Hold nallerne fra de muslimske lande!

 

 

 

Af Ole Hyltoft

 

Når Birthe Rønn Hornbech har trukket Anders Foghs regering helt ned i dyndet, skal der en ny regering til. Ekstra Bladets storladne hold af bagside-giganter er det indlysende svar på sådan en regering. Det vil ganske vist kræve, at den kommende fødevareminister, Mik Schack, skaffer sig en lidt pænere påklædning. Men det kan vel ordnes.

   Da jeg behersker flere sprog, herunder oldnordisk, må jeg nok påtage mig udenrigsministerposten. Derfor bør befolkningen vide, hvad jeg går ind for. Jeg går ind for, at vi skal deltage mindst muligt i udenlandske bataljer.

   Den mening kom jeg til i 3. klasse, da jeg læste, at Christian den Fjerde ville redde protestantismen og anskaffede sig en hær så kostbar, at landet nær var gået fallit. Derefter fik kongen med denne fine hær så læsterlige klø ved Lutter am Barenberg, at Danmark senere mistede Skåne og blev en pusling.

   Især skal vi ikke deltage i krige i Asien. For som jeg nogle år senere lærte af Kipling:

Ja, øst er øst, og vest er vest, al anden tale er tom,

De to skal ej mødes, før himmel og jord står for den almægtiges dom. 

 

                                                                             *

Jeg gjorde en undtagelse med Saddam Hussein. Denne reserve-Stalin myrdede, torturerede, skamskændede sin egen befolkning. Hvis det retsindige Vesten med et rask bombetogt kunne få denne djævel sendt til Helvede, hvor han hører hjemme, ville det for mig være ok. Men der viste sig jo at ligge islamiske afgrunde bag Hussein, som vi ikke kendte godt nok.

   Derfor: lad os handle med Østen. Men ikke prøve at opdrage den. De har deres stil, vi har vores. Altså: slut med danske soldater i Afghanistan. Vi vinder ikke den krig for demokratiet.

   Hold nallerne væk.

 

 

 

 

 Jamen så sejrer Taleban, måske også i Pakistan. Og Pakistan har atombomber, siger den nuværende forsvarsminister.

   Ja, udsigten til at Taleban kan få atombomben er ikke ligefrem nysseligt. Men Stalin havde også atombomber, og brugte dem ikke. For han vidste, at så ville Moskva og Leningrad blive forvandlet til radioaktive ruinhobe.

   Og Taleban ved også, at hvis de udløser en atombombe i London, eksisterer der en time efter ikke en levende talebaner i nogen afghansk eller pakistansk by. Og byerne eksisterer heller ikke.

   Til gengæld må vi i Vesten altså også holde op med at ville udbrede vores kapitalistiske fundamentalisme til hele verden. Der ligger en bank i Islamabad der hedder American Bank. Jeg ville  godt nok blive knotten, hvis Den Danske Bank skiftede ejer og kom til at hedde Den Tyske Bank. Så der stod Tyske Bank over alle de største banker på de danske hovedgader.

   Lad os hurtigst muligt finde på noget andet end olie at fylde på vores motorer. Og lad så de islamiske barbarer i Saudi-Arabien og andre steder passe sig selv.

   Vi kan sige til dem, at vi synes det er en dårlig ide, at de hugger hænderne af tyve. Og vi kan fortælle dem, at hos os stener vi altså ikke kvinder til døde, fordi de er blevet voldtaget.

   Men den slags – vi kan kalde det menneskelighed – fortæller vi ligesom friere, hvis vi ikke samtidig vil have vores vestlige firmaer til at rulle ind over deres markeder.

   Når jeg bliver udenrigsminister, holder vi altså op med at være så emsige uden for vores eget land. Husk hvad kloge Kipling sagde: Øst er øst, og vest er vest – de to skal ej mødes.