Hvor f.. blev de brede bøge af?

Af Ole Hyltoft Forleden dristede jeg mig til at rulle ind på en parkeringsplads, hvorfra der er den nydeligste sti til en af Sjællands smukkeste skovsøer. Bump, bump, bump og krasj, sagde bilen. Det var en fælde, de ansvarlige for skoven havde sat ud. Var det for at undgå besøgende? Parkeringspladsen var hul på hul, på hul, på hul. Min Mazdas stakkels udstødningsrør havarerede. Jeg kom i tanke om, at her var jeg jo også for et år siden. Og hullerne var der sørme også dengang. At gøre sådan en lille plads farbar for skovens gæster kræver ellers ikke det store. Bare et par mand med skovl og noget grus. Hvem svigter ( adgangen til) skoven? Politikerne eller Skov- og Naturstyrelsen? Jeg bandt mit udstødningsrør op i et reb og listede hjem – uden skovtur. Og hvis man en dag er mere heldig og kommer godt ind i skoven, hvad møder der så én? Store arealer med træer, der står som sild i en tønde. Man kan faktisk ikke se skoven for bar` træer. Hvor fanden er det yndige lands brede bøge blevet af? Går man på en skovsti og stirrer ind i sådan en sammenstuvet klumpe-skov, føler man sig indelukket. Ja, det er ligesom stien er flankeret af de plankeværker, alt for mange husejere burer sig inde bag. Hvorfor ikke give træerne lidt fri luft omkring sig? Næ, næ, for skoven skal ikke være for rekreativ. Den skal være salgbart træ, der skal tjene penge. Derfor bliver vore skove til tykninger. Det er inde i dem, at bedstemor bliver ædt af ulven. Når man går der på stien, bliver man helt bange for, at Birthe Rønn pludselig stikker sit fortryllende ansigt frem mellem granerne og stirrer på en – tavs som graven.

I gamle dage var skovene utilgængelige og der boede røvere inde i dem. Og i fattige egne blev børn sat ud i skoven og blev fortæret af ulve - hvis de da ikke blev til ulveunger. Men nu om dage er vi mennesker skovenes herrer. Hvorfor gør vi så som om vi var Roskilde Bank, der vil investere i træproduktion? Det kan vi lade Sverige og Finland om. De har så meget ubeboet ødemark, at de lige så godt kan lade den vokse til med kedelige træstammer. Men i Danmark har vi ikke mere land at rutte med, end at vi kan lade alle vore skove blive naturperler, som gør os grønne og salige i sindet. Nord for København ligger en over trehundrede år gammel skov, Dyrehaven. I den får træerne lov til at folde sig ud og blive gamle. Dér står de – i bøgens fædreland – og kigger på Eremitageslottet og hjortene og udsigten ud over Øresund. Det er skove som Dyrehaven, vi skal have over hele landet. Ege, der har rum omkring sig, så de bliver knudrede ege som dem, soldaten i Fyrtøjet kan krybe ned i og få prinsessen og det halve kongerige. Og i Vestjylland kan granerne også få rum omkring sig. Træerne i disse vore lystskove skal ved det ene kryds udgøre en hule omkring de vandrende. Ved det næste kryds skal de åbne sig til brede lunde. Variation, tak! Folketinget har bestemt, at over en femtedel af vores land om nogle år skal være skovklædt. Men disse nye skove bør ikke rejses til fantasiløs produktion af brædder, der bagefter kan blive til grimme plankeværker. Har vi råd til det? Selvfølgelig har vi det, når vi har råd til at låne så mange penge til Danske Bank, der giver Straarup 12,5 millioner kroner i løn om året for at formøble millioner og milliarder.