DR skal højnes

Af Ole Hyltoft Der var bal bagefter. Det syntes Ole på otte år var kedeligt. Jeg dansede en enkelt dans med min mor. Men teaterstykket oppe på scenen lod jeg mig suge ind i, disse mærkelige mennesker med snart forsømt, snart blussende kærlighed. Zangenbergs Teaterselskab stod for løjerne. Stedet var Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade i København. Den berømte sal, hvor Lenin og Stauning og Tysklands første præsident, Friedrich Ebert, havde optrådt. Jeg sad foran et kæmpemæssigt vægspejl med hagen på messingstangen og alle stolerækkerne med publikum i mørket foran mig. Sådan tilbragte jeg adskillige lørdag aftener om vinteren under besættelsen. For min far og mor var i ledelsen af Arbejdernes Radioklub. Radioklubberne rundt i landet var i 1940erne og 1950erne meget store organisationer. Arbejdernes Radioklubber havde omkring 200.000 medlemmer. Var man medlem af Socialdemokratiet, var man som regel også medlem af en af radioklubberne. Min far var nu mere forretningsmand end organisationsmand. Som forretningsfører for Arako Radio producerede og solgte han radioer – uden for den privatkapitalistiske sfære. Socialdemokraterne ville selv producere de radioer ”den arbejdende befolkning” skulle bruge. Arako producerede i min fars tid omkring 30.000 radioapparater. Soliditet var min fars nøgleord. Han var sådan set en beskeden udgave af Kaj Holger fra Bella i DR´s serie ”Krøniken”. Det kan man læse om i radiohistorikeren Bjarne Dahlin Nielsens bog ”Bella og alle de andre”. Socialdemokraterne havde oprettet disse radioklubber og Arako Radio, fordi Statsradiofonien i 20erne og 30erne var ledet af to højborgerlige herrer. Kammerherre Lerche var formand for Radiorådet, og kammersanger Emil Holm var Kenneth Plummers forgænger som generaldirektør. Fremtidens erobrere, arbejderne, ville også have et ord at skulle sige i radioen, og radioloven var lavet sådan, at man fik medlemmer i Radiorådet i forhold til, hvor mange medlemmer radioklubberne havde. Det var altså de mange smede, butiksmedhjælpere, ølkuske, der lørdag aften sad på stolerækkerne foran mig, som indirekte var med til at styre Statsradiofonien. Bestyrelsen for Arbejdernes Radioklub holdt ofte aftenmøder hjemme i vores stue. Ikke altid til min fornøjelse, for et af bestyrelsesmedlemmerne var cigarhandler. Så de røg cigarer og røgen sved i mine øjne. Så jeg måtte gang på gang ud i badeværelset og pøse vand i øjnene. Nu sidder jeg så selv i DR´s bestyrelse og sender et kammeratligt nik til disse min barndoms voksne venner. De havde ikke mere end syv års skolegang. Men de var ikke i tvivl om, hvad de ville med Statsradiofonien. De ville højne. Det er et ord, vi er blevet for blaserte til at tage i vores mund i dag. Men det var det, de gamle pionerer ville. Højne standarden. Ved at arbejdsmanden såvel som grossereren fik de bedste sangere og musikere, den bedste salonmusik, de bedste råd til husmoderen at høre i radioen. Selvfølgelig skulle radioen også være sjov, men den skulle holde en standard, sætte en standard. Ord, som dem der i de seneste dage har stået på dr.dk, at den unge X-faktor vinder Martin ” er en lort på to ben”, ville være utænkelige for dem. Næh, radioen skulle være det bedste af det bedste, Aksel Schiøtz, Poul Reumert, Clara Pontoppidan. Gøgl, fjas, og dilettanthalløj kunne man kaste sig ud i på Bakken eller i forsamlingshusene. Disse arbejdere fra Arbejdernes Radioklub havde ikke hørt Beethovens 9. symfoni eller Holbergs ”Jeppe på Bjerget” før. Det gjorde de nu. Selvfølgelig skulle Statsradiofonien ikke være en bedemandsbutik, der skulle også være plads til en Osvald Helmuth og en Max Hansen og til en hyggelig familieserie som ”Familien Hansen”. Denne indstilling vandrede fra både Arbejdernes Radioklub og det borgerlige modstykke Kristelig Lytterforening over i Statsradiofoniens ledelse. Statsradiofonien var til for at sætte kulturens standard op for alle i kongeriget. Gad vide, hvad disse hedengangne pionerer ville sige til X-faktor med dens blanding af sangglæde og følelsesporno. Årene går. Ingrid og Lillebror bliver til Kaj og Andrea, der bliver til Bamse og Kylling. Den livlige ungdomsprogramvært Poul Nesgaard bliver til den succesfulde filmskolerektor, og Jørgen Mylius bliver til Jørgen de Mylius. Statsradiofonien bliver til DR. Generaldirektør følger efter generaldirektør. Hans Sølvhøj husker mange. Han var højt begavet og Danmarks morsomste foredragsholder. Vi gør holdt ved Christian Nissen. Det er jo bl.a.hans fortjeneste/skyld, at vi nu har DR-byen på Amager. Er det under denne superdjøffers ledelse, at det med at højne glider i baggrunden? Eller er det tidsånden, der ændrer sig? Det var især under Christian Nissen, at folk, der ved lidt om alting, afløste de fagkyndige medarbejdere. Vel kan fagmedarbejdere blive for ensporede, men folk, der ikke ved noget rigtigt om en sag, kan heller ikke spørge ind til sagens kerne og få et interview til at funkle. Respekt for faglighed er en forudsætning for kvalitet i en kulturinstitution. Jeg synes, DR igen skal kunne lokke hemmeligheder ud af landets bedste hoveder og bedste kunstnere. Og inden for billedkunst arkitektur, litteratur og andre kunstarter sker det kun, hvis intervieweren har forstand på sitområde. DR skal ikke gå efter det moderigtige, men efter det holdbare.

Et lille eksempel. Engang var det en af vore bedste lyrikere, Ove Abildgaard, der tog sig af DR´s lyrikudsendelser. Han afløstes af en anden lige så god digter, Jørgen Gustava Brandt. Hvor er deres efterfølger? Hvor er overhovedet lyrikken i DR´s programmer? Måske er der ikke så mange, der lytter til lyrik, men lyrik hører med, hvis man skal højne en kultur. Litteraturoplæsningerne er blevet helt væk. Vi er mange, der har lært at elske litteraturen og tale det danske sprog ved at høre en Elith Pio, en Henning Jensen, en Birgitte Price, en Ghita Nørby læse nutidige og klassiske historier højt i radioen. Det må vi have genindført. Der er ikke andre stationer end DR til at holde dansk litteratur i hævd. Til gengæld synes jeg, at den klassiske musik har stået distancen lige meget, hvordan tidsånden har været. Radiosymfoniorkestret og korene har været DR´s arvesølv. Nå ja, vil man måske sige, Brahms og Dvorac og Carl Nielsen er ikke sådan at komme uden om. Men det er H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher vel heller ikke, og de er som sagt forsvundet. Det er et svigt fra DR´s side. Vi burde hver eneste uge kunne høre et eventyr eller et digt af H.C. Andersen i radioen. Han er vores nationaldigter og en fuldkommen sprogmester. Vi burde kunne høre hans eventyr lige så ofte, som vi hører vores nationalkomponist Carl Nielsen. Et af de første emner, jeg tog op i DR-bestyrelsen, var sproget i DR. Dels det uklare sprog og dels amerikaniseringen. Hvem kan høre alt, hvad skuespillerne siger i DR´s ellers vellykkede søndagsserier som ”Forbrydelsen”, ”Forestillinger”, ”Sommer” og ”Livvagterne”? Og nogle DR-medarbejdere synes at være ved at få en arbejdsskade på grund af hurtigsnak. ”Storkereden” udtales som ”Storreden”, og nogle ord forsvinder helt. Nordmænd og svenskere kan udmærket forstå et tydelig talt dansk. Men de forstår ikke meget af det dansk, som den ellers dygtige skuespiller Mads Mikkelsen taler i dag. Kritikken fra bestyrelsen faldt sammen med, at sprogbevidste DR-medarbejdere og sprogprofessor Peder Skyum-Nielsen råbte vagt i gevær. Nu har DR fået ansat en særlig sprogredaktør, Martin Kristiansen, ham venter vi os meget af. Og amerikansk er åbenbart bedre end dansk. Hvorfor har så mange programmer engelske titler? Er det at lægge særlig vægt på dansk, som DR er forpligtet til at gøre? Det ville også hæve kvaliteten i DR, hvis der f. eks. blev vist flere film fra andre lande end USA. DR skal ikke jagte seere for enhver pris. dr.dk, altså nettet, konkurrerer nationalt og lokalt med aviserne, der ikke modtager licenspenge. Og er landet som helhed tjent med, at DR slår aviserne af marken, så DR på en måde generobrer fortidens monopol? Vi er ikke derhenne endnu, men jeg synes, at vi skal tænke os om og se på mediehelheden. DR´s succes skal ikke måles på seertallene alene. Den skal også måles på, at vi synes, at DR viser os det danske landskab, det danske sprog, den danske kultur på en måde, så vi gribes af det og holder af det. Nutid, men også fortid. Kim Larsen og Per Nørgaard, men også Niels W. Gade. Spiller vi ikke Hornemann, Kuhlau og Lange-Müller i DR, bliver de ikke spillet nogen steder i verden DR har magten til at løfte vores nationale skatte op i lyset. De åndelige skatte, der bliver til nu. Men også dem vore forfædre skabte. Den magt skal bruges med kærlighed og klogskab. Gør DR det, synes jeg ikke, DR skal gå og ryste i bukserne, hvis seertallene ikke altid er i top. Jeg tror ikke, at nogen regering og noget folketing kan finde på at lukke DR. Så vil de forråde hele den danske kultur. Så måtte de snarere vælge at udskifte DR`s ledelse og bestyrelse. Nå, men det er ikke små seertal, der er problemet i dag. Hvad jeg vil arbejde for i DR`s bestyrelse, spurgte kronikredaktøren. Mere alsidighed, mere kvalitet, mere dansk sprog og kultur. Huske, hvad det var radioklubben arrangerede bal i Rømersgade for – at højne.