Lad Skåne bestemme selv

Af Ole Hyltoft, forfatter, DR-bestyrelsesmedlem I dag knyttes Skåne og Danmark lidt tættere samen. Den sports- og koncertsal, som Flemming Østergård fabler om i København, den realiserer hans pendant i Malmø, Percy Nilsson. Malmø Arena hedder det storstilede kulturhal til 15000 tilskuere, som indvies i aften. En ærkekøbenhavner bliver direktør for gigant-scenen, nemlig Poul Nyrup Rasmussens tidligere spindoktor, Billy Adamsen. Ideen med Øresundsbroen synes mere og mere at blive opfyldt. En fjerdedel af Sveriges og Danmarks bruttonationalprodukt skabes i Øresundsregionen. Tusindvis af malmøboere arbejder i København. Og de kommende år vil tusindvis af københavnere køre over broen til Malmø Arena for at høre verdensstjernerne. Det har altid frydet mig, når det gik godt i Malmø. Som lille Østerbro-barn under besættelsen sad jeg på min 5. Sal og stirrede fra min mørkelagte hovedstad over på det lysende Malmø. Efter krigen blev Malmø mit slaraffenland. Her kunne man købe sydfrugter, ægte chokolade, fint tøj - ukendt i 40’ernes nedslidte Danmark. I skoletiden blev jeg ganske ferm til at tale svensk. Og i min fire måneders karriere som gymnasielærer på Virum Statsskole underviste jeg med verve i svensk sproglære – med særligt henblik på det ejendommelige fænomen i svensk fonetik, supradentaler, i ord som gård, kors, bort! Som boganmelder på dagbladet Aktuelt i 70’erne anmeldte jeg tidens svenske forfattere, P.C. Jersild, Göran Sonnevi, Sven Delblanc m.fl. Jeg interviewede forfatterne, også de ældre, som nobelpristagerne Eyvind Johnson og Dagens Nyheters åndfulde chefredaktør Olof Lagercrantz. Ivar Lo-Johansson blev min gode ven. Nogle af mine egne bøger og noveller udkom i de år på svensk. Olof Palme blev vel ikke ligefrem min ven. Men vi kendte hinanden og var venskabeligt sammen ved flere lejligheder. Især husker jeg en aften hjemme hos Anker Jørgensen. Palme, Anker og jeg havde talt om aftenen ved et offentligt møde. Palme kom direkte fra Stokholm, havde altså en lang arbejdsdag bag sig. Nu sad vi i Ankers sofa på Borgbjergvej. Endelig var den udholdende Palme blevet træt. Ikke et ord mere om politik. Nu fablede han om, at han og hans kone skulle have en ny seng, og den ville han købe i København. Det har lige siden været en gåde for mig, hvorfor en seng i Stokholm skulle indkøbes i København. Jeg fik aldrig spurgt ham. Snart blev det for sent at spørge. Og endelig, mit definitive venskabs-alibi med de blå-gule, jeg havde en periode en svensk kæreste! Men alle mine varme følelser for og mine tætte forbindelser med Sverige rokkede ikke ved, at det mere og mere stod mig klart, at Skåne er noget andet end Sverige. Når man fra Helsingborg kører ad E 4 mod Stokholm, slår det én, hvor ubeboet Sverige er. Fra Skånes grænse omkring Markaryd bliver man lukket inde i nåleskov et par hundrede kilometer. På et tidspunkt i den ensformige køren begynder man at tvivle på, at der overhovedet findes byer i Sverige. Sverige begynder først ved Jönköping og de store søer, Vänern og Vättern. Og Sverige slutter oppe ved Uppsala. Oh kay, lad os så, for Gustav Vasas skyld, tage Dalarne og Siljansøen med. Men til dette, det rigtige Sverige, Selma Lagerlöfs Sverige, til det hører Skåne ikke. Det skånske gemyt er Edvard Perssons. Det har intet at gøre med Gösta Berlings, Ingmar Bergmans eller Carl Bildts gemyt. Den krigeriske svenske kongemagt i 1600- og 1700-tallet bærer på en stor skyld over for Skåne, Halland og Blekinge. Skåne var fra tidernes morgen tæt knyttet til sin tvillinge-landsdel Sjælland. Disse to landsdele var det danske hovedland. I Lunds domkirke residerede Danmarks ærkebiskop. Skåne var en mere central del af den danske nation end Jylland.

Fra 1659, da den svenske konge marcherede over Storebælt, blev det danske Skåne tvangsforsvensket med de mest brutale midler. Skånske bønder blev tvangsudskrevet til de svenske armeer og deporteret til de baltiske lande. De skånske gårde fik langvarig indkvartering af svenske officerer. Det var Stasi-metoder. Danske præster blev tvunget til at prædike på svensk. Og de frihedskæmpere – snaphaner – der satte sig til modværge, fik en pæl banket ind i endetarmen og op gennem kroppen, og den kunne de hænge på til de døde. Der er ikke beretninger om, at danskere behandlede svenske fanger på denne måde. Hvormed ikke være sagt, at den danske hær ikke begik moralske fejl. Da Carl X Gustav huserede på Sjælland i 1658-59, røvede han gobeliner, springvand og andre store kostbarheder fra de danske slotte. Det er pudsigt, at man i den officielle svenske kulturarvs-brochure fra 2008 kan læse: ”Plundringen skedde i enlighet med då gällande folkrättsliga principer.” Har plyndringer nogensinde hørt til folkeretten? At 1600- og 1700-tallets svenske kongemagt har terroriseret Skånes folk på grusom vis og frataget befolkningen dets naturlige nationale identitet, er heldigvis ikke er noget, der ødelægger nutidens venskab mellem det svenske og det danske folk. Jeg glæder mig, når svenske idrætsmænd har succes. Når svenske film får priser. Jeg kører gladelig op til Mårbacka i Værmland for at se hvor Selma Lagerløf skrev om Niels Holgersen og Gøsta Berling. Jeg synes Sveriges Radio løser sin opgave som folkeoplyser bedre end vi gør i Danmark Radio. Men al min glæde over Sverige ændrer ikke ved, at skåningerne ikke har fået lov til at være det, de er, de sidste 350 år. Der er fem hundrede kilometer og en dyb, dyb skov mellem Malmø og Stokholm. Der er femogtyve kilometer fra Malmø til Danmarks hovedstad. En smuk bro forbinder de to tvillingebyer. Hvad er det, der har bestemt det plagede Skånes nyere historie? At nogle tyske artillerister, som den svenske konge havde lejet, var lidt bedre til at fyre kanonerne af end nogle andre tyske artillerister, som den danske konge havde lejet! Derfor vandt den svenske konge slaget ved Lund i 1676. Skal den tids kongelige playstation-leg virkelig afgøre det skånske folks skæbne i al evighed? Skal folket, det skånske folk, ikke selv bestemme? Er kulturen, gemytterne, geografien, selvbestemmelsesretten ikke vigtigere end nogle kanonsalver? Jeg synes det. Jeg synes skåningerne skal have lov til at knytte sig, også med nationalitetsbånd, til den kultur, der ligner den svenske, men dog ikke er helt som den - den danske. At leve under svensk eller dansk flag er ikke den stor forskel, når tilliden og venskabet er så tæt som mellem vore to broderlande i dag. Men jeg synes alligevel skåningerne skal have lov at stemme, om de vil høre under Sverige eller Danmark. Det vil være gavnligt for venskabet og samarbejdet mellem Sverige og Danmark, hvis vores to lande ligner hinanden lidt mere i indbyggertal. Men især vil en skånsk folkeafstemning om tilhørsforholdet være udtryk for det, man kan kalde historisk nemesis. Sit folks historie er ikke noget, den enkelte borger kan fraskrive sig. Historien er en levende del af hvert enkelt menneskes nutid. Tiden sletter ikke alle spor. Nemesis, tilbagebetaling af godt som af ondt, er ikke kun en kendsgerning i det enkelte menneskes liv, men i folkenes liv. Hitlers SS-tropper begik grusomheder mod den russiske befolkning i 1941 – 44. Russerne betalte tilbage i 1945. Svenske magthavere har i tidens løb bestemt – til tider grusomt – over Skåne. Det er rimeligt, at Skåne nu får lov at bestemme selv.