Amerikansk barnlighed på dansk tv

Af Ole Hyltoft Det er græsseligt hvad fjernsynet finder på, vi skal interessere os for. Fra rumba-dans til synet af statsministerfruens lilla trusser. Oven i det en lind strøm af mord fra De forenede Stater, rigmandsbørns problemer i Beverly Hills og deslige. Og nu har tv’s sportsjournalister minsandten fundet ud af, at vi skal følge med i amerikansk baseball og amerikansk football. Vi ser kampe fra Californien og Ohio. Spillerne er klædt på som rummænd, hvorefter de banker løs på hinanden, som var det Ungdomshusets kernetropper der var på plyndringstogt på Nørrebro. Baseball og football er nationalsporterne i USA. Det er udtryk for, at Obama-land ikke er kommet ud af skolealderen. I Europa spiller vi fodbold. Det spil kræver både artisten og strategen. Det kan i heldige øjeblikke ligne kunst. I USA spiller de derimod baseball. Hvad er det? Det er rundbold med fastelavnskølle. Sødt når det bliver spillet af Bambi-piger på 8 år i skolegården. Latterligt når det udføres af bodybuildere med kone og børn og villa. Amerikansk football er endnu mere primitivt. Det er organiseret slagsmål. Spilleren skal tage bolden op i armhulen og spæne op ad banen, mens modstanderen løber efter ham og skubber. Det ser også ud som om det har noget at gøre med at sparke den åndssvage, skæve bold højt op i luften. Vi kan ikke se spillernes ansigter. De har styrthjelm og ansigtsgitter på. Jeg ville heller ikke vise ansigtet, hvis jeg deltog i sådan en gang kluddermudder for adfærdsvanskelige bøller.

At USA har gjort rundbold og bøllebank til nationalsporterne, siger meget om USA. Dem om det. Men hvorfor i alverden skal dansk tv bringe transmissioner fra disse barnagtige sportskampe, der foregår i det vilde vesten på den anden side af kloden? Er det tv’s røde lejesvende der vil gøre grin med Amerika? Eller er det globalisterne, der vil have vi skal følge med i rub og stub af tosserier der sker i den store, vide verden, især i USA? Nu roste jeg lige europæisk fodbold. Men, men, men… Dansk fodbold har også åndssvagheder, som vi tv’seere skal sidde og blive vrisne over. Tag nu det danske landshold. Når Daniel Jensen, Rommedal eller Christian Poulsen sparker frispark nær ved modstanderens mål, havner bolden igen og igen oppe i VIP-logen hos kronprinsen og Don Ø. Det er så drønærgerligt at se en chance forsvinde på den dilettantiske måde. Spænding bliver til tomgang. Når en spiller skyder på mål presset af modstandere, er der ikke noget at sige til, at han rammer ved siden af. Men ved dødbolde kan man træne sig til at ramme. Det er noget man kan øve sig på. Ingen bør sættes på det danske landshold, hvis de ikke fra 25 – 30 meters afstand kan ramme målet i 9 af 10 forsøg. Og sig så ikke det er en dum spinatfugl der her udtaler sig. Det er en målsøgende junior-centerforward fra B 93. At I ved det. Forhenværende, indrømmet. Men alligevel.