Sadelmageren, radioklubben og koncertsalen

Af Ole Hyltoft Salen var som et feslot at træde ind i. Et orgie af lys, og dog dæmpet af de elegante armaturer foran på balkonerne. Grønlandsk marmor udvendig, og indvendig parketgulve der skinnede som spejle. De brede lænestole lyste som sand på en sommerstrand og var at dufte til og sidde i som kejserens tronstol i H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”. Det var indvielseskoncerten i Radiohusets nye koncertsal. Året var 1945. Jeg var 10 år gammel og i det matrostøj, jeg endnu ikke syntes var for barnligt at have på. Jeg kendte flere af dem der var til stede denne aften. For de var fars og mors venner fra Arbejdernes Radioklub. Sadelmageren, cigarhandleren, kontorassistenten med hareskåret fra sygekassen ”Fremad”. Symfonierne der blev spillet denne aften fæstnede jeg mig ikke ved. Men det var uforglemmeligt, da en af besættelsens helte, den næsten guddommelige Kong Christian den Tiende blev kørt ind i kongelogen i sin rullestol. Så vidt jeg husker bar vi alle Kongemærket, lige fra sadelmageren til lille Ole. Uanset hvor socialdemokratisk vennekredsen fra Arbejdernes Radioklub var. Jeg havde hørt meget om den koncertsal i sidste del af besættelsen. I Arbejdernes Radioklub vidste man udmærket, at ”vores” radiorådsformand, Julius Bomholt, havde undladt at færdiggøre byggeriet under påskud af materialemangel. Det var jo en meget sandsynlig begrundelse under krigen. Men den virkelige årsag var, at Radiorådet havde standset byggeriet, fordi de forudså, at Brøndum-banden eller en anden bande nazi-terrorister ville sprænge en fuldført koncertsal, Statsradiofoniens nye perle, i luften. For at hævne sig over, at ”vi” lavede sabotager og holdt med englænderne. Først her for ganske nylig erfarede jeg, at alt det finske træ til byggeriet på bygherrens ordre var flyttet til en fjern oplagringsplads i Sønderjylland. Bomholt eller den daværende generaldirkeltør, F.E. Jensen, har været snarrådige folk. Det var også først efter krigen, at jeg blev klar over, at min far som leder af det kooperative radiofirma Arako opbevarede dele af Statsradiofoniens arkiv i sin radioforretning i Rosenørns Alle over for Radiohuset. For at tyskerne ikke skulle hugge det og misbruge oplysningerne. Det var ikke uvant for mig at være til højtidelig fest med sadelmageren, cigarhandleren, kontormanden med hareskåret og min far. De udgjorde festudvalget i Arbejdernes Radioklub. Én gang om året iførte disse herrer sig kjole og hvidt. Formentlig var det kun denne ene dag om året, de havde brug for deres kjolesæt. Det var ikke et, de lånte. De havde anskaffet det i dyre domme. Til denne ene søndag i marts, til Arbejdernes Radioklubs Stiftelsesfest. Som i min barndom hed 25 års Stiftelsesfest, 26 års, 27 års… Sadelmageren var formand. Vinteren igennem arrangerede han og de andre teateraftener og bal bagefter i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade. Men det var Stiftelsesfesten, der var årets højdepunkt. Den fandt sted i Odd Fellow Palæet. Sadelmageren og hans festudvalg kom ikke med hatten i hånden til borgerlighedens højborg i Kongens fornemme Bredgadekvarter. De samlede mageligt et publikum på 2000 - andre sadelmagere, bundtmagere, gartnermedhjælpere, butiksassistenter, smede. Dette talrige publikum ankom ikke til Palæet i kjole og hvidt. Men jeg tror, de menige medlemmer af Arbejdernes Radioklub satte pris på, at deres ledende klassefæller præsenterede sig i fornemste udstyr. Så var de lige så fine som de optrædende på scenen, solister som Osvald Helmuth, tenoren Stefan Islandi, violinisten Wandy Tworek. Dyre herrer. Men det var ingen sag for festudvalget at betale de fyrstelige gager. Der var mange til at dele udgiften og nyde artisterne. Stiftelsesfestens højdepunkt var festtalen. I 30’erne havde blandt andet Stauning holdt den. Da jeg var dreng efter befrielsen, var det Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Hartvig Frisch, Julius Bomholt, der fra den forgyldte talerstol i Palæets store sal sagde ordene om arbejdernes ligeret til at høres i radio og fjernsyn. Og om Statsradiofoniens betydning for at højne kulturen for alle borgere i landet. Musikalsk med Torsdagskoncerterne, teatermæssigt med hørespillene, hvor både Shakespeare og Holberg var på repertoiret. Og litterært med Mogens Wieths, Bodil Kjers, Poul Reumerts, Karin Nellemoses oplæsninger. Kristelig Lytterforening var det borgerlige modstykke til Arbejdernes Radioforbund. Men Kristelig Lytterforening koncentrerede sig så meget om at holde bandeordene og seksualiteten i ave i programmerne, at Arbejdernes Radioforbund fik ret fri bane til at tage hånd om det politiske. Både radiorådsformand til 1953, Julius Bomholt, og hans efterfølger Peder Nørgaard sørgede dog diplomatisk for, at de borgerlige partier også fik deres del af lammestegen både hvad udsendelser og medarbejdere angik, så Ole Bjørn Kraft, Hakon Stangerup, Erik Eriksen, og hvad koryfæerne hed dengang, ikke følte nogen påtrængende nødvendighed for at gå i krig med Danmarks Radios fredsommelige socialdemokrater. De borgerlige har jo aldrig taget kulturpolitikken alvorligt. Der verserer en historie om, hvordan de socialdemokratiske radioledere dog engang imellem kunne udvise en snedig politisk praksis. Radiorådets næstformand, den højtbegavede, men også højst forfængelige Hakon Stangerup elskede at modtage ordener, ikke mindst af kong Frederik den Niende. Nu havde Hakon Stangerup bedrevet en lidt for venskabelig omgang med tyske honoratiores i besættelsens første år. Senere blev Stangerup lidt af en frihedskæmper og hjalp jøder til Sverige. Men da var ulykken jo sket. Når socialdemokraterne havde brug for Stangerups konservative stemme i en vigtig sag i Radiorådet, antydede de derfor at kommandørkorset var på vej til den længselsfulde. Men at kongen trak sagen i langdrag på grund af det der grumseri fra krigens tid. Den socialdemokratiske regering skulle dog nok prøve at overtale kongen. Eftersætningen ”hvis Stangerup nu stemte med sosserne”, behøvede man slet ikke at sige højt til en så højt begavet mand som Stangerup.

I dag har man svært ved at forestille sig, hvor stor en betydning disse førende radiorådspolitikere spillede i det offentlige liv. Det hang sammen med, at det dengang var Radiorådet, der bestemte mest i Danmarks Radio. Hovedparten af Radiorådet blev udpeget af lytterforeningerne i forhold til deres medlemstal. Og det var ikke lille. På sin højde i 50erne var der over 200.000 medlemmer i Arbejdernes Radioklubber. En gang i 50’erne var der en vældig kampagne blandt arbejderne for at få dem til at melde sig ind i den lokale Arbejdernes Radioklub. Derved blev medlemstallet så stort, at Arbejdernes Radioforbund nu kunne udpege tre til Radiorådet, mens de kristelige fortsat måtte nøjes med to. I den socialdemokratiske storhedstid i 50’erne under statsministrene H.C. Hansen og Viggo Kampmann blev DR ledet med myndig og smidig hånd af Peder Nørgaard. Han var en stor mand i partiet. En dygtig administrator, direktør for det kooperative bryggeri Stjernen. Et stykke af en storborger, ven med Kong Frederik den Niende. Han afskyede seksuelle moderniteter af PH-slagsen og kunne altså i det stykke samtykke med Kristelig Lytterforening. Han boede dør om dør med H.C. Hansen i Pamperstiftelsen på Østerbrogade. Så i Peders tid var der en lige linje fra radioen til regeringens og Socialdemokratiets top. En af de faste talere ved Stiftelsesfesterne var Ernst Christiansen, formand for Arbejdernes Radioklub i København. Han havde grundlagt Kommunistpartiet i 1919, var vendt tilbage til Socialdemokratiet i 1930. Nu efter sin brølende ungdom i revolutionsperioden efter Første Verdenskrig var han blevet en rigtig Biedermeyer-socialdemokrat, foragtet og latterliggjort af DKP under Aksel Larsen. Han havde slået sig på radiopolitik og blev medlem af Radiorådet i 1940. På grund af sin store viden var han nok den mand fra Radiorådet, der betemte mest i Statsradiofonien, indtil han i 1955 blev viceudenrigsminister under H.C. Hansen. Da det var sadelmageren og hans festudvalg der skaffede radioklubben de mange medlemmer, kan man godt sige, at det var sadelmageren og hans kammesjukker i kjole og hvidt, der sørgede for at Peder Nørgård, Ernst Christiansen og de andre mandariner kunne sidde på deres taburetter i Radiorådet. Vi unge socialdemokrater i 50erne og 60erne syntes disse halvrøde mediekonger fra Methusalems tid var nogle bornerte småborgere. Selv var jeg langt mere på bølgelængde med deres modstander, PH. Det var de yngre socialdemokrater også f. eks. de senere kulturministre Niels Matthiasen og Hans Sølvhøj og de senere ministre Anker Jørgensen, Kjeld Olesen og Knud Heinesen. Gennem min far og mor var jeg knyttet til de gamle ronkedorer. Personligt var jeg i gang med at formulere en helt anden frihedspolitik ( min første bog hedder ”Tør du være fri?”), inspireret af bl.a. PH. Jeg havde altså sympatier i begge lejre. Det var mig aldrig fremmed, at Peder Nørgaard-Ernst Christiansen-holdningen havde folkets tilslutning. Og alt var såmænd heller ikke så ensidigt i ronkedorernes tid. Der var i de år plads i DR til både en politisk korrekt dygtighed som Niels-Jørgen Kaiser og en politisk ukorrekt kapacitet som Volmer Sørensen. Der er en ting ved DR, vi altid skal huske. Det er det danske folk, ikke et politisk parti, ikke Dansk Magisterforening, Danmarks Journalistforbund eller DJØF, der ejer og betaler DR. Er det så ikke rimeligt at lyttere og seere gennem Radiorådet - nu bestyrelsen - har en smule at skulle have sagt? Så danskerne kan høre og se programmer, der siger dem noget. Og så de også ind imellem kan høre meninger, som de deler. Som TV´s udvikling er gået, er det i de senere årtier journalisterne, der er kommet til at spille førsteviolin i DR. Som de rappe væsner journalisterne er, har de det med at blive grebet af de politiske kastevinde, der drager over landet. Derved kan afdelingerne i DR, måske hele DR?, godt gå hen og blive noget ensfarvet. Det er jo ikke længere Radiorådet, der ansætter medarbejderne i DR, det er især DRs journalister, der ansætter DR´s journalister. Det er nødvendigt for DR’s folkelige gunst og dermed for radio/TV -stationens eksistens, at der er en af journaliststanden og andre stande uafhængig instans i DR. Et organ, der kan tale ensretningen midt imod. Den myndighed bør bestyrelsen have. Den kan kun udøves, hvis bestyrelsen er klogt sammensat af regering og folketing. Så kap ikke al indflydelsen fra de folkevalgte, men sørg for at folkets repræsentanter i DR’s bestyrelse magter at diskutere programmerne med generaldirektøren og hans embedsmænd på et fagligt forsvarligt plan. De politiske partier har for ofte besat radiorådsposterne med veltjente parti-genosser uden særlig interesse for radio og tv. Her taler jeg naturligvis ikke om min nuværende bestyrelseskollegaer! Mange mennesker tror, at faglighed på ledelsesposter består i at være jurist eller en anden slags djøffer. Men det gælder i hvert fald ikke i DR. Her er faglighed først og fremmest indsigt i kulturmiljøet og medieverdenen. Sandt at sige var disse Stiftelsesfester ikke min livret. Da jeg kom i 2. og 3. mellem (7. - 8. klasse) på Gl. Hellerups Gymnasium var min hovedinteresse at spille fodbold i B 93. Min træner var en, der dengang endnu var en legende som mellemkrigsårenes bedste landsholds-innerwing, Mikael Rohde. Det var ikke mit varmeste ønske at tilbringe en søndag eftermiddag med at sidde i Odd Fellow Palæet og høre Stefan Islandi synge Alfredos partier fra La Traviata, mens min far i kjole og hvidt og med ordonnans-emblem i knaphullet stæsede rundt i Palæet og fik det store arrangement til at klappe. Jeg ville hellere have en far der gik til fodbold. Og nu, 63 år efter, indvier vi så DR-byens nye koncertsal. Statsradiofonien er for længst blevet til Danmarks Radio, men det er stadig folket, det danske, der ejer sin vigtigste radio/TV- station. Vi er ikke solgt til nogen amerikansk mediebaron. Da jeg for to år siden indtrådte i bestyrelsen, var mange seere så oprevne over både kvaliteten og den politisk korrekte ensidighed i programmerne, at de opfordrede mig til at få stoppet byggeriet af koncertsalen eller få salen solgt. Det sagde jeg blankt nej til. Det danske folk skal i fællesskab have en DR, herunder en koncertsal, hele landet er stolt af. Det får vi nu igen. Lille Ole er i mellemtiden blevet til gamle Ole. Og i DR’s bestyrelse repræsenterer jeg ikke partiet der stod bag Stiftelsesfesterne i Odd Fellow Palæet. Men jeg prøver at repræsentere vores danske kultur. Det gør man især ved at bruge den. Det gjorde sadelmageren, cigarhandleren og kontoristen med hareskåret, da de stod bag rejsningen af Radiohusets Koncertsal i befrielsesåret, og dermed kom til at udgøre det folkelige grundlag for efterkrigens store musikalske oplevelser. Launi Grøndahl. Erik Tuxen. Thomas Jensen. Sergui Celibidache. Fritz Busch. Malko. Segerstam. Blomstedt. Dausgaard. Den samme hengivenhed for europæisk kultur kan en ny generation nu udvise i en endnu smukkere koncertsal end den første. Lad os glemme trakasserierne om byggeriet og i stedet lytte til musikken og fryde os over, at Danmark er blevet et arkitektonisk mesterværk rigere.