En stank af lidelse

Af Ole Hyltoft I sommer var min ædle hustru og jeg på vej hjem fra vrissebror Jacobs ø, Bornholm. Skæbnen ville, at vi kørte om bord på Ystad-færgen i halen på en svinetransport. Der stod en mærkelig stank ud af den borghøje lastvogn. Ikke lugten fra en almindelig grisestald. Formentlig stanken af indespærrede grise, der i lastvognens sommervarme rumlen og tumlen svedte angstens sved, fordi de følte de var på vej til grisehelvede – hvad de på en måde også var. Vi producerer – som det hedder med et rigtig kz-lejr-ord – vi producerer 25 millioner slagtesvin om året. Dyrene lever ikke i sol og regn og med grisetæerne i jorden. De bor i fabrikker rundt i landet. Fabrikkerne er ikke svære at finde. Man går bare efter lugten. Det er ikke bare fabrikkernes nabohuse der ligger hen som under et giftgasangreb i 1. Verdenskrig. Det er hele egne der stinker. Da jeg kørte gennem Salling sidste sommer, måtte jeg lukke bilruderne til og hurtigst muligt styre mod friskere egne. På en måde er det meget godt, at vi på denne måde bliver mindet om, hvad det er for en affære vi som flæskespisere deltager i. Hvordan foregår griselivet så inde bag fabrikkernes mure? Se, det hører vi meget lidt om. Af og til ser vi indenfor i et fem sekunders klip i tv-aviserne. Og af og til råber en slagteriarbejder op om, at grisene bliver bragt til slagterierne med sår og knoglebrud.

Men disse sladderhanke bliver færre og færre. For de danske slagterier nedlægges et efter et. Og de , der arbejder i vore svinefabrikker, er vel efterhånden kun østeuropæere, der ikke skal have noget klinket. Så har vi dyrlægekontrollen. Men man har mistanke om, at mange dyrlæger er jagtkammerater med de store svinebaroner. Og er der en dyrlæge, der er for åbenmundet og tager grisenes parti, kan baronen nok finde en mere medgørlig dyrlæge. Mennesket er skabningens herre. Men det er et herre-skab, vi bør udføre med respekt for alle de andre levende skabninger. Når grisene er slagtemodne, sendes de ud på lange, stressende rejser til Ydre Mongoliet eller hvor slagteprisen er billigst. Herfra sælges de. Så det er ikke mange danske hænder – om overhovedet nogen – der har rørt ved de danske baconsvin, før de ligger på britiske eller japanske morgenborde. Der er regler for svinetransporterne. Men regler er til for at blive overtrådt. Det afsløres gang på gang. Reglerne er nok mest til for at dulme de danske flæskespiseres samvittighed. Kontrollen med transporterne virker lige så effektiv som banktilsynet. Vi spiser vore medskabninger, især køer, svin og høns. Det kan næppe være anderledes. Men der bør være en grænse for, hvor dybt vi skal fornedre os, og hvor rådden vi skal gøre luften og anstændigheden i vores land. Alene for at sætte gebisset i en flæskesteg mere om ugen. Som en statsminister – og landmand – engang sagde i en anden anledning: A sæjr hwalbekom!