Amatørernes paradis

Af Ole Hyltoft Jeg har en ven der hedder Erik Nørgård. Han bor i et af Jørn Utzons guddommelige huse i Fredensborg. Hvad kommer det nu dig ved, kære læser? Jo, måske kan du huske, at denne Erik Nørgårds hund var på forsiden af Ekstra Bladet for nogle måneder siden. Hunden fandt nemlig en ældre dame i nærheden af Nørgårds hus. Hun var faldet i et mosehul til halsen og blev kun reddet, fordi hunden gøede, så Erik Nørgårds kone fik tilkaldt hjælp. Så kender du Erik Nørgård. Han er ingeniør og har bygget havne i Afrika og USA. I den skole, jeg gik i, lærte vi – uden at det blev sagt direkte - at danskerne er lidt dygtigere end folk fra andre lande. Vi fik at vide, at Persien nok slet ikke havde jernbaner, hvis ikke danske ingeniører havde bygget dem hen over farlige slugter. Og hvilken anden skipper end Carlsen på det skæve skiv ville være blevet på sin synkende skude midt ude på Atlanten? Erik Nørgård er sådan en dygtig dansker, verden ikke kan være foruden. Han har bl.a. bygget havneanlægi Cape Town og grænsebroen mellem Sydafrika og Namibia. Han har også bygget det højeste tårn i hele Afrika. Jeg tænker på Erik Nørgård, når jeg sidder og ser X-factor her fredag aften. Det interessante ved X-factor er, at sangerne ikke kan synge. ( Der har været et par undtagelser. Dem ser vi bort fra. ) X-factors sangatleter ligner alle os andre med hensyn til stemmepragt. Der er bare den forskel, at de synger i tv i bedste sendetid. Vi andre gør det i badeværelset. Jeg forstår godt, at folk der ikke kan synge, alligevel gerne vil. Jeg holder så meget af Beethovens 9, symfoni, at jeg selv engang satte mig for at synge symfoniens centrale korsang ( nu EU’s fædrelandssang! ). Da jeg havde hørt mig selv synge den på bånd, holdt jeg øjeblikkelig op med at forsøge.

Men det gør de ikke i X-factor. Dilettanterne – eller skal vi være søde og sige amatørerne – stiller gladelig op foran kameraet og bjæffer og muher efter bedste evne. Og bliver derefter skamrost af denne sorte altmuligmand, Mr Blachmann. Noget må han jo sige for de 600.000 kr. han ifølge Ekstra Bladet bliver honoreret med. Det samme gælder Vild med Dans. Hele Danmark går fra snøvsen, fordi en sværvægts-kuglestøder kan vrikke lidt med måsen i valsetakt. Og en sød statsminister-frue kan fremvise en krop, der tilsyneladende er gået uskadt igennem hundreder af officielle middage. Til lykke med det! Ja, ja, hverken hun eller kuglestøderen danser dårligt. Men der er altså bare nogle håndfulde dansere, der har sat hele deres liv ind på at danse stjernerne ned af himmelrummet. Amatørerne længe leve! Vi dyrker det jævne. Kan bedre lide at se på nogle der ike kan mere end os selv. Breder denne amatørisme sig ikke fra tv-skærmen til andre dele af samfundet? Bliver man indlagt på et dansk hospital, er der en god chance for at man bliver smittet med streptokokker. At gøre ordentlig rent skulle dog være en enkel sag. De, der har forstand på lægeverdenen, siger at det danske sundhedsvæsen er tilbagestående i forhold til f.eks. Tyskland, Sverige og USA. Har det noget at gøre med, at vi er blevet amatørernes paradis? Djøf’ere – folk der ved lidt om regnskaber og organisation – bliver sat i spidsen for alt muligt, der i virkeligheden kræver fagkundskab. Vi vil hellere hygge os med nogle begyndere end overgive os til dem der mestrer kunsterne. I aften skal vi så igen hygge os med, om Morten og Charlotte og Cecilie kan ramme tonen. De kan lide at synge, ligesom du og jeg. Og det er godt nok. Men hvorfor skal disse vaklende stemmer dog i tv? Så vil jeg hellere se Erik Nørgårds hund. Vi håner dem, der sætter alt ind på at kunne noget, ved ikke at bruge dem. Der er mange der kan synge sjælen ud af kroppen, så det gjalder i Ermelunden. Lad os få dem at høre i stedet for amatørerne.