sket. Politik er ikke sentimental. Og jeg føler mig hjemme i et parti, der sætter fællesskabet og de kulturelle værdier højere end smart café latte-snak og børsnoteringer. Så jeg håber jeg kan blive hos Pia livet ud.