Vris 11 Ritt får sine billige boliger

Af Ole Hyltoft Engang imellem dukker der en redningsmand op på tv-skærmen. Han hedder noget med Åger- . Han er direktør for et tænke-tanker-kontor, der hedder Cepos. Han har altid en redningsplan klar. Og det er altid den samme. Skatterne skal ned, og pengemændene skal op, og Danmark skal være ligesom Amerika. Men lige nu ligger den tænksomme hr. Ågers rigmænd i Amerika og tigger præsident Busch om at komme på støtten, statsstøtten. Hvis der nu ikke var nogen skat og ingen stat, måtte millioner gå fra hus og hjem i USA. De ville sikkert blive så vrede, at de blev socialister. Og hvad ville hr. Åger så stille op med sit anti-statslige tænke-kontor? Der er også danske banker der er på støtten hos nationalbankdirektør Bernstein. Bankdirektørerne rækker nu tiggerstaven frem mod staten – dig og mig – fordi lugten af guld fik dem til at låne penge ud til boliger, som lød smarte, men som folk ikke vil flytte ind i. For at finde ind til puddelens og fallittens kerne tog jeg og min energiske hustru, Yv, på ekskursion til disse tvivlsomme byggepladser. Vi valgte den nedre del af København, hvor der bygges i samme tempo, som Manchester United spiller fodbold. Islands Brygge, Lossepladsvej, Teglholmen. Det er i nærheden af hvor Anker Jørgensen bor, og hvor min morfar var jernbanearbejder. Først kommer man til nogle nuttede kolonihavehuse. I ved, en hedder ”Joans oase”, en anden ”Hyggebo”. Men hen over hovedet på ”Hyggebo” rejser sig en skimmelblå skyskraber i 14 etager. Den ligner oceandamperen Titanic stillet på højkant. Og der er da heller ikke mange der har lejet lejlighederne her i denne sidste station før dødsriget. Bortset fra en islænding, der til gengæld har lejet fire lejligheder. Hvor får disse islændinge dog deres formuer fra? Smelter de guld ud af deres glødende undergrund?

Bag islændingens blåskimlede gigant bygges en hel ny by, der hedder Sluseholmen. Forskelligartede huse i 5 – 6 etager på rad og række og i klumper. Det skal være fint, men er usammenhængende og uhyggeligt. Gårdene er for små. Ingen plads at røre sig på for drenge i lømmelalderen. Men de kan selvfølgelig rende over og hærge ”Joans oase” og ”Hyggebo”. Her er kanaler der skal ligne Venedigs, men mere ligner London-slum. Ejendomsmæglere med skrækslagne øjne render rundt på gaden og leder efter købere. Men der er ikke nogen. Her er øde. Bortset fra den blåskimlede Titanic, der aldrig vil gå under. Det er altså her, enkefru Madsens sparepenge i Roskilde Bank er vandret hen. Eneste chance for at disse lejligheder kan blive beboet er, at prisen på dem sættes ned. Det er skidt for enkefru Madsen. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Ja, du har fanget den, kære læser. Ritt får jo hermed alligevel sine billige boliger – ved at priserne på de dyre boliger falder. Ritt, der er så vulgært udspekuleret, at hun sikkert kunne blive bankdirektør, er også begyndt at sige, at hun jo ikke lovede NYE billige boliger. Bare billige boliger. Hun lovede os ikke boliger, der forskønnede Danmark, men bare billige. Nu bliver de dyre huse billige, eftersom folk ikke er meget for at bo i dem. De pengeglade, letbenede bankdirektører rækker Ritt en hjælpende hånd. Så på en måde har hr. Åger fra tænkekontoret ret i, at liberalismen løser problemerne af sig selv. Minusset er bare, at man bliver trist til mode af at bo i et menneskefjendsk kvarter. Og at enkefru Madsen mister sine sparepenge. En trøst er det, at det er meget værre i Amerika.