Er Danmarks Radio kulturfjendsk?

DR’s nuværende ledelse er slaver af en strømlinet popularitet. Plummer og Co. har et nonneagtigt forhold til kulturen. Litteraturoplæsningerne svigtes totalt. Et af DR’s bestyrelsesmedlemmer tager her bladet fra munden. Fordi tiden er åndsforvirret, behøver Danmarks Radio ikke være det, skriver han. Af Ole Hyltoft, forfatter, DR-bestyrelsesmedlem Forleden åbnede jeg for et af Danmarks Radios to kloge radioprogrammer, P 2. Et kor sang den pragtfulde hymne ”Se, nu stiger solen af havets skød”. Efter den næsten buddhistiske slutlinje ”Lyset stander stille på livets kyst” meddelte P 2-værten, at denne sang var af Oluf Ring. Derefter ville koret nu synge ”Jeg er havren” - af Aksel Agerby. Disse oplysninger fra P 2 må jo siges kun at være den halve sandhed. Det svarer meget godt til hvad DR’s hårde kritikere hævder: at DR kun giver os den halve sandhed. Et fyrigt indlæg af Henrik Petersen i JP forleden siger, at DR kun leverer ”politisk korrekte pseudo-nyheder og mainstream underholdning”. Det samme mener flere svenske politikere om Sveriges Radio, hvilket har gjort dem så rasende, at de i al hemmelighed begår civil ulydighed og undlader at betale tv-licens. Ja, ja, der er flere måder at føre kulturpolitik på. Beder man Kenneth Plummer besvare sådan et læserbrev, vil han henvise til, at danskerne er vilde med DR. Næsten 80 procent af danskerne ser mindst et kvarter DR-tv inden for en uge. Og radioens P 3 og P 4 har næsten lige så høje lyttertal. DR’s tv er lige så populært som TV 2. Og på radiosiden har DR kørt sine konkurrenter grundigt i sænk. På nettet er billedet noget mere broget. Spørger man lytterne og seerne om de er tilfredse med det de ser og hører, svarer ca. halvdelen, at det er de. Tilfredsheden er lidt større, når det gælder oplysninger og troværdighed, lidt lavere, ja, helt ned til 20 procent, når det gælder kulturprogrammerne. Er det tilfredsstillende, at hver anden dansker synes DR’s programmer er gode? Tjah. Det er i hvert fald nødvendigt, at en vis portion af danskerne hører og ser programmerne. Hvis der ikke var flere, der brugte DR end der læser ”Information”, ville politikerne ikke sige god for en licensfinansieret radio/tv-station. Men ville det være så slemt, hvis P 4 ikke havde fat i de nuværende 80 procent lyttere, men i f. eks. 60 procent? For nylig sløjfede P 4 pigekorets faste sang kl. 11,55, fordi man mente at få endnu flere lyttere til 12-adioavisen, hvis de ikke først skulle døje med en sang af Jeppe Åkjær eller Holger Drachmann. Det modsatte skete. Da Michael Bojesens piger forsvandt som optakt til radioavisen, dalede radioavisens lyttertal med 200.000. Man skal ikke tro, man altid får et større publikum ved at sænke kvaliteten og go mainstream. Skal DR overhovedet ligge under for markedsundersøgelser, som gjaldt det salget af våde wienerbrød i Brugsen? Det spørgsmål stillede jeg på mit første møde i DR’s bestyrelse for halvandet år siden. For når DR skrev om ”målet” med udsendelserne, var dette mål altid en vis procentdel af seerne/lytterne. Jeg synes svaret fra direktørerne var grødet. Jeg har stillet spørgsmålet flere gange siden. Og jeg synes stadig jeg bliver præsenteret for kvantitative svar, når jeg stiller kvalitative spørgsmål. Det er især kulturprogrammerne, man i disse år tager så underligt nonneagtigt på i DR. Katrine Winkel Holm og jeg må i bestyrelsen nærmest presse kulturprogrammerne frem på sendefladen. Og når de så kommer, bliver de fremført på en sært ængstelig måde. Som om det var et lidt uanstændigt felt, DR her vovede sig ind på. Kun P 1’s ”Kulturnyt” har en nogenlunde uforknyt tilgang til kulturlivet.

Hverken billedkunst, arkitektur eller litteratur har egentlige fagkyndige redaktioner i DR. Det er som om man i DR’s direktion er bange for at leve op til politikernes krav i public service-kontrakten om, at DR ikke bare skal formidle – altså omtale – dansk kultur, men også være med til at skabe den. Det sidste kan DR kun gøre, hvis den har medarbejdere, der har førstehåndsindsigt i kunstmiljøerne. For ikke så mange år siden havde DR blandt sine medarbejdere fremragende lyrikere som Ove Abildgaard og Jørgen Gustava Brandt. Jeg kan ikke få øje på deres efterfølgere blandt DR’s 3000 medarbejdere i dag. Men viden om lyrik er selvfølgelig heller ikke så påtrængende, når DR holder sig fra at bringe digte i sine programmer. I Sveriges Radio læser man et digt op hver middag kl. 12, efterfulgt af et stykke klassisk musik inden radioavisen. I DR havde man ikke tid til at høre rådhusklokkerne, inden man skulle i gang med radioavisen, der i øvrigt er blevet forkortet, ligesom morgenandagten. Vorherre må rubbe sig. Hu, hej, hvor det går. Det gælder om at følge tidens ånd, tidens åndenød. Al gang foregår i løb. Man kan ligefrem høre journalisterne hive efter vejret efter at være kommet løbende til mikrofonen. I rodløshedens kontorer er der selvfølgelig ikke tid til at lytte til god litteratur. Oplæsning af vor bedste skønlitteratur – den gamle som den nye – fortolket af vore bedste skuespillere var tidligere en af hjørnestenene i DR. De sidste par år har oplæsninger ikke fundet sted i DR, bortset fra genhør med nogle ganske få klassiker-oplæsninger ved højtiderne. ( Afdøde Karin Nellemose fortolkede H.C. Andersens Grantræet sublimt sidste nytårsaften!) DR’s direktion vil henvise til, at der er en konflikt i gang mellem DR og de to forfatterforeninger. Det hænger sammen med, at DR for nogle år siden ville prøve at lave en litteraturkanal på DAB. Den mislykkedes. Men DR havde jo brugt af forfatternes copyright og skulle afregne. DR tilbød forfatterne sammenlagt 80.000 kr. Det svarer til 6 øre pr. minut for en oplæsning. En halv times novelle skulle altså bibringe forfatteren et honorar på en krone og firs ører. Det er absurd. Men DR vil ikke ændre på tilbuddet. Så nu er der retssag. Flere gange har jeg i bestyrelsen sagt til ledelsen, at det er pinligt for DR at ligge i proces med landets forfattere. Ovenikøbet med det formål at underbyde forfatterne groft. Se dog og find et kompromis om beløbet, og kom i gang med oplæsning af nulevende og klassiske forfattere. Jeg har foreslået en halv times oplæsning af en god historie hver aften, f.eks. efter aftenkoncerten på P 2. Men det vil DR ikke høre tale om. Hvis DR ad åre kommer i gang med oplæsninger igen, skal H.C. Andersen og Karen Blixen ud i marginen – på DAB eller Ipod. Skønt kun 20 procent af befolkningen har DAB og færre Ipod. De firs procent, de fire millioner andre danskere kan værsgo læse højt for sig selv, kan de. Det er den besked man får af direktørerne i bestyrelsesværelset! Det er en mærkelig fremmedhed, DR’s nuværende direktion udviser over for den kultur, det dog er institutionens vigtigste opgave at formidle. Mindre venlige gemytter end mit ville nok kalde det kulturfjendskab. I Tyskland har man en anden indstilling. De statslige tyske radiostationer har oplæsning af god litteratur hver dag. Danmarks forfatterven i Tyskland, Siegfried Lenz, har lige udgivet romanen ”Schweigeminute” ( Et minuts stilhed ). Den blev op til udgivelsen læst op om morgenen i radioen og er nu på fire måneder solgt i 250.000 eksemplarer. Sådan udbreder en selvbevidst civilisation kærligheden til sin litteratur og sit sprog. DR’s direktører vil gøre hvad de kan for at holde oplæsningerne borte fra de dertil indrettede kanaler P 1 og P 2. Det bør folketingets kulturpolitiske ordførere ikke finde sig i. Jamen er Kenneth Plummer, Lars Grarup og Co. da kulturfjendske? Jeg har en fornemmelse af, at DR’s nuværende direktører ikke har forsømt deres forår med at læse Shakespeare og Goethe. Det har så den fordel, at direktionen er usnobbet og ikke er hemmelige medlemmer af ensporede kulturligaer. Kun én liga er de slaver af, popularitetens. Det er her slaget står. Ligesom folkekirken ikke skal være spejl af samfundet, men af Guds ord, skal DR ikke ( kun ) være et spejl af samfundet, men af de bedste skabende og virkende kræfter i samfundet. Fordi tiden er åndsforstyrret, behøver DR ikke være det.